I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag kigger Femi-nichen på plakatkunst fra halvfjerdserne. Forældet agitprop? Tværtimod!
Mit igangværende forskningsprojekt om tegneserier på Instagram er en del af et større projekt, der handler om ’kvindearbejde’ i engelsksproget litteratur- og kulturhistorie. Vi har fra starten brugt en plakat produceret af det britiske See Red Women’s Workshop som blikfang for projektet:
See Red Women’s Workshop var et kollektivt serigrafi-værksted, der producerede plakater for kvindebevægelsen og en lang række andre aktivistiske tiltag fra 1974 frem til 1990. Det er interessant i sig selv – men min opmærksomhed blev for alvor vakt, da jeg faldt over denne plakat fra 1976:
Det er jo en tegneserie! Og ikke bare det: Plakatens budskab går så effektivt igennem fordi det er en tegneserie. Brugen af gentagelse, stiliserede figurer, rude-layout og farvebrug er helt åbenlyst lånt fra tegneseriens formsprog og bruges til at fortælle en historie om husmødres livsvilkår og ubetalte arbejde.
Det regelmæssige grid, med fem rækker a fire ensartede ruder, understreger den monotone gentagelse. Det ellers usynlige husarbejde gøres synligt her, med tidsangivelser og en visuel understregning af ensartethed. Flere af billederne gengives nærmest identisk – især ruderne øverst til venstre og nederst til højre er samme billede, bare i modsatte farver. Dermed antydes det, at historien er den samme, dag efter dag.
Hver dag starter det forfra, som Line Jensen ville sige.
Det eneste visuelle afbræk er i form af mandens replik, i rødt: ”My wife doesn’t work.” Tegneseriens pointe er ikke til at tage fejl af: Replikken står i skarp kontrast, bogstaveligt talt, til hustruens levede erfaring. For hun arbejder jo, hver eneste dag, tilsyneladende uden ende eller udvej. Brugen af tegneseriens virkemidler, inklusive tidsmarkørerne, understreger det næste fabriksagtige ved husarbejdet – med den afgørende forskel, at man ikke kan stemple ud.
Mest hjerteskærende er den måde, kvindens positur spejles af pigens, især da de vinker farvel til hinanden ved skolen. Pigen lærer at indfinde sig i sin udstukne rolle, som hende der ’ikke arbejder’ og derfor er dømt til aldrig at gøre andet, bare uden løn.
Medmindre, selvfølgelig, at kvinderne kan finde hinanden, blive solidariske og kæmpe imod det system, der udnytter dem. Det var netop det, See Red Women’s Workshop ville opnå med plakaten – og det lykkedes. Motivet optrådte første gang i en årskalender, som kollektivet udgav, og blev senere distribueret i plakat-format. Plakaten blev blandt andet bestilt af The Ministry of Labour i British Columbia, Canada, til ophængning i deres ‘Women’s Office Resource Centre’ for at gøre opmærksom på værdien af kvinders husarbejde.
Effekten har vi desværre ikke konkret dokumentation på. Ifølge nogle af de oprindelige medlemmer af kollektivet blev ”My wife doesn’t work” kritiseret for at være ’for deprimerende’ og kritikken fik kollektivet til at udforske mere håbefulde og handlekraftige motiver. De holdt dog stadigt fast i, at der er værdi i at vise de tungere sider af kvindelivet, for at skabe genkendelse og motivere til kollektivt oprør. Fordi de lavede så mange forskellige plakater og kalendere, kunne de vise mange sider af samme sag.
Den oprindelige version til årskalenderen for 1976.
Dykker man ned i See Red Women’s Workshops historie, kommer også et stykke tegneseriehistorie til syne. Selvom kollektivet nu om dage mest er kendt i feministiske og kunsthistoriske kredse, så var tegneserierne med fra starten. Cartoons er nævnt i det oprindelige manifest fra 1974 og der er ’a cartoonist’ til stede ved første møde – begge dele er tydeligt i bogen See Red Women’s Workshop: Feminist Posters 1974-1990, udgivet af Four Corners Books, som jeg varmt vil anbefale! Jeg ved fra amerikanske kolleger, der forsker i undergrundstegneserier, at man tit skal kigge andre steder hen end der hvor man forventer at finde tegneserier for at opdage kvinderne. De udgiver i magasiner, aviser, politiske pamfletter – og altså også i plakatform.
Plakat af Røde Mor
Den danske pendant til See Red Women’s Workshop, kunstnerkollektivet Røde Mor, blev etableret allerede i slutningen af 1960erne. I midten af 1970erne, da deres britiske kammerater for alvor gik i gang, havde Røde Mor lavet et væld af plakater, tegneserier-agtige plakater og et par deciderede tegneserier, og var ved at flytte deres fokus til musikken. Denne oversigt viser nogle af de mange eksempler på de klassekamps-tegneserier, Røde Mor producerede i de tidlige 1970ere. Der er ikke lige så stort kønsfokus som hos See Red Women, men idéerne om kollektiv produktion, solidaritet og eksplicit politisk kunst går igen (ligesom der er noget med kvinder, mødre og farven rød i deres navne).
Da jeg er et (frygteligt) ungt menneske, er jeg stadig ret uvidende når det kommer til gode udgivelser om Røde Mor, Femø-kollektivet, Dea Trier Mørch og deslige i dansk kunsthistorie. Så hermed en bøn: I, der er vidende om dansk plakatkunst, aktivistisk billedkunst og halvfjerdserfeminisme (jeg ved, I er derude!), help a sister out!
Jeg glæder mig til at få fingrene i I CAN’T BELIEVE I STILL HAVE TO PROTEST THIS SHIT, som Forlaget Gutkind har versioneret til dansk efter Jessica Hallbäcks svenske forlæg. Det er en samling ikoniske feministiske plakater og efter sigende rummer de danske bidrag både Femølejren og en nyere plakat af Line Jensen. Jeg er spændt på at se, hvor mange af dem der i virkeligheden er tegneserier.
Som jeg har skrevet før er tegneserier en vigtig del af udbredelsen af kvindekamp og feministisk ligestillingskamp, historisk såvel som i dag. Jeg er stadig i gang med at opdage alle de steder, hvor tegneserierne har sneget sig ind og givet visuelt sprog til feministiske budskaber.
De kollektive, aktivistiske projekter findes i dag især i zine-miljøet. Herhjemme har medlemmer af Yngel lavet to antologiske udgivelser (hvoraf jeg har bidraget til den seneste) og eksperimenteret i det små med plakatkunst. Plakaternes funktion – at sprede budskaber, der er iøjnefaldende og lette at afkode – er også i stigende grad overtaget af memes, hvor feministisk visuel kultur virkelig er blomstret op i løbet af de seneste år. Feministiske memes på Instagram var for eksempel Sofie Riise Nors’ claim to fame før Sexmagasinet Vol. 1 udkom.
Derfor er det interessant, når Line Jensen kombinerer delbare Instagram-opslag med plakater og t-shirts, der kan bære budskaberne ud på gaden. Den feministiske plakat er blevet middelklassekvindernes domæne – der er meget mere at sige om dén side af sagen. For nuværende: selvom halvfjerdsernes agitprop-plakater kan virke bedagede, er de måske mere aktuelle end de har været i årtier.
Og jovist, meget har ændret sig siden 1970erne (og vel er jeg ikke Cæsar og disse bølger ikke Rubicon…), men alligevel siger jeg: Omsorgsarbejde er også arbejde og synliggørelsen af det, ikke mindst i tegnet form, er fortsat en del af en feministisk aktivisme. God kampdag!
