Werner Wejp-Olsen fortæller om sit gennembrud som bladtegner.
Den 7/7, 1955 skete miraklet. Jeg solgte min første tegning til en ”rigtig” avis.
Jeg var begyndt at tegne vittighedstegninger i den sparsomme fritid, man har som gymnasieelev og optimistisk (læs: lalleglad) sende dem rundt til forskellige blade og aviser – uden det store held. Men en dag var der bid! Ekstra Bladet købte sørme en enkelt tegning. Honorar: kr. 15. Se den på tryk: Priceless. At se sin tegning brede sig ud på to spalter i en rigtig avis er en oplevelse, man aldrig glemmer. Måske knap så romantisk som det første kys, men det kommer tæt på.
Dasset er blevet så populært at det har fået egen TV-antenne. Den 7. juli 1955 debuterer WOW som vittighedstegner i Ekstra Bladet.
Mit lykketal er ”7”, så da min første tegning kom på tryk den 7/7, tog jeg det som et tegn fra Vorherre, eller hvem der nu er Numero Uno for hele molevitten, at jeg måske var på rette vej. Næste kunde blev Hudibras. Når man bare er 17 år, er det grænseoverskridende for gode ord og betaling at få lov til at tegne nøgne piger ad libitum. Mine jævnaldrende havde travlt med at besætte huse, brænde biler af eller smide med brosten mod ordensmagten. Jeg tegnede ”uvartige” piger i Hudibras. Det var min form for ungdomsoprør. Heldigvis til stor forargelse for hele familien.
En typisk tegning til det “frække” Hudibras-blad.
WOW på tysk.
Så skete der endnu et mirakel. Jeg kom i forbindelse med et pressebureau i Tyskland, der solgte vittighedstegninger over hele verden, dog især i Europa. Bureauet repræsenterede allerede en håndfuld danske tegnere, nemlig Franz Füchsel, Flemming Holbek, Erik Bencke og Iber (Ib Bjerregaard). Og snart dukkede også mine tegninger op i primært tyske aviser og magasiner såsom Bunte Illustrierte, Abendpost og Welt am Sonntag, i Holland var det blandt andet Het Parool. Ligeledes i publikationer i Schweiz, Italien, Belgien og Italien. I England var det primært Daily Mirror og Daily Sketch, dertil et par enkelte magasiner i USA.
En forbudt tegning solgt til Sydafrika.
Jeg følte mig pludselig meget kosmopolitisk, selvom jeg boede i Brønshøj, og selvom min månedlige honorar-check næppe ville have dækket en enkelt aften i kasinoet i Monte Carlo. (Det blev også til en del ulovlige salg i Sydafrika, hvor al international handel som bekendt var forbudt på grund af det brutale Apartheids-styre. Det bliver mellem os).
Jeg vovede mig nu ud i den københavnske mediejungle med mine tegninger under armen. På BT var det en ung journalistelev, der var vittighedsredaktør. Han hed forresten Hans V. Bischoff, en mand med humor og lune – karaktertræk, som jo siden var med til at gøre ham populær og berømt i hele Danmark. Når vi af og til mødes i Publicistklubben eller andre steder i byen, giver vi hinanden et diskret nik og et indforstået smil som en hilsen fra gamle dage.
På ”Hjemmet” var det mindre behageligt. Her sad Chr. Sekjær, der selv var tegner, blandt andet på Socialdemokraten og Svikmøllen. Åbenbart en frustreret tegner, der i sin kollegiale arrogance (og jalousi, måske) lod andre tegnere sidde og vente i forkontoret i timevis, før man kunne komme i audiens hos den magtfulde redaktør. Allernådigst blev (måske) en enkelt tegning valgt ud, hvorefter den så blev lagt til side. Når man så efter flere måneder og utallige tegninger havde fået godkendt syv styk, fik man så udleveret et tegneark, hvor man herefter skulle gentegne de syv udvalgte vitser – i frimærkestørrelse. Honorar: kr. 250.- Timeløn: cirka kr. 0.72.
Der var også en del fagblade, der brugte cartoons. På et blad for byggebranchen sad en yngre buttet herre, der jobbede som chefredaktør, mens han læste til cand.polit. Han blev så begejstret for mine tegninger, at han tilbød at blive min agent. Og han var ret så effektiv. I løbet af få måneder solgte han mine tegninger over hele Skandinavien. ”Desværre” blev han cand.polit. kort tid efter og fik andre interesser, især hvad angår politik, hvor han fik en særdeles interessant karriere. Først formand for Venstre, derefter udenrigsminister og endelig EU-kommissær. Alle har formodentlig gættet navnet, men skulle der være enkelte undtagelser, så hed han Henning Christophersen.
