Nummer 9 rapporterer fra fire dage med æggehoveder og ildsjæle på Thought Bubble-festivalen i Leeds, England.
Kun syv år er gået, siden den allerførste udgave af Thought Bubble slog dørene op for 500 tegneserieentusiaster. I dag er Leeds-festivalen, hvis navn de lokale uværgerligt udtaler “Tho’bub’uh”, vokset til én af Englands største – og den væsentligste overhovedet for britiske small press- og indie-serier. Sidste år fandt 10.000 glade, købelystne og i mange tilfælde udklædte tegneserieentusiaster vej til begivenheden, og i år er tallet efter alt at dømme større endnu.
Festivalen i den tidligere industriby med det klorholdige drikkevand rummer en lang række aktiviteter, fra workshops til filmvisninger, og spreder sig over det meste af Leeds’ lidt anonyme bymidte. Kernen i arrangementet er en weekendlang tegneseriemesse, hvor række på række af stande fylder enorme konferencelokaler i det prangende Clarence Dock-kvarter, et gennemrenoveret og gennemført ucharmerende monument over årene lige før finanskrisen.
Men Nummer 9s udsendte starter et andet sted, i øvrigt ligesom landskvinde Rikke Hollænder, nemlig i byens imposante hovedbibliotek. Her, for enden af en trappe, som er en konge værdig, afholdes den akademiske Comics Forum-konference i dagene op til Thought Bubble-messen. Forskere og andet godtfolk fra Europa og Nordamerika præsenterer “papers” under den samlende overskrift “Underground and Small Press”, og emnerne rækker lige fra arkæologi-tegneserier for og af arkæologer (!) til de visuelle metaforer i nyere minicomics om finanskrisen (!).
En stimulerende og enormt gemytlig affære, der mere end noget andet efterlader et indtryk af, at tegneserieforskningen netop nu summer af pionérånd – og har plads til alle, som har lyst til at bidrage. På godt og ondt, kan man sige.
Enkelte oplæg på konferencen er ikke meget mere end fan-analyser på niveau med noget, man snildt kunne overhøre en lørdag formiddag i Fantask. Omvendt er serieskabere som John Miers og Gareth Brookes‘ mere konkrete tilgang til tegneseriesiderne et glimrende supplement til de akademiske oplæg med indbyggede noteapparater. Det canadisk-britiske forskerkollektiv Graphixia er et kapitel for sig med deres indædte kampagne for at erstatte støvede, peer-reviewede tidsskrifter med bredt tilgængelige blogs og for en større rolle til den visuelle kommunikation i universitetsverdenen.
Om aftenen fortsætter de højpandede diskussioner til middage, receptioner – blandt andet i anledning af den britiske tegneserieformidler Paul Gravetts nye “Comics Art” – og en enkelt tegneseriekonkurrence i den nørd-kitschede Fab Café, hvor selv de mest estimerede af æggehovederne griber en blyant og giver deres bud på absurde oplæg som “Nicholas Cage møder Elton John på en café, hvor de prøver at finde hoved og hale i ‘The Tree of Life'”. Okay, man skulle nok have været der.
Konferencen er overvejende arrangeret af den altid underspillede Dr. Ian Hague, som senere vil tage plads i Comics Forums stand på Thought Bubble-festivalen og i øvrigt også er med til arrangere og uddele The British Comics Awards – tænk Pingprisen med mindre sans for showmanship.
Hague er med andre ord indbegrebet af den slags utrættelige ildsjæle, som også det britiske tegneseriemiljø lever af. Lørdag, da messen åbner, står det klart, at han langt fra er alene her i Leeds. Thought Bubble er en veldrevet affære med næsten overvældende hjælpsomme frivillige – blandt andet en hel Roller Derby-klub, viser det sig – og godt styr på sagerne.
Ikke alt er fryd og gammen. Paneldebatterne er lovligt korte og kvaliteten af moderatorerne er svingende, og hvad angår forsøget på at lave en udstilling – af tegneserier fra Portland – så er resultatet så sølle, at det kan være lige meget. Ikke engang den ellers meget omfangsrige gæsteliste er sådan rigtig helstøbt med sit lidt for ensidige fokus på angelsaksiske genretegneserier for voksne – de helt store trækplastre er “Hawkeye”-teamet Matt Fraction og David Aja og “Saga”-tegner Fiona Staples – og et mærkbart underskud af kontinaleuropæere og asiater.
Arrangementets egentlige livsnerve skal findes i de tre store messehaller, hvor forlag og serieskabere – små og store, kendte og obskure – falbyder og signerer deres varer til en lind strøm af tegneserieelskere. Entusiasmen og virkelysten oser ud af hver eneste bod: Efter nogle lidt magre årtier, hvor alle de største britiske talenter stak til USA, er der mærkbar grøde i den britiske tegneserie.
Forlag som Self Made Hero, Myriad Editions og Blank Slate kommer til Thought Bubble med imponerende lineups af nye eller næsten nye udgivelser – og serieskabere, der vil signere dem – mens mindre, nyere forlag som f.eks. Soaring Penguin, Improper Books, Great Beast og så videre står klar til at indtage den rolle i fødekæden, som deres storebrødre havde for bare et par år siden. Kun feinschmeckerne i Nobrow gør et uengageret indtryk med få nye bøger, ingen signerende serieskabere og en lille, underbemandet stand.
Og så er der selvudgiverne, som energisk slår på tromme for lige præcis deres bud på nuttede adventureserier, hårrejsende horror eller ærkebritiske “slice of life”-fortællinger. Selvfølgelig er der ligegyldige fantegninger af Batman, dårligt fotokopierede højskoleproduktioner og ligegyldig merchandise, men det rokker ikke ved helhedsindtrykket af, at der er meget at komme efter på Englands DIY-scene: Kvaliteten er lige så imponerende som bredden, og som festivalgænger er det ingen sag at finde spændende ting at købe. Udfordringen består i ikke at rage mere til sig, end man har råd til – og kan slæbe hjem.
En anden stor kvalitet ved Thought Bubble er, at de inviterede serieskabere er så tilgængelige, som de er. Ikke bare er køerne til signering generelt overkommelige, serieskaberne møder også op til de receptioner og fester, som løber af stablen om aftenen. Undertegnede tog til blandt andet til Leeds for at rekruttere potentielle undervisere til Grafisk Fortælling-uddannelsen i Viborg, og det var langt nemmere at gøre her, end det f.eks. havde været på Angouleme.
Så kan den store franske festival til gengæld så meget andet. Der er ingen tvivl om, at når det handler om debatter, interviews, events og især udstillinger, så er franskmændene langt foran. Her står briterne svagere end f.eks. vores egen Copenhagen Comics.
Til gengæld kan Leeds sagtens være med, når vi snakker jordnær britisk charme og sprudlende vækstlag, og er det den angelsaksiske tegneserieverden, der trækker, er den tidligere tekstil-by i det vestlige Yorkshire uden tvivl en af de allerbedste europæiske festival-destinationer netop nu.
