Fra Svend Brinkdame til Østrogirl. Femi-nichen var til stede, da 12 piger og kvinder samledes for at lave de tegneserier, de altid selv havde manglet.
Det er en lun sommereftermiddag, da jeg begiver mig op ad trappen til de lyse lokaler i Litteraturhuset i Nybrogade. Der er allerede begyndt at samle sig piger og kvinder, der ankommer to og tre sammen og taler lavmælt mellem reolerne, der er fyldt med skønlitteratur. Mest digtsamlinger og romaner, men jeg spotter et par tegneserier imellem. Signe Parkins, Halfdan Pisket, Johanne Helga Heiberg. Det er tegneserierne, det skal handle om. Det er dem, vi er kommet for at lave.
Det vil sige, jeg kigger bare på. Selvom jeg elsker tegneserier, er det aldrig faldet mig ind selv at lave dem. Jeg kan ikke tegne – overhovedet. Men da jeg så en invitation til en Superheltinde-tegneserie-workshop på Facebook, skrev jeg straks til organisatoren. Dét måtte jeg simpelthen med til.
Målet med workshoppen var blandt andet at inspirere deltagerne til at bidrage til en kommende antologi, ‘Pigeblad 2018’.
Shekufe Tadayoni Heiberg, hedder hun, og jeg har set hendes navn i aviserne i forbindelse med det feministiske Sankt Hendes-ritual, hun et par dage senere vil stable på benene. I dag er hun her dog mest i kraft at sit virke som forfatter, oversætter og forlægger på Forlaget Uro, som hun også ejer. Hun har kaldt os sammen i dag – 11 deltagere, foruden mig, fra 14-årige teenagepiger til kvinder på omkring 50.
”Der er yngre deltagere, end jeg havde forventet,” fortæller Shekufe mig. ”Men jeg havde ikke som sådan sat mig noget mål for hvem jeg helst ville nå –jeg vil sådan set gerne nå alle kvinder i forskellige aldre. Hvad enten man er 70 eller 50 eller 20 eller 10, så påvirker man forskellige mennesker i forskellige cirkler. Det fede ville være, hvis de alle sammen får startet samtaler.”
Shekufe starter selv samtalen ved at fortælle om kvindelige superhelte. Om hvordan de mangler, om hvordan vi mangler et sprog for dem, om hvor træt hun er af kun at læse om kvinder, der er fortalt af mænd. I dag skal vi finde på vores egen superhelt og lave en lille tegneserie om dem. Efter lidt summen i krogene begynder deltagerne at finde på ord, der kan kalde superheltinderne frem.
”Jeg er interesseret i, hvordan sproget givet os mulighed for at handle,” siger Shekufe. ”Og hvordan det afholder os fra at handle, når vi mangler sprog.”
Deltagerne brainstorm over emnet ‘superheltinde’.
Deltagerne taler om en særligt kvindelig erfaring. Om kvinder og piger som noget andet og anderledes end mænd og drenge. Jeg bider mig i tungen, når det bliver meget binært, det hele (jeg er trods alt akademiker-feminist…). Der går dog ikke længe, før en yngre deltager siger noget om genderqueer og snakken går på de mange forskellige måder at være og gøre køn på. Om at ønske sig flere muligheder. Om at heltinde skal kunne betyde flere ting, at det ikke bare skal være de samme historier om den samme superhelte-mandefigur. Idéen om, at der er noget særligt kvindeligt, den hænger ved. Det er en erfaring, de fleste af deltagerne deler. Og de savner historier om den.
De historier skal laves nu. Det foregår helt lavpraktisk. Papir, blyanter, tuscher, lidt farvet karton at hæfte det hele på, i små hæfter med 8 sider. Shekufe fremhæver Signe Parkins & Drawings, som hun finder frem fra reolerne. Parkins’ aktive brug af fejl og teknik med at tegne om oven i det ’forkerte’ er god at have i baghovedet, når man skal prøve sig frem med tegneserieformen. Kun få af deltagerne har lavet tegneserier før. De hjælper hinanden med at finde udtryk, finde på navne og regne ud, hvordan siderne skal passe sammen for at rækkefølgen giver mening.
Der arbejdes ihærdigt med helt simple redskaber.
Jeg spørger Shekufe, hvorfor hun lige har valgt tegneserieformen til sin workshop.
”For det første fordi superheltefortællingen lever et stærkt liv i tegneserier – og derved bliver kvinderne meget tydelige i deres fravær. Og så fordi tegneserier kan appellere til meget unge læsere, helt ned til måske 5 år. Det er tit der, at interessen for at læse bliver vakt. Så det kunne være så spændende, hvis det er noget, der kan supplere Valhalla og Anders And og nogle af de tegneserier, jeg har læst med mine børn. Så børn allerede tidligt kan være gearet til at høre nogle andre typer af historier. Og så er tegneserier nemmere at tilgå end for eksempel digte. Formsproget kan være enormt eksperimenterende, men samtidig bevare potentialet for at nå en bredere læserskare.”
Ordløse tegninger og ord som tegning.
Der er meget lidt styring fra Shekufes side, deltagerne er frie til at finde deres eget udtryk. Hos nogen fylder teksten meget, hos andre er der nærmest ingen tekst. En deltager bruger eftermiddagssolens stråler gennem vinduet som lysbord. En har taget sine egne blyanter med og tegner så sirligt, at hun kun når at blive halvt færdig – men det virker ikke så vigtigt, det er processen, der fylder noget. Det bliver mere og mere alvor, efterhånden som klokken nærmer sig 18.
Som et sidste skud empowerment skal man finde på sit eget forlagsnavn at skrive på omslaget. Drømmen om en one-woman-business er sået, selvom det for de fleste nok aldrig bliver til mere end det. Det er en væsentlig del af pointen, kan jeg fornemme; at muliggøre en anden form for fortælling, en anden drøm, end den, man havde hørt det meste af sit liv.
Nogle af deltagerne samarbejder om deres tegneserier.
Resultaterne er sjove, skøre, underfundige, uventede. Mit kritiske akademikersind begynder at bekymre sig over, hvor der mon kan findes plads til de kvinder, der ikke er stærke, ikke er særligt helteagtige, ikke passer ind i hverken ’kvinde’ eller ’mand’. Men den begejstrede blogger tager heldigvis over, da jeg får lov at se de mange bud på en superheltindetegneserie. Og hvis der er noget, jeg synes der mangler – så kan jeg jo bare lave det selv. Det kræver ikke ret meget mere end papir og blyant.
