Tirsdag den 20. februar sætter Københavns Hovedbibliotek fokus på tegneserier, når Nummer9s egen Dennis Jacob Rosenfeld holder foredrag om grundlæggelsen af den amerikanske tegneserieindustri.
I sit foredrag vil Rosenfeld fortælle om, hvordan den amerikanske tegneserieindustri ikke startede som den kæmpe forretning, vi kender i dag med et utal af forlag og et særdeles lukrativt ben solidt placeret i filmindustrien. I starten var det en relativt lille skare, som satsede på denne nye kunstform og så mulighederne i den.
– Jeg har med foredraget ønsket at belyse nogle af de begivenheder som har en tendens til at gå i glemmebogen. Det var en lang række sociale, økonomiske, og politiske faktorer der var medvirkende til at tegneserieindustrien kunne blive til. Ligeledes vil jeg også kaste lys på nogle af de glemte helte som var modige nok til at kaste sig over en, på det tidspunkt, relativt ugleset kunstform, fortæller Rosenfeld selv.
Arrangementet er den første i en række, der alle sætter tegneserier i fokus. Fremtiden byder blandt andet på gæster, paneldebatter og interviews. Emnet for næste arrangement vil blive afsløret i slutningen af det aktuelle arrangement.
Foredraget starter klokken 17.00 den 20. februar på Københavns Hovedbibliotek. Der findes mere info på arrangementets Facebook-event.