Verdens mest elskede rumtidsagenter træder ud af fantasien og den fiktive videnskabs verden og træder ind i 1980ernes virkelighed i et udsøgt mash up af science fiction og spionhistorie.
Star Wars tissede i den grad på Christin og Mézières’ sukkercroissant. De to skabere følte, at de nu ikke længere var ene om at fortælle netop den slags storladne rumeventyr, de havde gjort til deres specialitet. Derudover havde de det problem, at de var ved at overhale den tidslinje, de havde etableret ganske tidligt i serien om Linda og Valentin – agenter i tid og rum: I 1986 gik verden under, og ud af resterne opstod fremtidssamfundet Galaxity. I 1960erne virkede 1986 som meget langt ude i fremtiden, men tid har det med at gå, og således måtte der gøres et eller andet. Løsningen af dette tidsparadoks er omdrejningspunktet i dette prægtige, fjerde samlebind.
På mange måder er det en helt anden serie, der møder læseren i de fire albums ”Metro Chatelet, retning Cassiopeia”, ”Brooklyn Station, endestation Kosmos”, ”Spøgelset fra Inverloch” og ”Tordenkilen fra Hypsis”. I forrige, topkarakterværdige samlebind var der dømt space opera, kunstige verdener, rumstationer med alle rumracer i hele universet repræsenteret og en vanvittig superheltesatire, men nu blev læseren mødt af noget helt andet: Nemlig Paris i 1980erne. Verden, som vi kender den. Gader, biler, cafeer, neon og grå hverdag. Ikke just det, man er vant til fra et Linda og Valentin-album. På mange måder er historien tættere på John Le Carré end på George Lucas.
Valentin er på en mystisk mission i vores tid, og Linda er et andet sted i universet i en anden tid. Hendes del af missionen ses i korte glimt, der giver Méziéres muligheden for at tegne de vildeste science fiction-scenarier uden at skulle bekymre sig om narrativ sammenhæng. Pludselig skildres seriens oprindelige univers som noget fremmedartet for læseren. Valentin længes efter sit rumskib, sit liv og Linda, men han har en mission og får denne gang hjælp af Galaxitys mand i 80ernes Paris, Albert. Opgaven er at undersøge en række mystiske fænomener, der ikke hører til i vores tid: Monstre i metrotunnellerne, gigantiske jordmonstre i mosen og andet godt fra sci-fi-posen.
Da jeg som knægt læste disse albums pirrede synet af rumskibe over Frankrig, fugle lavet af ren elektricitet i en nutidsstorby og Valentin, der gemte sin laserriffel under en meget normal trenchcoat, min fantasi i en grad, som de mest fantasifulde albums i serien knapt nok magtede. Ideen om, at disse ting kunne eksistere i den verden, jeg SELV eksisterede i, var simpelthen så vild, at jeg overgav mig fuldstændigt til foretagendet. Og det på trods af, at jeg nok ikke forstod historien fuldt ud. Når jeg læser den nu, er jeg stadigvæk blæst omkuld af det mod, de to herrer udviser ved så radikalt at ændre rammen for serien fra farver og striber til brunt i gråt.
I ”Inverloch” og ”Hypsis” bevæger historien sig væk fra storbyens gader ud på verdenshavet og til sidst ud i verdensrummets yderste kroge, men der skal ikke afsløres for meget af plottet her. Dog kan det nævnes, at der på ret finurlig vis bliver tyet til teologiske tematikker, som jeg i hvert fald ikke havde set komme dengang i 80erne, hvor jeg lånte dobbeltalbummet fra min lokale bogbus.
Historien om de to agenter kunne have sluttet her, og det ville have været en spektakulær, stort anlagt og uventet finale. En nytænkning af en klassisk og elsket serie, der uden at miste sin identitet og sjæl ændrede alt, hvad man kendte og elskede den for. Og slap af sted med det! Det er stadigvæk Linda og Valentin – agenter i tid og rum, man følger, men gråzonerne er blevet mere markante og de eksotiske elementer mere sparsomt doseret. Med andre ord: Strålende science fiction med samfundssatiriske elementer og en voksen tone, der klæder den.
Serien fortsatte dog i mange år efter dette oplagte afslutningspunkt. Historierne blev i stigende grad rodede, og Mézières tegninger mere og mere løse og vaklende. Jeg synes personligt, at man aner kimen til nogle af disse problemer i ”Inverloch” og ”Hypsis”, der bugner af bifigurer og svinkeærinder i stedet for de vanlige stramme plots. Men spørgsmålet er, om jeg ville have lagt mærke til det, hvis serien var sluttet her?
I disse albums fungerer stilskiftet. Samlet i et og samme bind står de meget stærkt og fortæller en original og sammenhængende historie. Lidt ligesom de der nymodens graphic novels, man hører så meget om.
Karakter: 5 af 5
Titel: Rejser i tid og rum: Linda og Valentins samlede eventyr 4
Forfatter/tegner: Pierre Christin og Jean-Claude Mézières
Oversætter: Jens Peder Agger
Udstyr: Hardcover, farver, 216 sider
Pris: 348,00 kr
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 978-87-7085-439-9
Udgivelsesland: Danmark
