Nummer 9 har bedt en række kendte danskere fortælle om deres forhold til tegneserier og dele deres læseoplevelser med os. Forfatteren og dramatikeren Jokum Rohde lægger for.
Jokum Rohde (f. 1970) er forfatter og en af Danmarks betydeligste dramatikere. Han debuterede i 1993 med skuespillet To dage ud fra lørdag nat, og udsendte året efter sit første prosaværk i form af romanen Jonas’ bog. Siden er det blevet til talrige dramatiske værker for diverse scener i ind- og udland, bl.a. en række gendigtninger af værker begået af så forskellige forfattere som Arthur Schnitzler, H. C. Andersen, Louis-Ferdinand Céline og Sir Walter Scott.
I 2003 blev sidstnævntes Ivanhoe således refortolket og realiseret med betragtelig succes som udendørs udstyrsstykke i Ulvedalene nord for København af Det Kongelige Teater. Sammesteds kunne man tre år senere se Rohdes livtag med den nordiske mytologi i den endnu større anlagte forestilling Thor, der ligeledes blev et tilløbsstykke for hele familien.
Aldeles uegnet for børn var til gengæld Rohdes undersøgelse af ondskabens anatomi i stykket Manson fra sidste år, hvor skuespiller Nicolas Bro leverede en kraftpræstation af de helt store som sektlederen og massemorderen af samme navn. At spændvidden i forfatterskabet er til at få øje på, bliver i disse dage for alvor evident med den løsslupne sengekantsforestilling Har-har-har De set min kone?, der havde premiere på Det Kongelige Teaters Lille Scene i onsdags, og som spiller frem til den 24. maj.
I 2004 var Jokum Rohde medlem af Kulturministeriets kanonudvalg for scenekunst, og året efter blev han tildelt Reumert-prisen som Årets Dramatiker. I 2006 udgav han sammen med Søren Ulrik Thomsen bestselleren København Con Amore – en kærlighedserklæring i tekst og billeder til hovedstaden. Siden 2008 har han fungeret som Det Kongelige Teaters husdramatiker. Han er desuden passioneret tegneserielæser.
Var der tegneserier i dit barndomshjem?
– Hos mine forældre i Toldbodgade var der Asterix, Lucky Luke, Tintin og diverse Anders And-udgivelser, lige fra “Den Store Mickey Mouse” etc. til den ugentlige Anders And. Hos mine bedsteforældre i Marskensgade 4, 2. var der lige langt til Jagtvejens Bibliotek (her stiftede jeg bekendtskab med Bernard Prince, Red Kelly, Blueberry og meget andet) som til syrekælderen Dr. Octopus i Århusgade og bladantikvariatet Æseløret i Nrdr. Frihavnsgade, hvor jeg købte gamle Superman, Batman, Gigant og Dæmonen. Yderligere må jeg tilføje min onkel Rasmus Rohde, der var en del af Fantask-kliken i midt-60’erne, hvorfor han i store ringbind i sin Krystalgadelejlighed minsandten havde de første 50-60 numre af alle de store Marvel-serier i near mint-udgaver, Fantastic Four #1, Amazing Spider-Man #1 og så videre. Desværre solgte han denne samling kort tid før jeg selv begyndte at samle seriøst . Dem kunne jeg kigge i, kvalm af lagkage til de tilbagevendende familiefødselsdage. Så jo, der var tegneserier.
Hvilken tegneserie vakte for alvor din interesse for mediet?
– Selvfølgelig et svært spørgsmål, jeg vil sige at jeg blev særligt betaget af de to gulryggede Carlsen if-udgivelser med Edderkoppen, særligt Edderkoppens snevejrskamp med Gribben over kridhvide New York tegnet af Romita. Men dér hvor jeg for alvor blev bange for at der blev sat uudslettelige symbolrækker i mit sind var helt sikkert i bladkiosken Cosmopolite i St. Kongensgade i 1981, med dobbeltudgivelsen af “Metro Chatelet, retning Cassiopeia” og “Brooklyn station, endestation Kosmos”, altså Linda & Valentin 9-10. Jeg kan huske disse to hæfters præcise placering i magasinhylden, mine hænder der tager fat i dem, min far der nikker ok til købet, hjemturen ad mørke Frederikstads-gader mod noget jeg egentlig må nøjes med at kalde serious shit.
