Asterix i Støvlelandet
Asterix‘ oprindelige skabere er ude af billedet, men arven håndteres nænsomt og respektfuldt i seriens nyeste bind, Asterix i Støvlelandet.
Jeg voksede op med Asterix, Lucky Luke og Tintin. Det var en del af min faste rutine på biblioteket at forsøge på at finde nye hæfter jeg endnu ikke havde læst. Men det ebbede ud, da jeg fandt andre interessante tegneserier, og Asterix gik i glemmebogen. Derfor er udgivelsen af de nye hæfter en kærkommen chance for at genopdage Asterix’ univers, og se om de to nye hovedmænd, tegneren Didier Conrad og tekstforfatteren Jean-Yves Ferri, kan leve op til seriens storhedstid med det nye hæfte Asterix i støvlelandet, som er det tredje i rækken efter Conrad og Ferri kom til.
Duften af nostalgi
Gensynsglæden var stor, da det nye hæfte af Asterix-serien kom ind af brevsprækken. Den skarpe Asterixske overskrift, bautastenen på bagsiden og kortet over Gallien på først side. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at den duftede som de gamle udgaver. Det er yderst imponerende, at stilen ikke har ændret sig mere, når både ny forfatter og tegner er kommet til i samme ombæring. Samtidigt er det heller ikke overraskende, at stilen ligger så tæt op af originalerne, da selv de mindste forandringer i formen, formatet eller farverne ville skabe angstskrig hos de mange inkarnerede fans af tegneserien med den distinkt fransk/belgiske tegnestil. Det samme ville også gøre sig gældende for de andre store fransk/belgiske serier, som i disse år genudgives eller genoplives, se f.eks. Lucky Luke som i 2003 fik ny hovedansvarlig efter tegneren Morris døde i 2001, eller genudgivelsen af Vakse Viggo, med nye forsider, som minder utroligt meget om de gamle. De store klassikere må ikke forandre sig. De er nærmest urørlige for selv de største tegnere, det må vi bare sande.
Men hvad er så nyt?
Selvom formen er den samme, er der ingen tvivl om, at Asterix ikke er skrevet i 70’erne længere. Her er tonsvis af referencer til både hæftets samtid anno L (år 50 i romertal), og moderne debatemner som klimapolitik og storbyens parkeringsregler. Derfor bør du have styr på både nutid og fortid, hvis du vil have det fulde udbytte af Asterix. Det kan dog godt forvolde problemet at holde styr på både fortid, nutid og Asterix på samme tid, især fortiden forvoldte mig problemer, da der på hver side nævnes mindst fem forskellige folkeslag, stedsbetegnelser eller nærmest uudtalelige navne på forskellige karakterer, som flyver ind og ud af billederne. Det kan lyde som en dårlig ting, men det er det egentlig ikke. De utallige referencer og det grundige benarbejde med at få afstemt fakta og fiktion, er smukt orkestreret, og er med til at gøre serien levende og lærerig. Et af de sjove eksempler fra dette hæfte er fremstillingen af Asterix som bagmanden bag det berømte Palio De Sieno hestevæddeløb, som finder sted hvert år i Sena Julias gader (bare rolig, jeg var også nødt til at slå det op).
De er skøre, de oversættere
Det kan jo lyde rigtigt godt alt sammen, og det er det også langt hen af vejen, men der er én ting, som ærgrer mig, og som jeg finder ringe ved hæftet; den danske oversættelse. I hæftet møder vi Asterixes gamle venner fra Britannien, og sjældent har jeg læst så maskinoversat engelsk. ”Good heavens” oversættes f.eks. med med ”gode himmeler” og ”oh boy” med ”åh dreng”, og igen ”the left as well” er oversat med ”det venstre som vel”… Reelt er ingen af de tre eksempler vel totalt ukorrekte, men de er alligevel meget forkerte, og det forstyrrer den ellers fine og sjove dialog i hæftet – et ærgerligt minus, som let kunne have være undgået.
Summa summarum
Der skal ikke herske tvivl om, at Asterix-serien stadigt er lige så charmerende, som da jeg som dreng læste serien for første gang på Hjørring Bibliotek. Jeg kan roligt sige, at det nyeste Asterix-hæfte var et kærkomment gensyn med en gammel glemt ven, som siden sidst vi mødtes åbenbart har glemt hvordan engelsk skal oversættes?
Til dig som er vokset op med Asterix eller ligefrem kalder dig selv fan, sus ned på biblioteket eller din lokale tegneseriepusher og læs! Det kan klart anbefales. Til dig som ikke kender serien, fordi din far endnu ikke har introduceret den til dig, ryk ham i buksebenet og sus sammen vej som kenderen. Men både som fan og newbie kan du med fordel starte fra et af de tidligere hæfter i serien, da serien også er selvrefererende, hvilket kan efterlade især den nye læser lidt på bar bund med karakterernes gøren og væren.
Et gensyn med en gammel ven og en start på en ny samling. Så mangler jeg bare 37 ud af 38 hæfter.
