“Lost Girls” er ét af stormesteren Alan Moores hovedværker, men er det god pornografi? Rikke Platz Cortsen undersøger sagen.
Essayet blev oprindeligt trykt i Strip! #37
Lad det være sagt med det samme: Undertegnede tilhører den skare af mennesker, der klapper i deres små hænder, hvis Alan Moore så meget som slipper en vind. Så når han og fruen Melinda Gebbie udgiver et pornoeventyr i tre bind, er den første indskydelse naturligvis at få hænderne op af lommerne. Men før vi kan nå til en egentlig omtale af værket, kræver det nok en lille introduktion til dets noget omtumlede vej til læserne.
Fortabt på vej mod udgivelsen
Først og fremmest er der det bemærkelsesværdige faktum, at “Lost Girls” har været 16 år undervejs (22 på dansk, red.). Oprindeligt var det tanken, at den skulle udkomme som føljeton i antologimagasinet Taboo, der startede med at bringe de første seks kapitler i 1991. Disse planer blev dog opgivet, og Moore og Gebbie besluttede, at serien først skulle udgives, når hele fortællingen var afsluttet. Læg dertil, at forfatter og tegner ikke kendte hinanden til at begynde med, men ret hurtigt fandt sammen i romantisk forstand.
Når forfatteren så er en af de mest feterede nulevende tegne-serieforfattere, der sjældent viser sig offentligt og vist nok tilbeder en slangegud i kælderen, så har man en cocktail, der allerede inden udgivelsen skabte stor interesse for de fortabte pigebørn.
“Lost Girls” blev præsenteret på tegneseriemessen San Diego Comic-Con i juli 2006 af det amerikanske forlag Top Shelf, og så burde alt jo være i den skønneste orden. Nu er der bare det ved det, at historien omhandler Wendy fra “Peter Pan”, og rettighederne til netop denne børnebog tilhører Great Ormond Street Hospital, et børnehospital i England, der ikke var helt vilde med udsigten til, at deres Wendy skulle optræde i en pornotegneserie. Resultatet blev, at Top Shelf forhandlede en aftale på plads med hospitalet, der betød, at “Lost Girls” ikke måtte udgives i den Europæiske Union før januar 2008.
Top Shelfs udgivelse er en meget imponerende kassette, der indeholder tre bind i et stort format og en lækker indbinding. Historien er følgende: På et hotel i Østrig i 1913 mødes tre kvinder, der viser sig at være de voksne udgaver af Wendy fra “Peter Pan”, Dorothy fra “Troldmanden fra Oz” og Alice fra “Alice i Eventyrland”. De tre kvinder har mange ting tilfælles, og de sætter sig for at berette deres ungdomsfortællinger til hinanden samtidigt med, at de forlyster sig seksuelt med hinanden. Handlingen foregår derfor dels i rammefortællingen op til Første Verdenskrigs begyndelse og dels i hovedpersonernes historier om deres seksuelle oplevelser i ungdommen.
Alan Moore har mange gange udtalt, at det er tanken, at “Lost Girls” skal være pornografi. Og der er meget nøgenhed og mange fantasifulde seksuelle eskapader undervejs i tegneserien. Faktisk er der ikke ret mange billeder, hvor der ikke bliver omtalt eller foregår noget seksuelt. Moores overlegne fortællestil er ikke til at komme udenom, og idéen med at bruge kendte børnebogsheltinder i en fortælling om seksuel nysgerrighed og udvikling fungerer overraskende godt.
Pornografi?
Selv om det næppe er tanken, at man skal tage den med på toilettet til en hyggestund, kan man godt forholde sig til det ophidsende element i tegneserien. For det er vel meningen, at “Lost Girls” skal pirre og fyre op under fantasien i sin beretning om de velkendte kvinders knapt så kendte udgaver af deres historier. Det skal understreges, at smag og behag naturligvis er forskellig og i særdeleshed hvad angår porno, men jeg vil alligevel kommentere lidt på den side af sagen; taget i betragtning, at hudfarvet absolut er dominerende på siderne. Jeg tager hatten af for Moores opfindsomhed hvad angår seksuelle konstellationer, stillinger, hjælpemidler og kombinationer, og selv for en dansker med bornertheden solidt placeret i en aflåst skuffe, er der passager, der giver lidt røde ører. Men der er tale om en meget teksttung udøvelse af den kønslige akt, og det fjerner unægtelig fokus lidt, uanset hvor meget man så ellers holder af Alan Moores skrift.
Melinda Gebbies tegninger er meget imponerende; tegnestilen veksler mange gange undervejs, og der er helt tydeligt lagt et meget stort arbejde bag. Det er nogle meget smukke tegninger, men set ud fra et pornografisk synspunkt lider tegneserien netop under denne pænhed. Der mangler gennemgående dynamik på billedsiden, og det er et problem, når historien handler om noget så energisk og levende som sex.
Al ære og respekt for den evne til at lave indtagende stills med farveblyant, som Gebbie lægger for dagen. Mange af billederne ville gøre sig fantastisk godt som plakater, men som del af en sekventiel fortælling virker de lidt døde i det. Det lader til, at intentionen om at løfte pornografien op af rendestenen har spændt ben for en mere svedig og medrivende fremstilling af den ellers spektakulære historie. De stakkels piger er i mine øjne blevet ofre for en æstetisering af deres oplevelser, der får dem til at fremstå som en slags skulpturer, der mange steder står i kontrast til de voldsomme, vidunderlige tanker og situationer, trekløveret gennemlever dels i erindringen og simultant på feriestedet ved Bodensøen.
Lad det være sagt herfra, at “Lost Girls” på mange måder er opløftende, interessant og tankevækkende. Jeg kunne bare godt have ønsket mig, at den ikke virkede så statisk i sit udtryk, men at det fantasifulde budskab fra blandingen af børnelitteratur og voksenleg fik lidt vildere vinger at flyve på.