Lucha Comico er det gladeste, mest entusiastiske og eneste “rene” tegneseriepodcast i Kongeriget. Efter udsendelse nummer 50 er duoen bag klar med champagnen.
Podcastet opstod ud af asken fra et andet podcast med det dramatiske navn ”Ondskabens Flydende Vatikan”. I dag eksisterer Vatikanet kun som antologi-udgivende undergrundsforlag, men podcastets skabere nægtede at lade ideen dø. Således opstod Lucha Comico. Rundt regnet 3 gange om måneden snakker podcastets værter om de ting, der rører sig (eller ikke rører sig) inden for den niende kunstart – tegneserien. Værterne lader uden skam deres kærlighed til tegneserier gennemsyre den løse, men saglige snak, og de gør deres yderste for, at det (også) skal være sjovt for lytterne.
Tegner og tegneserieelsker, Henning Larsen, er podcastets oprindelige medlem. Indtil for nylig var Cav Bøgelund medvært, men da filmkarrieren kaldte, overtog Nummer 9s egen Michael Lindal pladsen bag mikrofonen.
Intet mindre end 50 udsendelser er det altså blevet til, og det runde tal fejres med en gæst i studiet. Ingen ringere end formand for Copenhagen Comics, medlem af Dansk Tegneserieråd, tegneserieformidler, badass-børnebibliotekar og tegneseriegrovæder Mads Bluhm er medvært på denne helt særlige udsendelse. Larsen, Lindal og Bluhm får snakket om alt fra Jim Woodrings seneste, “Noa” af Darren Aronofsky, Batman (og andre superhelte) samt Paul Popes “Battling Boy”. Mads fortæller også livligt om sit eget, meget farverige møde med Paul Pope. Det er en rigtig røverhistorie.
I fremtiden er der planer om at stable en række interviews med danske tegneserieskabere på benene. Men det er stadigvæk på hemmelighedskræmmeristadiet.
Man kan hente samtlige 50 podcasts på Lucha Comicos hjemmeside – det kan anbefales at starte med det nyeste. Podcastet er også at finde på Facebook.