Werner Wejp-Olsen fortæller om sine mange tegneserie-hunde, inspireret af Gokke, hans barndoms foxterrier
Min barndoms bedste ven hed Gokke. Vi mødtes første gang, da jeg var seks år gammel. Mine (morsomme) forældre præsenterede ham for mig med ordene, “han kan gø, og han hedder Gokke”. Min nye ven var nemlig en ruhåret foxterrier.
Lynhurtigt satte han sit helt specielle præg på mit brønshøjske barndomshjem. Hvalpetænderne skulle aktiveres, så hvis ikke alle løse genstande befandt sig minimum halvanden meter over gulvhøjde, var de fortabt. Sko, bøger og blade samt enhver form for tekstil blev nedlagt.
Da lømmelalderen omsider var overstået, udvidede Gokke sit territorium til at omfatte vores have samt nærmeste villakvarter. Solsorte og andre stykker fjerkræ gik en stresset tid i møde. Tidligere havde de med sindsro kunne udtynde græsplænens bestand af regnorme, men det fik Gokke hurtigt sat en stopper for. Ligeledes begyndte kvarterets katte at gå i en stor bue uden om Havdrupvej 69.
Men den lille villavejs børn elskede ham. Og omvendt. Han deltog på lige fod i vores forskellige lege og aktiviteter, så man glemte, at Gokke bare var en lille ruhåret foxterrier. Han og jeg kommunikerede perfekt. Når vi sneg os ind i naboens baghave for at gå på stikkelsbærskud, kravlede han på maven ved siden af mig uden at give en lyd fra sig – og med den sorte samvittighed malet over hele sit ruhårede fjæs.
Og så var han en snob. Almindelige mennesker af det bedre borgerskab kunne gå forbi vort hus, uden at Gokke reagerede. Men hvis en stakkels skorstensfejer eller et andet medlem af den arbejdende skare formastede sig forbi Gokkes domicil, fik den på alle deciblerne. Og skulle en forhutlet farende svend opholde sig i nabolaget, kunne Gokke spore ham på 500 meters afstand.
Men Gokkes største indflydelse på mig og mit videre liv var, at han indirekte er skyld i, at jeg blev tegneserie-tegner. Han fik mig nemlig til at læse om en anden ruhåret foxterriers muntre dagligdag. Det var tegneserien TJAVS af Ingvar, som var med til at åbenbare et nyt og spændende tegneserie-univers for en lille knægt i Brønshøj.
Tjavs var en fræk og charmerende foxterrier, der altid kom galt afsted. Jeg havde tegneren mistænkt for at få sine ideer ved i al hemmelighed at kigge ind gennem vores vinduer. Gokke og Tjavs havde ikke så lidt til fælles.
Min næste store tegneserie-åbenbaring var TinTin – takket være Terry, hans trofaste ruhårede foxterrier. Jeg mødte første gang TinTin og Terry i Afrika – eller rettere i tegneseriebladet Kong Kylie, hvor TinTin debuterede i Danmark med episoden “TinTin i Kongo”. Fantastisk.
Min første tegneserie PETER & PERLE var ikke uventet inspireret af TinTin og Terry. Hovedpersonerne var sjovt nok en dreng og hans hund. For ikke at blive uvenner med Hergé, blev Perle en hund af mere eller mindre ukendt herkomst. Den reddede regelmæssigt sin herre og mester ud af forskellige farlige situationer – ikke ulig min barndoms Gokke. Serien debuterede som nævnt i et tidligere blogindlæg i Jyllands-Posten og gik i en lang årrække i en håndfuld aviser og blade rundt omkring i Skandinavien.
Perle redder Peter.
I FELIX blev der ikke så meget plads til hunde. Dog husker jeg en episode, hvor Felix møder en talende hund. Den viser sig at være et væsen fra det ydre rum, der har forklædt sig som hund i den tro, at hunden er ”The Masterrace” her på Jorden. Han har jo observeret hundeejere ærbødigt gå bag deres hunde med en lille pose i hånden for at tørre op efter vovsens efterladenskaber.
Min næste tegneseriehund hed Kurt – en af hovedpersonerne i tegneserien MOMSEMOR. Han er opkaldt efter min gamle skolekammerat og gode ven Kurt Poulsen, i mange år Ekstra Bladets navnkundige travsports-medarbejder og spilekspert. En practical joke af de mere godartede. I sine unge dage havde han en særdeles livlig og vildtvoksende frisure. Derfor ser man aldrig hunden Kurts øjne takket være en strittende hårpragt. Kurt Poulsen døde desværre for en del år siden.
Hunden Kurts bedste ven hed Tordenskjold. En stor og goofy bamsehund, der altid kom galt afsted takket være sit store volumen og beskedne IQ. Jeg brugte ham en del i begyndelsen, men efterhånden blev hans gæstebesøg færre og færre. Til gengæld fik han en ny karriere i min børnebogsserie ”Nikolaj Olsens Hemmelige Liv”, hvor han og Nikolaj var ude på farlige eventyr. Og da familien Olsen fik hund, var det ikke svært at finde på et navn. Tordenskjold – hva’ ellers? Eller bare ”Skjold” i daglig tale.
Nikolaj Olsen og hans sidekick, Tordenskjold.
Efter henved 25 år i Ekstra Bladet har man stadig ikke kunnet afgøre, hvilken hunderace Kurt tilhører. I dag kan man følge Kurt’s og Momsemor’s gøren og laden i Hjemmet samt i en række blade rundt om i Skandinavien.
PS: “Momsemor” er forresten et ord, jeg selv har kreeret, så det er derfor ikke uden en vis stolthed, at jeg noterer, at ordet bruges flittigt i det danske sprog. Man taler om ”Skattefar og Momsemor”. Flere og flere bedstemødre går nu under navnet ”Momsemor”, og googler man navnet, kommer der godt 85.000 hits. Og hvis du, kære læser, ikke fortæller det videre, har jeg ladet mig fortælle, at oppe på Amalienborg går en vis person under navnet “Momsemor den II”.
Werner Wejp-Olsen, bedre kendt som WOW, er med en dåbsattest fra 1938 Danmarks ældste aktive tegneserietegner. I 1972 overtog han serien Felix fra Jan Lööf, og senere i det brune årti skabte han de folkelige og populære serier Krimi-quiz og Momsemor. Han er en levende dansk tegneserielegende, og i Wowserier skriver han finurlige, muntre, og informative klummer fra et langt liv i tegneseriebranchen i både Danmark og udlandet.
