Det var allerede klart ud fra programmet, at årets Oslo Comics Expo (OCX) var et skridt i en mere ambitiøs retning for den nu seksårige festival, og lad det være sagt med det samme: ambitionerne blev indfriet og den uprætentiøse holdning og hyggelige stemning fra tidligere år bibeholdt.
Grundkonceptet var som altid halvanden dags festival centreret omkring Deichmanske bibliotek på Schouss plads, med førstesalens Serietek som ground zero og to telte opsat på pladsen til hhv. programpunkter og salgsstande. Dertil kom to seminarer, et om tegneseriens æstetik, et om arbejdet for at skabe et nationalt kompetencecenter for tegneserier — hhv. arrangeret af de norske serietegneres gruppering under fagforeningen Grafill og af en gruppe tegneserieinteresserede bibliotekarer. Det løft af seriøsitet og aktivisme som disse tilførte programmet var dog primært til gode for de professionelle fra miljøet.
Det var imidlertid gæstelisten og kvaliteten af programlægningen, der først og fremmest gjorde dette til den nok bedste OCX hidtil. Amerikanske Chris Ware og canadiske Seth var to enormt stærke kort, ikke bare i kraft af deres arbejde som selvsagt hører til blandt det mest bemærkelsesværdige i tidens tegneserier, men også fordi de er så reflekterede omkring det og generelt er gode konversationalister.
Det kom først og fremmest til udtryk i en lang paneldiskussion om det at tegne fredag aften, hvor de to nordamerikanere dannede panel med den norske tegner Steffen Malling, der bl.a. har dækket retsagen mod Anders Breivik, og canadiske Jillian Tamaki. Som grundlag for diskussionen præsenterede moderator Flu Hartberg en lang række kunsthistoriske highlights fra hulemalerier til modernisme og det blev til en usædvanligt inspirerende samtale. Dertil kom individuelle interviews: Seth snakkede med den engelske tegneserienestor Paul Gravett om tid og eftermæle i tegneserier, mens Ware i detaljer præsenterede en række af sine designkoncepter og gennemgik sin arbejdsgang.
Den tredje hovedgæst var den hollandske ligne claire-mester Joost Swarte, hvis tilstedeværelse ledsagedes af en salgsudstilling af hans bedste plakater i et nærliggende galleri, samt naturligvis festivalens plakat og officielle t-skjorte. Swarte fortalte fra scenen om sit arbejde med at fortolke den klare linie fra sine forgængere i såvel tegneserieform som på andre områder, først og fremmest arkitektur og arkitektonisk udsmykning — fra teatret Toneelschur i Haarlem over Hergé-museeet i Louvain-la-neuve til glasmosaikkerne i Arnhems justitspalæ.
Dertil kom en række andre internationale gæster, der alle satte deres præg på festivalen — først og fremmest var forlaget Drawn and Quarterly i fokus og derfor repræsenteret af en håndfuld af de yderst talentfulde folk de har i stalden, men der var skam også rigeligt med markante tegnere fra rundt omkring i Europa. Den norske scene var primært repræsenteret ved den populære stribetegner Mads Eriksen (dagstriben M) og det absurdistiske humorkollektiv Dongery, der netop har udgivet en luxuriøs mammutopsamling af (næsten) alle de aldeles pjattede og generelt skrupmorsomme fanzines, de har sammenflikket i løbet af de sidste årti. Men alt hvad der kunne krybe og gå fra den norske tegneseriescene var selvsagt tilstede og demonstrerede ganske naturligt hvor vital en tegneseriekultur landet har netop i disse år.
Norge kan på mange måder sammenlignes med Danmark, når det kommer til vore landes tegneseriekultur, der på hver sin måde fortsat er ret ukonsolideret. Ikke mindst når det kommer til undergrunden er de to lande sammenlignelige — en håndfuld stærke græsrodsforlag står fortsat for talentudviklingen og som garanter for mange af de bedste udgivelser. Hvor disse i Danmark først og fremmest hedder Aben Maler og Fahrenheit, har Norge Jippi og No Comprendo (og sidstnævnte kunne i år — ligesom Fahrenheit i fjor — fejre 20-årsjubilæum).
Forskellen på Norge og Danmark er, at vore naboer mod nord har en større national mainstream i kraft af stribeformatets store popularitet og at tegneserien generelt er stærkere konsolideret i kulturen som sådan. Hvor Kunstrådet i Danmark årligt tildeler et ganske svingende beløb til tegneserieproduktion fra en pulje, der er målrettet litteraturen mere bredt, råder den særlige tegneseriepulje i Norge over mere en to millioner kroner. Dertil kommer, at man netop har fået indført en indkøbsordning til bibliotekerne, der hvert år øremærker yderligere to millioner kroner i støtte til at samtlige af landets biblioteker opkøber en række udvalgte tegneserier, hvilket sikrer disse udgivelser et salg på mellem 1.000 og 1.400 eksemplarer (afhængigt af om de er målrettet voksne eller børn).
Indførelsen af denne ordning, der allerede eksisterer i langt mere omfattende form for andre former for litteratur, skyldes i høj grad lobbyarbejde fra Grafills side (i modsætning til i Danmark, hvor tegneserieskaberne har deres egen fagforening, indgår de i Norge i en langt stærkere sammenhæng sammen med andre billedorienterede kunstnere). I samme regi arbejder man, som indledningsvist antydet, på etableringen af et nationalt kompetencecenter, muligvis i forbindelse med Serieteket, der pt. udelukkende er kommunalt drevet.
Disse spørgsmål blev debatteret på seminaret, der ledte op til OCX og prægede i det hele taget festivalen. Stemningen var foreståeligt nok optimistisk, men skeptiske røster lød også: åbningstaler Steffen Kverneland påpegede f. eks. den forskelsbehandling, der fortsat ligger i indkøbsordningen, hvor indkøbet af tegneserier er begrænset til de nævnte to millioner, mens det langt større beløb som tilfalder skønlitteraturen er elastisk og således kan tilpasses det aktuelle udgivelsesbillede.
I modsætning til den væsentligt ældre tegneseriefestival Raptus i Bergen, der efterhånden er gået til i nostalgi og fankultur, er OCX således ved at blive en af den slags festivaler, der er med til at sætte dagsordenen indenfor subkulturen, og det på flere områder, fra det kunstneriske til det politiske. Må det fortsætte mange år endnu.
Læs vores reportager fra tidligere OCX-festivaler her, her og her.
