“Magisk magi” er en gakket børnetegneserie med et modent budskab om den store kærlighed. Tegner Régis Lejonc forklarer fænomenet.
I sidste måned debuterede det ganske lille forlag ComicBooks som tegneserieudgiver med “Magisk magi”. En lille, men udspekuleret fortælling om en mand, der forsøger at realisere sine drømme med magi, men må sande, at hans uansvarlige tryllerier giver bagslag igen og igen. Til sidst endda på spektakulært livsomvæltende vis.
Bogen er oprindeligt fra 2006, hvor forfatter Alfred (alias Lionel Papagalli) og tegner Régis Lejonc udgav den på én gang gakkede og alvorsfulde fortælling i sort/hvid som “Magie magie”. Nummer 9 hev fat i Lejonc for at blive klogere på den lille all-ages perle.
Det her er din og Alfreds danske debut. Kan du give os en idé om, hvem I er og hvad I har lavet før og efter ”Magisk magi”?
– Alfred og jeg har delt tegnestue de sidste syv år her i Bordeaux, Frankrig. Han er en ret respekteret tegneserieforfatter og jeg er mere kendt som illustrator af børnebøger. Alfred har udgivet omkring 20 bøger og jeg har omkring 60 under bælte. ”Magisk magi” kom til verden, fordi vi længe havde haft lyst til at lave en bog sammen.
Hvem udgav den originale franske udgave – den var ret forskellig fra den danske, ikke?
– ”Magie magie”, som den hed, blev udgivet af et børnebogsforlag ved navn Thierry Magnier. Den indgik i en lille serie sort/hvide tegneserier, der desværre ikke var nogen stor succés her i Frankrig. Originaludgaven var betydeligt mindre end den danske (som er lidt mindre end A5, red.), den var fire sider kortere og så var den jo altså ikke i farver. I vores øjne er ”Magisk magi” en langt bedre udgave, og det var muligt at lave den sådan på grund af den tillid, vores danske forlægger Ole Damgaard viste os.
Hvordan samarbejdede dig og Alfred på bogen?
– Alfred og jeg kender hinanden rigtig godt, både fra det daglige arbejde på tegnestuen og som private venner. Vi er nogen festlige fyre! Så samarbejdet var meget kongenialt. Jeg kom op med idéen, Alfred definerede alle de enkelte gags og det overordnede forløb, og så realiserede jeg scenerne ret frit, den ene efter den anden. Det var en god oplevelse.
Da du fik mulighed for at farvelægge bogen, kan du næppe have undgået også at forholde til tegneseriens visuelle udtryk. Hvordan holder det for dig i dag? Er det stadig repræsentativt for det, du laver?
– Faktisk korrigerede jeg en del sekvenser, som jeg ikke helt syntes holdt vand. Om farvelægningen kan man sige, at ”Magisk magi”s stil fik mig til at vælge et meget afgrænset farvespektrum, så helheden ville forblive let at læse og samtidig meget grafisk. Det er jo et meget enkelt og ukompliceret udtryk, vi har valgt, dén stil fandt vi nu engang bedst til dén historie – men ”Magisk magi” er ikke repræsentativ for mit eller Alfreds arbejde, hverken før eller nu.
En strøtanke: Gnavne viceværter synes at være lidt at et ledemotiv i franske tegneserier. Reflekterer det den franske virkelighed, synes du?
– Det er en interessant betragtning, sådan har jeg aldrig tænkt på det. Sikkert er det, at dén type karakterer er lette at hade og grine af – eller det synes vi i hvert fald her i Frankrig!
Ville det være en overfortolkning at sige, at alle ”Magisk magi”s gakkede gags munder ud i en allegorisk fortælling om en ung mand på tærsklen til et voksenliv med voksne forhold?
–
Nej, det ville det ikke! En nærmere analyse vil afsløre, at hovedpersonen er en meget trist og ensom mand, der drømmer om kærlighed. Problemet er, at han higer efter den kliché, der er plantet i vores hoveder af TV: Let kærlighed – som i ”lette penge” – en mirakuløs tilstand, man bare kan trylle frem.
– Twistet er så, at da han endelig finder kærlighed, er det ikke dén slags, han forventer. Men du har ret, fyren ender på mange måder i et seriøst, voksent forhold!
Det er vel egentlig et ret ”modent” budskab at formidle i noget, der i hvert fald præsenterer sig mest som en børnetegneserie. Hvor ser du grænserne for, hvad sådan nogle bør kunne være og udtrykke?
– ”Magisk magi” er en bog for børn og voksne, en enkel lille fortælling, der kan læses på flere niveauer. Børnebøger kan man lave af adskillige årsager, og mange gør det af de forkerte, synes jeg. Børnene er en del af vores hverdag, bylivet, TV-nyhederne og voksenproblemerne, også selvom vi prøver at beskytte dem fra de ting. Men når der laves underholdning til børn, bliver mange af de emner fejet under gulvtæppet. For mig er det en stor fejl at undgå voksenlivets udfordringer og skabe ”rene” børnefortællinger.
– I tilfældet ”Magisk magi” vil en barnelæser sandsynligvis ikke fange allegorien, men fortællingen giver stadig mening for ham, for han kender til tv-reklamer og mediernes fremstilling af kærlighed og sexappeal, han forstår egoisme og ensomhed, og han kan sagtens sætte sig ind i ønsket om at kunne realisere sine drømme med et trylleslag …
– Børn forstår alting – på deres egen måde – og derfor er det vores ansvar at fortælle dem historier om livets små og store spørgsmål, så de har noget at spille bold op ad og stille spørgsmål til!
