Nummer 9 snakker kreative valg og fravalg med Thomas Thorhauge, manden bag et af de mest markante bidrag til den store danske antologi “Dokument”.
I morgen lanceres “Dokument” med en reception på Din nye ven. Bogen samler en lang række danske serieskaberes bud på billedfortællinger om eller med afsæt i virkeligheden, og ét af de mest iøjnefaldende bidrag er Thomas Thorhauges “Suicide Joe vs. Provins-Tidende”.
Med inspiration fra kultserieskaber Peter Kiellands A3-tegneserie “Suicide Joe” beretter Thorhauge om et altødelæggende terrorangreb på en avis – ikke ulig det, fire svenske terrorister planlagde i julen 2010. Figurerne er kantede og cartoony, stregen er løs, farverne er grelle og grundtonen er uforsonlig – kort sagt minder “Suicide Joe vs. Provins-Tidende” ikke om noget, den normalt så kontrollerede Thorhauge har lagt streg til før.
Serien blev oprindeligt lavet til den engelsksprogede antologi “Kolor Klimax”, men er med “Dokument” for første gang tilgængelig på dansk. Nummer 9 benyttede lejligheden til at tage en snak med serieskaberen, der ud over sine egne serier tegner for Politiken, fungerer som “visuel facilitator” i Bigger Picture, er formand for Dansk Tegneserieråd samt bestrider posten som anmeldelsesredaktør på Nummer9.dk.
“Kolor Klimax”-redaktør Matthias Wivel har sagt, at “Suicide Joe vs. Provins-Tidende” var et af de bidrag, der overraskede ham, fordi det var så “vredt”. Var du vred, da du lavede den her tegneserie?
– Ja, det er faktisk sandt. Tegneserien er jo oprindeligt lavet til “Kolor Klimax”-antologien, hvor jeg vist var en af de sidste til at indlevere bidrag. Jeg var lidt med på sidelinjen i tilblivelsen af bogen, der som bekendt er redigeret af min gode ven og makker Matthias Wivel – jeg havde absolut ingen ideer, men tænkte at jeg ville lave noget, der passede i sammenhængen.
– Lille nytårsaftensdag breakede nyheden om de svenske islamistiske terrorister, der var blevet overmandet af Politiet på vej til JP/Politikens hus for at myrde og halshugge så mange ansatte som muligt. Det chokerede mig, og gjorde mig enormt vred, og jeg fik instinktivt lyst til at lave en tegneserie, der tog udgangspunkt i den situation og den følelse.
“Suicide Joe vs. Provins-Tidende”s titel, anarkistiske energi og dialog referer eksplicit til Peter Kiellands A3-tegneserie “Suicide Joe”. Hvad fik dig til at tage udgangspunkt i lige præcis dén inspirationskilde?
– Peter Kielland er på en eller anden måde ‘him who started it all’ herhjemme i forhold til ideen om tegneserien som personlig udtryksform. Jeg synes “Suicide Joe” er en topfed tegneserie, og var med det samme fascineret af den måde, Peter bruger tekst og sprog på: bare destillerede brokker à la “GIRLS, EH? GIRL PROBLEMS, HAHAHAHA!”, simpelthen så skægt og effektivt og originalt. Men jo også lidt en sinket og grov måde at udtrykke sig på. Det koncept tiltalte mig, og naturligvis hele den fatalistiske grundtone i fortællingen, der jo ellers handler om kunst og eksistens: Ideen til min egen historie var jo at lave en hånlig og vred og affektbåren skildring af, hvad der ville være sket i Politikens hus, hvis ikke aktionen var blevet forpurret.
Fortæl lidt om, hvordan du arbejdede med det visuelle udtryk i “Suicide Joe vs. Provins-Tidende”, både den lidt “udtværede” streg og de grelle farver …
– Jamen, det er jo mere af det samme. Jeg gik bevidst efter et groft og dumt udtryk, som matchede den idiotiske terrorist og den sinkede sprogtone i taleboblerne. De kulørte farver skyldes retfærdigvis hensynet til konteksten: jeg gik efter at lave det indslag i “Kolor Klimax”, som VAR det kulørte klimaks i bogen, historien er designet til at afslutte antologien, derfor står der også THE END/SLUT på sidste side med store, gotiske typer.
Med sit lidt “løse” udtryk og de ret enkle sidelayouts virker historien mere “spontan” end hvad vi er vant til at se fra din hånd – var den det?
– Altså helt teknisk er den tegnet på madkassepapir i understørrelse – den er skaleret op til bogformat, og i tegneseriesammenhæng er det mest normalt, at man gør det modsatte, altså tegner i overstørrelse og skalerer ned, så tegningerne får et mere tight udtryk.
Madpakkepapir?
– Ja, de gode gamle analoge tricks kan stadig nogle fede ting, som Photoshop har svært ved at gøre troværdigt:
– Det tog mig vist ca. halvanden uge at lave den, så det gik stærkt, den SKULLE bare laves, mens jeg var sur. Den rigtige version i “Kolor Klimax” er ledsaget af en note, der henviser til min Muhammed-tegneserie M, som tog et særdeles civiliseret afsæt i en langt mere fordragelig og imødekommende opfattelse af Muhammed-krisen. I den historie var det fornuften, der talte – i ‘Suicide Joe vs. Provins-Tidende’ var det mavsen.
