Feminismens fjerde bølge giver endnu et skvulp med Sexmagasinet Vol. 1, hvor Sofie Riise Nors går i clinch med alle de bånd, vi lægger på femininitet og kvindelig seksualitet. Femi-nichen vælter sig i Instagram-darlings for at sætte Sexmagasinet i perspektiv.
Jeg ved ikke med dig, kære læser, men for mig føles 2017 som omtrent ti år siden. Derfor føles det også som meget længere siden, end det faktisk er, at store dele af den feministiske debat handlede om tre smukke kvinder, der optrådte i undertøj på Instagram og skrev en bog med titlen Ludermanifestet. Er der noget, der dæmrer?
Louise Kjølsen, Nikita Klæstrup og Ekaterina Andersen – #girlsquad, kaldte de sig (hvorfor jeg samme år brugte netop den titel til et blogindlæg, der egentlig handlede om noget andet).
Deres feministiske manifest, der handlede om at tage den seksualiserede kvindekrop tilbage og bryde med skam, var rigt illustreret med fotografier af de tre kvinder i afklædt og hyper-æstetiseret tilstand
Ludermanifestet er ikke en tegneserie. Den er også nærmest blevet glemt – kvinderne bag arbejder heller ikke sammen længere. Men den dukkede op i min bevidsthed, da Sofie Riise Nors’ Sexmagasinet Vol. 1, landede i min postkasse.
Sexmagasinet Vol. 1, der udkom fra Cobolt i maj, kan ellers mest oplagt sammenlignes med Liv Strömquists tegneserier. Feministisk oplysning, masser af tekst, kilder i fodnoter, kendte mennesker som cases, en to-dimensionel cartoony stil – og endda et foto af ophavskvinden på forsiden.
En skribentkollega har ment at sidstnævnte giver udtryk for at tegneren skulle være attraktionen, snarere end tegningerne. Nors selv har, i flere interviews og på Instagram, fortalt at hun bevidst og skamløst bruger sig selv til at sælge sin tegneserie.
Og det er derfor, jeg lånte Ludermanifestet fra biblioteket og lagde det i bunken sammen med Nors, snarere end at tage Strömquist ned fra hylden igen. For ulig Strömquist bruger Nors sin egen krop og sine private erfaringer som udgangspunkt for sin feministiske kritik. I korte træk handler det om at reclaime femininitet og det at være en ’dulle’, samt i samme ombæring at spidde den seksuelle dobbeltmoral og udskamning af kvindelig seksualitet, der stadig præger vores samfund.
Sexarbejde er arbejde
Med et fiktivt tv-program som rammefortælling bevæger Nors’ hovedperson sig gennem de private erfaringer og popkulturelle referencer hen til det, jeg synes er hovedsagen: En ærlig og informeret diskussion om, at rehabiliteringen af især kvinders seksuelle frihed skal gå hånd i hånd med en kamp for sexarbejderes rettigheder.
Hvor det at tager ordet ‘luder’ tilbage for Girlsquad kun handlede om deres egen ret til at være seksuelle og nøgne, kommer faktiske sexarbejdere til orde i Nors’ tegneserie. Selvom Nors langt hen ad vejen har samme (vigtige!) ærinde som Kjølsen, Klæstrup og Andersen, så er hendes projekt allermest interessant dér, hvor hun går skridtet videre.
I et tegnet panel af sexarbejdere og aktivister giver hun krop og stemme til de erfaringer, der er allervigtigst i debatten om sexarbejderes vilkår og rettigheder.
De taler om forfejlet lovgivning, hvor kriminalisering ikke kommer sexarbejde til livs, men tværtimod gør sexarbejdere ekstra udsatte. Om, hvordan udsathed især rammer dem, der også er udsatte på andre måder – udokumenterede migranter, transpersoner, hjemløse. Om vigtigheden af solidaritet og at give sexarbejdere ordet i den offentlige debat. Om luderstigmaet og marginaliseringen af den eneste form for økonomi, hvor kvinder altid har haft magten.
Og de gør det i et lyserødt, inkluderende univers, hvor der ingen tabuer eller hæmninger er.
Tegneserieformen og Nors’ karikerende stil giver en form for anonymitet, som jeg gætter på har givet de fire deltagere større frihed til at stå frem. Én af dem optræder under pseudonym, men selv de, der bruger deres borgerlige navn gøres fiktive i Nors’ streg.
På den måde sker der også en visuel ligestilling, hvor alle optrædende har samme plads og ret til at tale. Ingens ansigter er slørede, ingens kroppe censurerede.
Men de har jo ikke noget tøj på!
Nors’ tegnestil har affødt de samme trætte ’men hun kan jo ikke tegne’-anklager som denne type tegneserier altid gør, og som altid rammer kritikken milevidt ved siden af.
Ja, ind imellem keder de tekst-tunge og gentagende sideopsætninger mig, men karaktertegningerne er skarpe og præcis så cartoony, som de skal være. Nors’ tegnede memes, der har gjort hende til et navn på Instagram, gør dét i billeder som teksten siger, den skal: tager popkultur alvorligt og undersøger alle dens muligheder for undertrykkelse og revolution.
Jeg håber, at der kommer et Sexmagasinet Vol. 2. Især håber jeg, at det vil gå endnu mere kollektivistisk til værks. Nors’ egen historie er illustrativ og sine steder ret sjov. Men der hvor hun virkelig brillerer er der, hvor hun bruger sin platform til at lade mange stemmer tale sammen. Det er skarpt tegnet og bydende nødvendigt.
