Femi-nichen oversvømmes i disse dage af tegneserier om feminisme, seksualitet og – ikke mindst – orgasmer og hvordan man får dem. Hvorfor er det så vigtigt, og får vi aldrig nok af den slags?
Der begynder at tegne sig et billede af september som femi-tegneseriernes måned. I hvert fald erindrer jeg en lignende udgivelsestrend fra foregående år og især denne september gav en rig høst:
Ind af min dør er kommet en hel stribe fra Cobolt – Liv Strömquists Den er der ikke, Jessica Hallbäcks Girls just wanna have fun(damental human rights), Mirion Malles Superfeministerne og (ikke rigtigt en tegneserie, måske, men så alligevel) Molly Mørch og Sara Koppels Den lille bog om… – og så en sværvægter fra Gyldendal, Kristine Tiedts Orgasmebogen. (De blev lagt i en stak sammen med Rikke Villadsens Tuberculosis 2020, igen måske lidt uden for nummer, men så alligevel…).
Tvivlsomme grupperingsprincipper, måske (og ja, det er oktober nu, ssssh). Ikke desto er de blevet bemærket – ikke mindst af Tiedt, der på Instagram har ærgret sig over at blive bunke-anmeldt og læst som del af en trend. Og her vil jeg simpelthen begå samme synd.
Kussen er trendy
Nu er det heldigvis heller ikke en anmeldelse, dette her – slet ikke en bunke-anmeldelse. Det er virkelig dårlig feministisk praksis at stille kvinder op mod kvinder i en konkurrence, hvor der kun kan være én vinder. Og jeg har ikke tænkt mig at sige, hvad der er bedst (selvom jeg vil bemærke, at Hallbäcks indspark er virkelig kedsommeligt og ikke rigtigt vil noget som tegneserie).
Femi-nichens fremmeste opgave har altid været at binde tegneserier og feminisme sammen og vise, hvad den sprængfarlige cocktail kan. Så lad os kigge lidt på især Orgasmebogen og hvad den kan, som tegneserie og som feministisk indspark.
Fodnoter, historiske figurer og en pæn portion humor.
For der ER tydeligvis noget i luften (jeg ved godt hvad) og det ER virkelig oplagt at sammenligne Tiedts værk, især med Strömquist. Orgasmebogen er en oplysningstegneserie, der gerne vil fortælle og sparke gang i en debat om sex, skam og lyst.
Den er en oplagt makker til Kundskabens Frugt, der nok stadig er Strömquists hovedværk. Tiedt trækker på teoretiske og historiske kilder, henviser med fodnoter og stiller fortidens (mænds) himlende uvidenhed til skue og spot.
Orgasme-oplysning
Selvfølgelig er de forskellige og selvfølgelig er der plads til dem begge to (og mange flere!), for de fortæller med forskelligt fokus. Hvor Strömquists interesse er det kulturhistoriske arvegods og patriarkalske afsindigheder, vil Tiedt med helt ind under dynerne.
Hun stiller sig ikke tilfreds, før vi andre faktisk stiller os tilfredse – bogens gennemgående hook er den vanvittige statistik, at 2 ud af 3 ciskvinder, der har sex med mænd, ikke får orgasmer.
Faktisk synes jeg at Tiedts visuelle udtryk, med masser af luft på siderne, sarte pastelfarver og syrede, bløde karaktertegning er så meget federe at læse end Strömquist. Hende skal jeg have i små doser, før jeg bliver træt af al teksten, hvorimod jeg strøg igennem Orgasmebogen på en enkelt aften. Zine-æstetikken bryder igennem i enkelte collage-elementer, men vi er meget langt fra kopimaskinen. Der er Strömquist holdt mere punket, og det kan bestemt også noget!
Altid flere tegneserier!
Men Tiedts mere cartoon-agtige streg og spinkle skrifttyper, samt hendes ret geniale brug af tændstiksfigurer, skaber en meget mere helstøbt oplevelse. Orgasmebogen er didaktisk og oplysende, ud over at være visuelt veloplagt og til tider virkelig sjov, hvis man følger med i detaljerne.
Så jeg hilser bunken velkommen og glæder mig over, at min liste over tegneserier at anbefale vokser sig længere og længere. Det er især hamrende vigtigt, fordi vi ikke kan få tegneserier nok af denne type (fight me).
Alle landets udskolingselever burde have adgang til denne her slags tegneserier, der bruger rammefortællinger og illustration og gennemgående figurer til at formidle grundlæggende problemer ved kroppe, sex, samtykke og social kontrol. Tidens mediebilleder viser om noget, at vores undervisning i, og sociale samtaler om, seksualitet er himmelråbende mangelfulde.
Hvis du altid gerne have villet se, hvad det er, Monica og Rachel tegner for Chandler…
Hvor er det godt, at der findes tegneserier, der kan være med til at løse det. Må der blive endnu flere af dem!