Hvad er gevinsten ved at arbejde på vrede? Hvad giver det processen og resultatet i forhold til veltempereret eftertanke?
– Det er ikke for at lyde opblæst, men ærlighed og oprigtighed er de egenskaber, jeg sætter højest i kunst. Jeg prøver altid selv at leve op til opfattelse og synes, at “Suicide Joe vs Provins-Tidende” er helt og aldeles tro overfor de følelser og værdier, som udgør mig. Vrede er mindst lige så ærlig som veltempereret eftertanke, og jeg synes i øvrigt også, at jeg har credit på kontoen til at prøve noget andet, ikke for at lyde defensiv.
Det cartoony udtryk koblet med de potentielt tragiske realiteter, historien tager afsæt i, danner en skærende kontrast. Hvad ville du opnå med at sætte dén billedside til dét emne?
– For det første bliver det jo tydeligt, at der ikke er tale om en kontrafaktuel rekonstruktion. Det er en underlig metaforisk drøm om et vanvittigt angreb, som jo så også rummer en diskussion om vores grundværdier, som giver fortællingen et tvetydigt twist. Den cartoony stil understreger det groteske, det vanvittige, men også det metaforiske, synes jeg.
En detalje: Hvorfor egentlig “Provins-Tidende” og ikke bare “Jyllands-Posten”? Hvorfor lægge en ekstra distance ind dér, når alle ved, hvad det handler om?
– Simpelthen fordi det først og fremmest er en symbolsk fortælling. Titlen er et ok kompromis, men den rigtige titel, “Suicide Joe vs Dead Tree Press”, er den rigtige, og en skidegod titel, hvis jeg selv skal sige det…
Endnu en detalje: Du er selv tilknyttet Politiken som tegner og kender velsagtens huset. Samtidig er du en ferm karikaturtegner. Er nogle af figurerne i “Suicide Joe vs. Provins-Tidende” modelleret efter virkelige personer?
– Nej, slet ikke. Nogle af figurerne er tegnet frit efter Kiellands figurer i den rigtige “Suicide Joe”, men det er det. Figurgalleriet er typer, redaktør-klicheen, fotograf-klicheen, journalist-klicheen. Det er dumt, og det er med overlæg!
Som forbruger af fiktion identificerer man sig nærmest per definition med protagonisten – næsten uanset hvad han gør. “Suicide Joe” er brutal, men også handlekraftig og determineret, og hans ofre fremstår ikke specielt sympatiske. Hvilke tanker gjorde du dig om læseridentifikation undervejs i arbejdet med “Suicide Joe vs. Provins-Tidende”?
– Jeg tænkte ikke på læseridentifikation, jeg tænkte kun på at skildre terroristen som en sølle idiot, der så retfærdigvis stilles i et lidt andet lys, da den frie, men rimeligt dekadente vestlige civilisation stilles til skue, kort før bomben sprænger.
Er “Suicide Joe vs. Provins-Tidende” terroristens våde drøm eller anti-islamistens febermareridt?
– Nu er den jo tvetydig, og det er ikke bare en form, der tiltaler mig, jeg kan simpelthen ikke lade være med at forsyne mine tegneserier med modsatrettede signaler. Sådan er det også i virkeligheden, og det tror jeg mange af os kender: hvis jeg diskuterer politik med én fra Enhedslistens ventrefløj, indtager jeg naturligt et mere liberalt standpunkt end jeg ellers ville have gjort, og vice versa. Men altså, min egen grundfølelse er – tvetydighed eller ej – at jeg satme ikke vil acceptere halshugninger på grund af tegninger, tanker og ideer. Det kan simpelthen ikke diskuteres, det går bare ikke. Og det handler om langt mere og langt vigtigere ting, end spørgsmålet om Jyllands-Postens politiske agenda.
Hvilke reaktioner har du modtaget på historien efter udgivelsen af “Kolor Klimax”?
– Jeg har aldrig lavet en tegneserie, der har udløst så meget ballade som den her! Jeg blev nærmest eftersøgt af det belgiske politi, da jeg glemte min skitsebog med alle selvmordsbombetegningerne i et fly – jeg har fortalt hele den historie på min hjemmeside – og forleden fortalte Cav, at da han skulle aflevere presseeksemplarer til Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-posten inde på Rådhuspladsen, ja, så var der ballade igen, for da receptionisten i det efterhånden Fort Knox-sikrede bygning ville vide, hvem på Jyllands-Postens redaktion, der skulle modtage bogen, sagde Cav : “Kulturredaktionen”, hvortil receptionisten svarede “Flemming Rose?”. Cav tænkte sig kort om og sagde så: “Ja, det er måske meget passende, for en af historierne i bogen handler på en måde om ham”. Receptionisten ringede op til JP, og gentog hvad Cav havde sagt. Receptionisten lagde røret på, og sagde så til Cav: “Nu er der er ingen, der tør komme ned og hente den. Bogen skal screenes, så vi ved det ikke er en brevbombe”. Jeeezz, altså!
