
Billede taget af forfatteren ved SPX-festivalen i Bethesda, 2004.
Kim Thompson, en af den amerikanske tegneseriekulturs store forlæggere, redaktører, oversættere og kritikere, døde i torsdags af lungekræft i en alder af 56 efter et forholdsvis kortvarigt sygdomsforløb. Hans bortgang er et stort tab for alle, der sætter pris på kvalitetstegneserier og et, der for ikke mindst denne skribent føles så umådeligt trist.
Thompson blev født i Danmark af en dansk mor og en amerikansk far, der arbejdede som programmør for den amerikanske hær og således var udstationeret rundt omkring i verden i løbet af Thompsons barndom: Frankrig, Holland, Tyskland, Thailand og Matinique. Han fastholdt således ganske naturligt en interesse for Danmark og ikke mindst danske og nordiske tegneserier livet igennem.
Senere skulle han bl.a. agere amerikansk oversætter og forlægger for norske Jason og svenske Max Andersson og Martin Kellerman, samt fødselshjælper på de fra Danmark redigerede antologier From Wonderland with Love og Kolor Klimax. Og så talte han et smukt, melodisk og rent tonet halvtredserdansk, bevaret som i en ravklump siden hans barndom.
Det var i løbet af sin europæiske barndom, at Thompson fik sin dannelse som tegneserielæser: de store fransk-belgiske klassikere fra kiosken i skøn forening med amerikanske superhelteserier, leveret dugfriskt via militærposten. Enhver der har diskuteret tegneserier med Thompson eller læst hans kritik vil i hans belæsthed og indsigt have genkendt disse vidt forgrenede tegneserierødder.
Kim og hans familie flyttede tilbage til USA i 1977 og kort efter mødte han sin fremtidige forretningspartner Gary Groth, der på det tidspunkt sammen med Mike Catron i et års tid havde redigeret og udgivet et obsternasigt lille fanzine under titlen The Comics Journal. Kim blev hurtigt involveret i arbejdet og gjorde sig hurtigt bemærket som en ilter og uhyre velinformeret kritiker. Han repræsenterede et mere æstetisk orienteret standpunkt end Groths udtalt ideologiske og spillede derved en vigtig rolle i udviklingen af det, der skulle blive det nok bedste kritiske tidsskrift om tegneserier nogensinde.
Efter et års tid gjorde Groth og Catron ham til partner i deres forlag, Fantagraphics, som han via en lyninvestering fra sin opsparing havde reddet fra konkurs. Da Catron i 1977 fandt fuldtidsjob som redaktør på det store forlag DC Comics, øgedes Thompsons rolle efter han og Groth i midtfirserne flyttede forlaget til Vestkysten, først Los Angeles, siden Seattle, delte de partnerskabet fifty-fifty.
Fantagraphics udviklede sig i samme periode til et af USAs mest innovative tegneserieforlag, måske først og fremmest ved udgivelsen af Hernandez-brødrenes legendariske tegneseriemagasin Love & Rockets, men det blev også til en lang række andre udgivelser. Thompson gav bl.a. Stan Sakai hans første forlagskontrakt med funny animal-samuraiserien Usagi Yojimbo. Denne startede i øvrigt i antologiserien Critters, der fokuserede på antropomorft-funderede genreserier og af hvilken Thompson redigerede halvtreds numre mellem 1985 og 1990. Hans forkærlighed for tegneserier, der placerede sig imellem det alternativt-voksenrettede og det mere traditionelt genrebaserede var også tydeligt i hans videreudvikling af det af Catron startede, primært superhelteorienterede søstermagasin til The Comics Journal, Amazing Heroes (1982-1991).
Hans blik for det skæve, det utilpassede og det banebrydende var imidlertid særligt tydeligt i den oversete antologiserie Zero Zero (1995-2000), i hvilken han publicerede fremtrædende skikkelser som Al Columbia, Dave Cooper, Kim Deitch, David Mazzucchelli, Joyce Farmer, Spain Rodriguez, Johnny Ryan, Joe Sacco og Richard Sala. Zero Zero var et blad med kant, der med sin noget rodede og altid grænseprøvende sammensætning inkarnerede Fantagraphics’ udgivelsespolitik i netop de år: foreningen af det bedste fra tressernes undergroundgeneration, firsernes post-underground og halvfemsernes nye bølge. Det var i disse år, at Fantagraphics for alvor etablerede sig som det historiske bevidste, men stadigt nytænkende forlag, vi i dag kender og må tilskrive en væsentlig del af ansvaret for de forandringer, mediet har oplevet i retning af større alsidighed og kunstnerisk ambition i løbet af de sidste par årtier.
Thompsons smag for det internationale fornægtede sig heller ikke. Allerede i firserne forsøgte han sig med amerikanske udgaver af danske Freddy Miltons Familien Gnuff, belgiske Hermanns Jeremiah og argentinske Muñoz og Sampayos Alack Sinner. Alt sammen uden det store held. Sidst i halvfemserne lykkedes det imidlertid at gøre Jason til et internationalt anerkendt navn og de seneste år er det efter flere tidligere forsøg lykkedes for alvor at lancere Jacques Tardi på det amerikanske marked med en flot tilrettelagt udgivelsesserie af hans samlede værker. Dertil kommer amerikanske udgaver af tegneserier af så forskellige europæiske kunstnere som David B., Gabrielli Giandelli, Ulli Lust, Lorenzo Mattotti, Thomas Ott, Guy Pellaert, