INTERZONE Hvorfor er Charles Burns Last Look-trilogi et mesterværk? Har William S. Burroughs og Hergé noget med det at gøre? I anledning af den nylige danske udgivelse af tredje og sidste del, Sukkerkranie, går Radio Rackham i dybden med et værk, man også kunne beskrive som “Tintin i Interzone”.
Last Look et en trilogi, oprindeligt udgivet i separate bind formateret efter klassiske Tintin-albums: X’d Out (2010), The Hive (2012) og Sugar Skull (2014). På dansk har forlaget Fahrenheit stået for udgivelsen, ligesom det tidligere også varetog Burns’ nyklassiske forløber, Black Hole (1995—2005). Last Look udgør ved sine stramme struktur og ombrudte kronologi et stilsikkert nybrud for Burns og markerer samtidig hans overgang til tegneserier i farver.
Radio Rackhams Frederik Storm, Henry Sørensen og Matthias Wivel diskuterer hvordan Burns’ genkommende temaer om ungdom og identitetsdannelse i Last Look finder eftertænksom modning og samtidig byder på hans måske stærkeste følelsesmæssige nyrestød til slut. Hans brug af grotesk symbolik og flydende udveksling af realitetsplaner med tydelig hilsen til Burroughs og Hergé udforskes naturligvis også.
Lyt her via SoundCloud eller hent udsendelsen på Spotify, iTunes, Google Podcasts eller Podimo.
Læs også Nummer9s tidligere Charles Burns-dækning: Thorhauges seks-stjernede anmeldelse af Last Look, dengang den udkom på originalsproget; Michael Lindal om X’et ud; Felix Rothstein om Kuben; Johan Krarups seks-stjernede anmeldelse af Black Hole, dengang den kom på dansk under title Sort hul; Kristian Bangs analyse af sider fra Black Hole; og ikke mindst Nanna Goul, Thorhauge og Wivel om dansk tegneseriekritik og hvorvidt Black Hole egentlig er en god tegneserie.
Det oprindelige Rackhams arkiv kan tilgås her En særlig tak til Anders Schunk, som generøst har bistået udstyrsupgrade og skud til DJ Cars10 for musikken.