Alt for længe har de hvide, stærke, flotte, heteroseksuelle mænd domineret – det 21. århundredes tegneserier kan meget mere end det! Det ser Charlotte Johanne Fabricius nærmere på i Femi-nichen, hvor queer-brillerne kommer på og alt fra Batman til webcomics kan lære os noget om dem, der falder uden for normen.
Sidste gang i Femi-nichen talte vi om Batman og om begrebet ’queer’, som er godt at kende, hvis man interesserer sig for køn og kunst. Denne gang vender jeg blikket mod et andet medlem af Bat-familien for at lære noget om et andet vigtigt begreb: crip.
Crip er en forkortelse af det engelske cripple (på dansk krøbling) og er ligesom queer et ord, man skal passe lidt på med, hvordan man bruger. Traditionelt set – og for mange mennesker den dag i dag – er både queer og crip nedsættende slangudtryk, som det hverken er høfligt eller hensynsfuldt at bruge om andre mennesker (generelt: hvis du er i tvivl om, hvad du må kalde folk, så spørg dem først). Alligevel har en gruppe teoretikere og aktivister inden for disability studies forsøgt at reetablere ordet crip i en form, der minder meget om queer:
De fleste bruger ordene til at betegne et sæt kulturelt betingede forestillinger om det ’normale’ menneske, den ’normale’ krop og ’normal’ opførsel, som på en eller flere måder bliver overskredet. Kan I husker normat-kroppen fra sidst? Hvor queerteori belyser, hvordan køn og seksualitet er konstrueret i normat-kroppen, viser crip-teori os, hvordan kroppen konkret forventes at se ud og kunne fungere. Crip-teori beskæftiger sig også med de sociale konsekvenser, der kan være, hvis man falder synligt uden for normen.
Batgirl returns
For at det ikke bliver for flyvsk, så lad os kigge på en figur som Barbara Gordon. Hun kom for første gang på banen som Batgirl hos DC Comics i 1967 og har optrådt under forskellige alias siden da. Som mange andre superhelte var (og er) hun kropsligt kapabel (i hvert fald, når hun er Batgirl). Ikke nok med at hun ser ud, som vi forventer en ’ikke-handicappet’ person ser ud, men hun er også stærk og akrobatisk og generelt bad-ass. I Alan Moores Batman: The Killing Joke fra 1988 blev en del af denne kapabilitet taget fra Barbara, da Joker brød ind i hendes hjem, skød hende i maven og gjorde hende lam fra livet og ned. I sin nye crip-version fik hun efter The Killing Joke lov at genopstå som computergeniet Oracle. For at kompensere for hendes manglende fysiske kapabilitet blev der skruet ekstra op for hendes mentale kompetencer og hun kunne få lov at indgå i Batmans team på nye vilkår.
I perioden, hvor hun var Oracle, kan man altså uden kontrovers kalde hende for en crip helt. Der, hvor det bliver rigtigt interessant, er med den nyeste titel New 52 Batgirl, der er skrevet af Gail Simone og er udkommet siden 2011, hvor Barbara har genvundet førligheden efter en operation og genoptager sit virke som Batgirl. Tilsyneladende har hun genvundet sin kapabilitet og er ikke længere crip – og dog?
Barbara er – ikke overraskende – noget rusten efter at have været væk fra tjenesten som superhelt på gadeplan. Under sine konfrontationer med både venner og fjender tænker hun med længsel på de dage, hvor akrobatikken og slåskampene faldt hende helt naturligt. Det kan godt være, at hun teknisk set er tilbage i en kapabel krop, men der er noget, der ikke helt stemmer. Gale Simones tidlige Batgirl-numre handler meget om Barbaras forskellige traumer, og jeg vil mene, at man med crip-kritiske briller på kan se et særligttraume: nemlig det at hun ikke længere er crip.
En del af Barbaras sorgarbejde er, at hun har tabt den identitet og den kapabilitet, hun havde som Oracle, og hun skal finde en måde at begrave den, lige som hun skulle begrave sin Batgirl-identitet, da hun i sin tid blev lammet. Gail Simone har fået en del kritik fra handicapmiljøet for at ’stjæle’ en af de få helte, man kunne spejle sig i som kørestolsbruger, og det kan de sådan set have ret i. Resten af Bat-slænget savner også Oracle, nu hvor de skal foretage deres egen cyber-research. Men som jeg forstår det, indskriver Simone alligevel en slags kritik af drømmen om en ’kur’ for ikke-kapable kroppe, når hun beskriver en Barbara Gordon, der ikke er tilpas i sine nye, hyper-kapable krop, og skal starte næsten forfra med at opbygge en identitet, et liv og en måde at leve med sorgen over det tabte.
Forhåbentligt skal vi snakke meget mere om crip identiteter for fremtiden på Femi-nichen, for det er et spændende område, der berør mange mennesker helt konkret, og som får et særligt tvist, når det handler om helte og skurke, der har anderledes kroppe end normen. Her håber jeg blot at have slået an, at især superheltetegneseriers fokus på kapable kroppe kan vise en kritik af de normer, vi har for hvordan en krop skal se ud og hvad den skal gøre for at passe ind. Barbara er ikke længere synligt handicappet – men hun er ikke på magisk vis ’gjort rask’, hendes krop har stadig begrænsninger og hun er ikke nødvendigvis en bedre helt, fordi hun har skiftet Oracle-personaen ud med sin gamle Batgirl-identitet (og hvorfor hun så ikke blev bat-woman, men skal tvinges ind i en pige-roller, må vi snakke om en anden gang…)
