I denne uge udkom Fantagraphics’ nordiske antologi “Kolor Klimax” i USA. Redaktør Matthias Wivel fortæller om tankerne bag bogen, som skal være den første i en række udgivelser.
Hvorfor en nordisk tegneserieantologi? Hvorfor amerikansk udgivelse? Og hvorfor Fantagraphics?
– Ideen kom fra Det finske tegneserieselskab. De har i en årrække kørt et projekt, der hedder Nordicomics, og som omfatter såvel udstillinger som workshops (de leverede begge dele på Komiks.dk i 2010). De ville gerne lancere en antologiserie med nordiske tegneserier, publiceret til det internationale marked. Idéen er en række individuelle bogudgivelser med skiftende redaktører. Den næste er allerede under forberedelse og er helt anderledes end Kolor Klimax, både hvad angår koncept og indhold.
– Mht. Fantagraphics, så stjal jeg jo bare ideen fra From Wonderland with Love – ud over at have været et af de bedste amerikanske tegneserieforlag de seneste tre årtier, så er også de mest venligtstemte overfor græsrodsprojekter af den her slags, så længe kvaliteten er i orden selvfølgelig. Og så er den ene af forlæggerne, Kim Thompson, jo halvt dansk, så han kender til og sætter pris på nordiske tegneserier.
Hvad kan du sige om den næste antologi i rækken?
– Jeg kan sige så meget, at temaet bliver børnetegneserier, men mere ved jeg ikke, og det kan godt have ændret sig, siden jeg sidst hørte om det.
Hvordan udvalgte du de medvirkende? Hvilket samlet billede af den nordiske tegneseriescene ville du gerne give, bevidst eller ubevidst?
– At lave en god antologi er som at sammensætte et godt mixtape. Det nytter ikke noget, at de individuelle bidrag er gode, hvis ikke de spiller sammen eller på anden måde komplementerer hinanden. Der skal være en gennemgående idé eller tone, der gør at det hele går op i en højere enhed. Det er vanvittigt svært, men også sjovt at arbejde med.
– Det var naturligvis vigtigt, at alle bidragene var af høj kvalitet og ikke var så lange, at de ville destabilisere bogens karakter af antologi. Men derudover var der ingen krav til indholdet eller formen. Det vigtigste var, at der var tale om et originalt, personligt udtryk. En af fordelene ved, at der stort set ikke eksisterer en storsælgende mainstream i Norden, er at de talentfulde folk, der kaster sig over tegneserieformen, meget naturligt går personlige og ikke altid særligt kommercielt farbare veje. Selvom det betyder, at mange må ernære sig med andre ting og derfor ikke har så meget tid til at lave serier, kommer der mange gode serier ud af det, hvilket jeg synes bogen afspejler, samtidig med at den også indeholder et par solidt konsoliderede, populære navne.
– Det essentielle var imidlertid, at de forskellige ting kunne udgøre noget større. Ikke dermed sagt, at der ikke måtte forekomme dissonans – det synes jeg der gør visse steder i bogen, og med fordel – men det skal give mening.
– Der kom flere andre variabler. Jeg havde til at starte med håbet jeg kunne have et lige antal bidragydere fra hver af de fire største nordiske lande (Norge, Sverige, Finland & Danmark), samt evt. nogle få fra de andre (Grønland, Island, Færøerne og de baltiske lande), men det var lettere sagt end gjort, og det viste sig hurtigt, at sådan en firkantet skematik ikke ville skabe en god bog. Dertil kom en håndfuld folk, som jeg gerne ville have haft med, men som ikke kunne overskue at bidrage.
– Det endte med et snævrere fokus på de fire store lande uden hensyntagen til, hvem der kom hvorfra. Det er en blanding af helt nye ting, lavet specifikt til bogen, og ting der har været publiceret andetsteds for forholdsvis nyligt. Kun ét bidrag går lidt længere tilbage. Bogen indeholder bidrag såvel af folk fra den generation, der fornyede tegneserien i 70’erne og 80’erne, som dem, der konsoliderede den alternative scene i 90’erne, men da fokus er samtiden, ligger hovedvægten på den nye generation, der lige nu skaber røre.
Du taler i bogens forord om, at – groft sagt – svenske tegneserier er selvbiografiske og socialrealistiske, finske er eksperimenterende, og norske og danske først nu ved at kravle ud fra hvert sit mainstream-åg. Er det en karakteristik, du også vil hæfte på bogens bidrag?
– Mjaeh, både og. Jeg synes bestemt, man kan se de tendenser jeg beskriver, afspejlet i bogen, men på den anden side er det jo generaliseringer, og der er nogle bidrag, der ikke passer til de ret skråsikre karakteristika, jeg udstikker. Som allerede antydet skelede jeg ikke til, hvad der var typisk eller ej, da jeg foretog mit udvalg – det det handlede om, var kvalitet, og hvordan det enkelte bidrag kunne indgå i helheden.
Hvilke overvejelser gjorde du dig, da du planlagde strukturen, rækkefølgen af de enkelte historier?
– Det skal spille. Det drejer sig om fornemmelse, snarere end principper. En vigtig ting var, at bogens designer Frederik Storm besluttede sig for at indsætte skilleblade her og der, således at mange af serierne kunne starte på den højre- eller venstreside, der passede bedst til dem, uden det skabte hovedpine i forhold til rækkefølgen. Disse skilleark skaber også nogle pusterum, der tjener læseoplevelsen, synes jeg.
Er der tegnere, der i særlig grad overraskede dig, da de afleverede deres bidrag?
– Ja, jeg synes Bendik Kaltenborn gjorde noget nyt med sin skræmmende “The Great Underneath.” Den har stadig hans fantastiske humor, men markerer et skridt i en ny retning for ham. Johan Krarups “Nostalgia” er for så vidt ikke en overraskelse, men er bare mere formfuldendt og forener koncept og udførelse mere lydefrit og resonant end noget, jeg tidligere har set fra ham. Gitte Broeng og Mikkel Damsbos “Relocating Mother” markerer også noget nyt og anderledes i nordisk tegneserie, synes jeg – en meget fin syntese af det visuelle og det litterære. Og så er Thomas Thorhauges “Suicide Joe vs. The Dead Tree Press” markant for sin vrede og uforsonlighed, ikke mindst taget hans tidligere arbejde i betragtning. En fantastisk afslutning på bogen.
– Der er masser af andre ting i bogen, jeg synes lige så godt om som disse, men det var nok de mest overraskende, på hver deres måde.
Ligger der en særlig hensigtserklæring i bogens titel, eller er det bare en morsom henvisning til den danske pornohistorie?
– Der ligger vel et hip til en af de mest sejlivede fordomme om Norden i resten af verden i den titel. Men mere grundlæggende omkalfatrer bogen noget i udgangspunktet anløbent, og faktisk ækelt, til noget, der måske stadig kan anses som anløbent, men som samtidig er smukt. Der ligger der en tro på, at kunsten kan forbedre verden.