Men jeg skulle jo have en uddannelse. Det der tegneri var sikkert en sjov hobby, men som levevej ret så usikkert, syntes min far. Han var jo selv selvstændig entreprenør og vidste, hvor uforudsigelig den levevej kunne være. Han så allerede, hvordan vakuumpakket kaffe var ved at overflødiggøre hans kaffebrænderi i Holtegade nr. 4, og hvordan det ny begreb ”supermarked” trængte sig på. Så i en alder af 47 år skiftede han branche og åbnede – en manufakturforretning. Det blev en succes, ikke mindst da han begyndte at sælge dyner. Og det var 20 år, før der var noget, der hed Dyne-Larsen. Lige før succesen brød rigtigt igennem, døde han desværre af et hjertestop, blot 58 år gammel. Hvem ved – måske der i dag ville være noget, der hed både Dyne-Larsen og Dyne-Olsen? Men under alle omstændigheder – hans holdning til entreprenør-begrebet har hele livet været en inspiration for mig
Med sin erfaring som entreprenør med op-og nedture syntes han dog, at jeg skulle vælge noget mere sikkert, eksempelvis gymnasielærer med indbygget tryghed, pension etc., så for at glæde ham meldte jeg mig ind på Uni for at blive cand. mag i engelsk. I løbet af otte lange år ville jeg være færdiguddannet og parat til at indvie Danmarks ungdom i det engelske sprogs finurligheder. Jeg ville dog lige tjekke, hvad det var, jeg var at rode mig ind i, så jeg tog jobbet som lærervikar på en skole på Østerbro. Jeg havde blandt andet en 3. mellem, den helt rigtige lømmelalder, og naturligvis var der meget uro i klassen. Men takket være en lille episode, vandt jeg deres respekt og fik ro i klassen. Fra mit kateder kunne jeg se en knægt på sidste række, som sad og læste i et blad gemt inde i en lærebog. Jeg sivede lige så stille ned ad rækkerne og hapsede bladet med et snuptag. Det var Hudibras.
Knægten blev pæon rød i hele hovedet, og jeg kunne se på hans panikslagne øjne, at han nu forventede enten blive smidt ud af skolen, sendt på børnehjem eller blive indrulleret i Fremmedlegionen. I stedet sagde jeg, ”Sidder du og læser Hudibras! Bliv du bare ved med det, min dreng! Det der jo sund læsning og lødig litteratur!” Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at jeg selv havde fem-seks tegninger i selvsamme nummer. Men kors, hvor det hjalp på disciplinen.
Eleverne var ikke det store problem. Det var derimod lærerkollegiet. På lærerværelset – eller rettere lærerværelserne – opholdt den mandlige lærerstab sig i lokale 1, mens den kvindelige ditto befandt sig i lokale 2 med de to lokaler adskilt af en dør, som man forsigtigt bankede på, hvis man ville have fat en kollega af modsat køn. Lærerstaben m/k fik mig til at tænke på Hans Scherfigs ”Det Forsømte Forår”. ”Ren Prutcigar”, som vi kalder det her i huset.
Selvom JJA-effekten (juni-juli-august) lød tillokkende, forsvandt drømmen (læs: mareridtet) om at blive pædagog som dug for solen på en meget varm dag i Saharas ørken.
Men hvad nu? Mediebranchen havde altid fascineret mig, så hvorfor ikke blive journalist? (”If you can’t beat them, join them”). Et umuligt projekt. Dengang var der ikke noget, der hed Journalisthøjskolen, så eneste mulighed var at få en elevplads på en eller anden provinsavis. Som forkælet københavner var tanken om at hensygne de næste mange år i et eller andet jysk provinshul en forfærdende tanke. Så som den spasser jeg var, tog jeg derfor en passer og placerede nålen i Københavns centrum og tegnede en cirkel, der gik gennem Helsingør, Hillerød, Roskilde og Køge. Alle fire byer med en overkommelig afstand til hovedstaden. Ellers kunne det være det samme.
Først Helsingør. Der sad kun en enkelt person på redaktionen, nemlig redaktionssekretær Paul Weede. ”De (dengang sagde man ”De” til alt og alle) kommer måske for at søge jobbet som vores nye journalistelev?” spurgte han. Det eneste jeg kunne fremstamme var et ”øh-møh”. En uge senere havde jeg jobbet, og grunden var den enkelte, at nu havde man sparet en masse penge på at annoncere efter en ny medarbejder. Længe leve fornæretheden.
Jeg fandt jo hurtigt ud af, at det der med provinshullet ikke holdt stik. Som spirende journalist kom jeg i kontakt med en masse utrolige og spændende mennesker fra alle samfundslag og opdagede, at København så absolut ikke var verdens navle. Jeg blev både beundrende og ydmyg over for mine nye omgivelser. Spasseren var ved at blive voksen.
Dengang var månedslønnen for en journalistelev beskedne kr. 300. Men jeg havde jo stadig min lille cartoon-butik, som finansierede min uddannelse. Ja, det gik så godt, at jeg fik råd til at købe en brugt VW Boble. Lidt pinligt at ankomme på jobbet per fire hjul. Chefredaktøren selv kørte nemlig på en Vespa Scooter.
Efter de tre års læretid blev jeg freelance journalist samtidig med, at jeg nu kunne fokusere på mine cartoons full time. Her kom jeg således i kontakt med et foretagende, der hed PIB (Presse-Illustrations-Bureauet). Her købte man også enkeltstyks Cartoons, men hvad der var mere interessant – det var primært tegneserier, man tilbød sine kunder. Alfredo, Poeten og Lillemor, Cosperier, Livets Gang i Lidenlund med flere.
Forsigtigt spurgte jeg, om man eventuelt var interesseret i at se andre forslag til tegneserier. ”Vi er da altid interesseret i at se noget nyt,” lød svaret. Det skulle man aldrig have sagt. Jeg spidsede blyanten på vej hjem.
Mine første spæde forsøg som tegneserietegner må vente til en anden god gang.
