NASH 90: NASH I LABYRINTEN
Kuglerne regner omkring ørerne på os fra bilen foran. Nash bider tænderne sammen, foden træder speederen helt i bund til lugten af brændt gummi breder sig. Glas splintres, bilerne rører hinanden, lakken ridses langs siderne. POW … vi smadrer ind i bilen og en regn af glas rammer os.
Savner du 1970’ernes hardcore action, one man-antiheltens kamp mod systemet og især Chicagos mafia, cool og intense biljagter, byger af kugler krydret med sex i lange baner og råt sprog, så er det seneste album med politimanden fra Chicago, Bill Nash, lige dig!
Albumserien Nash er skrevet, tegnet og selvudgivet af Johan Nørgaard Pedersen (JNP) fra Viborg. Og det er højst sandsynlig én af de længste nulevende albumserier i Danmark med 90 udgivelser og flere på vej.
Nash er ikke mainstream
Måske afskrækker JNP’s tilsyneladende enkle og kantede tegneseriestil potentielle læsere, der er vant til album fra Frankrig og Belgien i farver med meget detaljerede tegninger (og så er Nash også forbudt for børn under 15 år!).
Andre læsere, og åbenbart også enkelte anmeldere, har gennem tiderne haft det tvetydigt med Nash. Det skyldes de lidt enkle plots og lidt urimelige sammenligninger af Nash med andre europæiske mainstream-album.
Men Nash er ikke mainstream og bliver det aldrig! Nash er til gengæld ”underground”, eller som den cool og populære youtube-kanal Cartoonist Kayfabe beskriver Nash, så hører det til genren ”Outlaw Comics”.
Et helt afsnit af Cartoonist Kayfabe er dedikeret til Nash: ”Nash! The Multi-Thousand Page Epic Outlaw Comics Series from Denmark (Jan. 2, 2020)”. De to prominente tegneserieskabere Ed Piskor og Jim Rugg er mere end begejstret for Nash.
Desuden hylder det anerkendte podcast The Radioactive Lounge Comics Podcast ligeledes Nash. Så måske tilhører JNP den lille kreds af danskere, der er mere kendte i udlandet end i deres eget hjemland!
Vild med 1970’ernes mode, biler og arkitektur
Det ses tydeligt, at JNP er vild med 1970’erne og periodens mode, biler og arkitektur. Inspirationen for vores hovedperson Bill Nash er også den hardcore ‘one man against all’-arketype, som findes i bl.a. 70’er-filmene med skuespilleren Charles Bronson og især filmene med Harold Francis Callahan aka Dirty Harry spillet af Clint Eastwood.
Historien/plottet er som altid enkelt, og i denne historie, Nash i Labyrinten, er Bill Nash blevet beskyldt for at have dræbt undercover-politimanden Gino Carlino. Men Nash lader sig ikke afskrække, og beslutter i stedet for at bevise sin uskyld … mere plot skal der ikke til, så er Nash i fuld gang.
Albummet er fyldt med de karakteristiske skydescener og biljagter, der bare bliver bedre og bedre med årene – og jeg føler nærmest, at jeg selv sidder i bilen sammen med Bill Nash og flyver afsted i Chicagos gader. Adrenalinen pumper afsted, mens jeg i baggrunden hører Nash bande på livet løs og får selv får en kugle i skulderen.
Læseren bliver banket sønder og sammen
Kendetegnet for Nash er, at JNP’s visuelle stil får én til at føle, at læseren nærmest er med i flere dele af historien. Jeg kan i Nash ofte lade mig rive med og føle den hæsblæsende stemning i albummet. Læseren føler bogstaveligt på sin egen krop, hvordan den bliver banket sønder og sammen.
Det er næsten som at læse et album af Paul Pope. I hans ikoniske og anerkendte album Escapo kan læseren mærke og føle angsten stige, når udbryderkongen Escapo skal dirke låsene op og finde vejen ud af de dødelige maskiner, eller føle hjertet banke på livet løs, da Escapo skal tale med hans store kærlighed Aerobella. I Nash føler jeg også, hvordan mit hjerte banker heftigt før og under en skudepisode.
JNP’s stil er faktisk ikke helt så enkelt endda, når der ses nærmere efter. For han skaber stemningsbilleder med sin sorte tusch, som danner silhuetter og skygger, der er med til at opbygge stemningsfulde klimakser i form af skydescener, biljagter og sexscener.
Endvidere kender JNP sine tegneseriemestrer. Det ses tydeligt, at JNP har skelet til Jean Gratons serie Michael Valiant (Mark Breton på dansk), og det afspejles især i scener med biljagterne. De stemningsfulde bybilleder har en reminiscens fra tegninger af de amerikanske mestre Alex Raymond og Al Williamson. De fleste action- og skydescener er influeret af den italienske serie Daniel (McCord på dansk) med de dynamiske tegninger af Francesco Verola.
Nash skal nydes med sanserne
Nash er ikke en typisk grafisk roman med en historie eller et gennemtænkt plot, som man ser i europæiske albums. Inspirationen til Nash skal derimod findes uden for mainstream-album. Så læs Nash på seriens egne præmisser.
Tag endelig ikke fejl af den tilsyneladende enkle og kantede streg samt det simple plot (for albummet er ikke baseret på et plot) men gå blot i gang med at nyde Nash med sanserne, for det er et stemningsmæssigt rush . . .
