Memoirer fra verdens ende
Profeterne fra Fiesta Magasinet varsler klimakrise, krig og andre katastrofer i deres dystre beskrivelser af fremtiden. Man får næsten brug for noget at varme sig på.
Festen er forbi. Man skulle næsten tro, Fiesta Magasinet havde fået tømmermænd. De fire udgaver (Nr. 0, 1, 2 og 3), der indtil videre er kommet af tegneserieantologien, har været sprælske, satiriske og for fuldt gear. Det groteske, syrede og sjove har været fællesnævner for magasinets udgivelser. Specialudgaven Memoirer fra Verdens Ende er helt anderledes. Tempoet er skruet ned. Dialogerne er der færre af. Der bliver lavet mindre sjov. Nå ja, og så er verden også gået under. Ikke desto mindre er det fremragende læsning.
Profetier
Verden er ikke helt gået under i alle historierne. I CecilieQs tegneserie slipper to børn verdens sidste bi fri, så den kan nå ”at indhente alle sin venner”. Bierne er døde eller har forladt verden, der i CecilieQs fremtidsvision er menneskeforladt og gold. Mårdøn Smet tegner i sit indspark verdens mest ikoniske bygninger på bunden af havet. Den moderne civilisation er blevet oversvømmet, og alle dets monumenter er endt på en undersøisk losseplads. I to fortællinger af hhv. Clara Lucie Jetsmark og Nanna Amstrup går verden decideret under. Selv i de tegneserier, hvor verden ikke nødvendigvis er havnet i en katastrofe, virker det, som om verden er øde eller farlig. Emil Friis Ernst skildrer nogle børn lege krig til Sankt Hans, men legen er alt andet end sjov. Legens fiktion bryder sammen, og den opleves som krig. I Mari Ahokoivus fine fortælling er en bjørnemor og bjørneunge gået i vinterhi. Moren har mareridt, og udenfor er verden hvid og tom. Tristesse, ødelæggelse og ideer om nye verdner fylder de melankolske sider i Memoirer fra Verdens Ende.
Derfor er titlen også så passende og interessant. Magasinets bidragsydere ser eller har set verden gå under – og nu rapporterer de så om deres opdagelser. Fortællemåden er profetisk. Profeten ser ud i fremtiden for at udtale sig om nutidens problematikker. Nutiden bliver derfor forståelig gennem profetens fremtidssyn: I fremtiden vil det regne med ild, fordi vi er syndige nu. Profeten står i nutiden, ser fremtiden og fortolker nutiden gennem den. Nutiden er i Memoirer fra Verdens Ende på denne facon indskrevet i fremtidssynerne. I både CecilieQ og Mårdøn Smets tegneserie er vores nuværende klimakrise præsent. Gør vi intet, vil verden blive oversvømmet, og bierne vil forsvinde. Antologien er på den facon mere eksplicit politisk end de forrige Fiesta-udgivelser. Hvor det groteske, latterlige og vulgære i de tidligere Fiesta-blade har fungeret som samfundssatire og parodi, er Memoirer fra Verdens Ende rettet mod fremtiden i sin samfundskritik: Gør vi ikke noget, vil verden gå under. Mens de tidligere Fiesta-udgivelser således lader nutidens samfunds fest fortsætte i det uendelige for dermed at fremstille samfundets kortslutninger, lader Memoirer fra Verdens Ende simpelthen verden gå under, trækker stikket og slukker for festen. Festen kan ikke fortsætte uendeligt, og efter den går verden under.
En varm sweater
Men netop fordi der er en ende på galskaben, er Memoirer fra Verdens Ende også langt mere håbefuld end alt andet, Fiesta Magasinet har produceret op til nu. I Jetsmarks virkeligt morsomme tegneserie (ikke alt i antologien er sørgeligt) Dummedage 🙁 regner det med ”dødsregn” og verden står i flammer. Alligevel betyder denne apokalypse en form for ny begyndelse. På samme vis i Amstrups flotte tegneserie om kæmpesneglen Achatina, der spiser alt godt i verden, før en meteor destruerer jorden. Sneglen er således svanger med en ny, smuk verden. Kimen til den nye verden er at finde i den gamle verdens aske.
Emil Friis Ernsts Heksehyl er mest harmløs i sin setting. Det er blot børn, der leger. Alligevel er det den mest intense læseoplevelse, hvor Ernsts tuschtegninger underbygger usikkerheden og farligheden. Ser man bort fra kaosset og krigen i Heksehyl, er der dog en stille optimisme på menneskehedens vegne at finde i hele Memoirer fra Verdens Ende. Klimakrise og krig leder os naturligt til at være utrygge ved fremtiden. Den utryghed bekræfter Fiesta-folket os i. På trods af det må vi lede efter et spinkelt lys i mørket. Som Peter Kiellands karakter Børge, der skriver hjem til sin mor fra Dødsriget: ”Her er mørkt om dagen, de skriger om natten. Du må gerne sende en varm sweater.”