Superhelteforlaget DC har annonceret en række miniserier som forløbere til Alan Moores mesterværk “The Watchmen”.
Rygterne har gået længe og debatten er allerede så småt begyndt her på Nummer 9, men for dem, der ikke lige læser med i kommentartrådene: Superhelteforlaget DC annoncerede tidligere i dag en forløber til “The Watchmen”, ifølge Guiness Rekordbog historiens bedst sælgende graphic novel.
I det oprindelige storværk fra firserne lancerede den feterede britiske tegneserieforfatter Alan Moore en lang række nye superheltefigurer, der ikke har optrådt i tegneserier før eller siden. Indtil nu, hvor DC tager defibrillatoren i brug og genopliver The Comedian, Silk Spectre, Rorschach og alle de andre. Meget til Moores utilfredshed, for dén slags er med til at med til at skade tegneseriens troværdighed som kunstart, mener han:
– Så vidt jeg ved, blev der ikke udgivet ret mange forløbere eller opfølgere til “Moby Dick”, kommenterer Moore over for New York Times.
For de tegneseriefans, der er ligeglade med kunst og firsernes helt urimelige serieskaber-kontrakter, er der til gengæld et ganske imponerede lineup af tegneseriekapaciteter at glæde sig over: Darwyn Cooke, J. Michael Straczynski, Lee Bermejo, Brian Azzarello og flere til. Before Watchmen fordeler sig på de følgende syv miniserier med overlappende handlingstråde – Seven Soldiers-style:
- Rorschach (4 hæfter). Forfatter: Brian Azzarello. Tegner: Lee Bermejo
- Minutemen (6 hæfter). Forfatter og tegner: Darwyn Cooke
- Comedian (6 hæfter). Forfatter: Brian Azzarello. Tegner: J.G. Jones
- Dr. Manhattan (4 hæfter). Forfatter: J. Michael Straczynski. Tegner: Adam Hughes
- Nite Owl (4 hæfter). Forfatter: J. Michael Straczynski. Tegner: Andy og Joe Kubert
- Ozymandias (6 hæfter). Forfatter: Len Wein. Tegner: Jae Lee
- Silk Spectre (4 hæfter). Forfatter: Darwyn Cooke. Tegner: Amanda Conner
Dertil kommer et enkelt epilog-hæfte og backup-serien The Crimson Corsair, der også optræder i den oprindelige “The Watchmen”.
Brian Azzarello, der tidligere har lavet den brutale graphic novel The Joker – også med Lee Bermejo – er ualmindeligt begejstret for tjansen på den nye Rorschach-serie og lover intet nyt under solen:
– I får den Rorschach, som I kender og vil have, udtaler forfatteren til USA Today.