Det efterhånden famøse franske satiremagasin Charlie Hebdo er i den uge igen på banen med en stribe Muhammed-tegninger i anledning af de nyopblussede uroligheder i den muslimske verden over videoen Innocence of Muslims. Bl.a. optræder profeten nøgen på avisens bagside, i en hilsen til Brigitte Bardot i Godards film Le Mepris (1963).
Forsiden prydes af en tegning af Charlies chefredaktør Charb, der viser en hassidisk jøde skubbe en rullestolsbunden muslim, med reference til den franske film Intouchables (‘De urørlige’, 2011), der handler om en fattig sort mand, der hjælper en lammet aristokratisk, hvid mand. Teksten, udtalt af dem begge, lyder “Man må ikke gøre nar”.
Charb benægter at han er ude i provokatorisk ærinde: “pressefrihed, er det en provokation?”, siger han, “Disse nye tegninger vil kun chokere dem, der vil chokeres, hvis de vælger at læse en avis, de normalt aldrig læser.”
Paris ærkebiskop André Vingt-Trois er tydeligvis uenig og kalder det “en unødvendig provokation”. Dalil Boubakeur, imam ved Paris’ største moske søger at gyde olie på vandene “Det er med forbløffelse, sorg og ængstelse at jeg erfarer hvorledes denne udgivelse risikerer at forværre den vrede, der netop nu præger den muslimske verden”, og han appellerer til Frankrigs fire millioner muslimer om ikke at gøre ondt værre.
Frankrigs premierminister Jean-Marc Ayrault har udtrykt sin afstandtagen men understreger samtidig landets ytringsfrihed. Han opfordrer dem, der måtte føle sig krænkede om at gå rettens vej. Det gør han imidlertid vel vidende, at Charlie Hebdo i 2006 blev hevet i retten af tre muslimske organisationer efter de året før havde trykt de danske Muhammedtegninger, samt et nogle af deres egne. Paris højesteret frikendte Charlie i 2007 og det er derfor usandsynligt, at et nyt sagsanlæg ville lykkes.
Sidste år stod der igen kontroverser omkring avisen efter de udgave et nummer med titlen “Sharia Hebdo”, angiveligt redigeret af selveste profeten, i anledning af det islamistiske parti Ennahdas valgsejr i Tunesien. Det førte til at deres hjemmeside blev hacket og, kort efter, at deres kontorer i Paris blev bombet med molotovcocktails af ukendte gerningsmænd.