Hvad er i dag din absolutte yndlingstegneserie og hvorfor?
– Uden tvivl det lange episke Kaptajn Amerika-run af Brubaker, med eminente tegnere som Epting og Guice. Anskuet som politisk kunst er det et af samtidens mest komplekse og vidtrækkende værker, umulig at komme op på siden af gennem noget andet medie, alene på grund af Kaptajn Amerikas ikonografi. Winter Solider aka Bucky er den mest fantastiske nyskabte karakter siden Millers Elektra, og selv hende slår Winter Soldier med adskillige skumle superheltesidegader.
Findes der en tegneseriefigur, som du enten identificerer dig med, eller hvor du kan genkende sider af dig selv?
– Dæmonen, mit mørke alter ego.
Hvilken tegneserie læser du for øjeblikket?
– Lige nu genlæser jeg Grant Morrisons Batman-run, der er i en klasse for sig, faktisk en af de eneste superhelte-tegneserier der virker på mig som en gyserfilm. Fornemmelsen af Batmans dybe, dybe sindssyge, hans lsd-eksperimenter, hans nær-dødseksperimenter, hans mentale død og midlertidge genopstandelse som The Batman of Zur-en-Arrh, ja, hele denne stemning af forskubbet, afhængslet virkelighed, b-genrer og dyb Batman-historik har i mine øjne skabt det mest interessante take på Batman siden Frank Millers i 1980’erne.
Hvilken tegneserie, som du endnu ikke har læst, ved du bare, at du bør stifte nærmere bekendtskab med på et tidspunkt?
– Jeg glæder mig til at læse hele James Robinsons seneste Superman-run, “New Krypton”. Og så er jeg tillige trukket mod at læse hele Peter Davids kriminal-take på X-Factor, i håb om at den er tilstrækkelig isoleret fra resten af X-men-universet, der jo på tragisk vis for længst er afgået ved døden.
Hvad er det bedste, der er sket indenfor tegneseriernes verden indenfor de sidste ti år?
– Uden tvivl forfatteren Ed Brukaber. Hernæst Mark Millar. Det værste der er sket er Brian Michael Bendis. Han har gjort uoprettelig skade på Marvel-universet og hvis ikke for de to førnævnte forfattere tror jeg Marvel-universet ville være ved at lukke og slukke i ren idioti. Lås Bendis inde med Deadpool og smid nøglen væk!
Hvordan reagerer din nærmeste omgangskreds på din fascination af tegneserier?
– Med et nervøst smil.
Hvad kan tegneserier give dig, som du ikke kan finde i andre kunstformer?
– Ja, det er jo en helt særgen kunstnerisk udtryksform, som synes at tiltrække sande galninge som Grant Morrison og Frank Miller og Alan Moore, og også benhårde drenge som Brubaker. Sammenligner man med hvorledes filminstruktøren og prosaisten ter sig i nutidens verden som rationalitetens og nyreligiøsitetens stemmer, er der en betryggende stemning af anonyme patienter (læs superheltetegneserier-forfattere) i Arkham Asylum der opfører den største grand guignol-forestilling nogensinde, bag kostumerede marionetter – der igen, netop som Kaptajn Amerika og Batman, repræsenterer samme type heroer, som Achilleus, Orestes og Ødipus gjorde engang. Således binder superhelte-universet sig i høj grad tilbage til det antikke Grækenland, dramatikkens fødsel og det særegne spil mellem figurer fra den kollektive bevidsthed hvis perpetuelle metamorfoser rent faktisk fortæller os noget. Hvis de vel at mærke er skrevet af den rette, f. eks. Aischylos eller Frank Miller.
Glæd dig til næste fredag, hvor vi stiller endnu en kendt dansker overfor 9 skarpe.
