Som nogle af Nummer9s læsere måske har bemærket, raser der i disse dage en stærk debat om statens kunststøtte – beskyldninger om nepotisme, gammeldags kunstbegreber og meget mere har præget artikler og debatindlæg i de større danske dagblade, og Kulturminister Per Stig Møller har efterfølgende bedt om en undersøgelse af hele systemet.
Skønt det ikke er en “nyhed”, fordi begivenheden indtraf for nogle måneder siden (vi undskylder, vores radar fanger ikke alt), vil vi alligevel viderebringe budskabet om at tegneserier – trods virak – fortsat modtager støtte fra Staten indimellem, og at en dansk tegneserie endvidere er blevet præmieret af Statens Kunstråd. Det drejer sig om tricksteren Nikolaj Zeuthens “Hvad synes de om dansk litteratur”, som fik en noget lunken anmeldelse her på Nummer9 – og som efterfølgende var mål for en heftig debat om kvalitet versus talentløshed. Zeuthen modtager med æren kr. 75.000,- tillykke herfra!
I Nummer9s anmeldelse spurgte Johan F. Krarup: “Hvorfor handler det her om mig selv? Hvorfor hedder historiernes personer Kevin, Michael, Drengen Henrik eller Erik Bak Dalgaard? Hvad er det lige præcis, Zeuthen vil fortælle (om) os med sine ubehjælpelige tegninger iscenesat som totalt pointeløse almindeligheder? Og hvorfor skal vi tegnes så grimt? En gennemgående fornemmelse er den ironiske distance; alting holdes ud i strakt arm, fra almindelige mennesker til poesi, tegneserier og den gode historie – og musik, hvis man har hørt Zeuthen med Skammens vogn. Men på den anden side er det som om, historierne vil os et eller andet – måske endda noget vigtigt? Specielt de mest ligegyldige af dem. Paradoksalt nok.”
Statens Kunstråds officielle motivering lyder:
“Nikolaj Zeuthen er født i 1977, har udgivet digte og prosa og optræder som frontfigur i den litterære musikalske hybrid ”Skammens vogn ”. ”Hvad synes du om dansk litteratur?” er på mange måder også en hybrid. Tegninger og tekst er sat sammen i noget, der på en gang er en tegneserie, en vittighedsstribe, dead-pan-historier, en børnebog og syrede dommedagsdrømmesyn. Tegningerne kan ikke siges at lefle for det æstetiske udtryk, de er kort sagt grimme, men man sidder alligevel foruroliget og klukkende tilbage og følger gerne med længere ind i Monsieur Rubans meditationer eller i Eigils fantasiverden. Det er grumt, uhyggeligt og meget morsomt. Den anarkistiske tegnestil og det grumme indhold støder sammen, og det lykkes Zeuthen med sin stoneface-attitude at komme med et overbevisende bud på, hvordan en litterær tegneserie, grafisk roman eller billedpoesi kan se ud : “På grund af høje usynlige murværker kan mennesker aldrig helt komme til at mærke hinanden/ Langt borte slår Monsieur Ruban en skraldende skoggerlatter op. Pragtfuld logik, ler han. Simpelthen pragtfuld/ Det er nemt at hade, men svært at elske. ” ”
Læs også Nikolaj Zeuthens og Christoffer Zielers Nummer9-interview med Daniel Clowes.
Foto: Thomas Thorhauge
