BEGIVENHED Den 29. oktober afholder Radio Rackham symposiet Comics – Past, Present, Future på Louisiana, hvor blandt andre Art Spiegelman, Anke Feuchtenberger, Coco fra Charlie Hebdo, Dan Nadel, Gary Groth, Xavier Guilbert, Karoline Stjernfelt og Benoît Mouchart kommer forbi og taler om tegneseriens fortid, nutid og fremtid. Hvad er en bedre optakt end at stille det mest grundlæggende spørgsmål af dem alle: Hvad er det fede ved tegneserier?
Matthias Wivel, Thomas Thorhauge og Frederik Storm går i denne episode — udsendt i anledning af 25 års arbejde i tegneseriekulturen — helt tilbage til barndommens første læsning og taler om hvordan kan man mærke et menneske i Schulz’ streg, og hvad Crumbs elledninger i Cleveland og Franquins neurotiske parkometre gør ved en. Og hvordan Taiyō Matsumotos skæve vinkler og Anke Feuchtenbergers taktile univers giver en følelse af, at man træder lige ind i et andet menneskes hovede.
Derfra går turen gennem tiden, og som Dr. Manhattan i Watchmen, ser vi alle tider på en gang: Bayeux-tapetetet, Asterix, Lucky Luke, Dragon Ball, Jack Kirby, Mike Mignola, Chris Ware, Claus Deleuran, Olivier Schrauwen og Hernandez-brødrenes Love & Rockets.
Til sidst kigger vi frem. Hvad gør AI og opmærksomhedsøkonomien ved en kunstform, der kræver, at man sætter sig ned og læser? Har vi stadig et behov for at udtrykke os eller opleve hvordan andre skildrer verden? Er festen slut eller er den først lige begyndt?
Lyt med inden vi ses på Louisiana.






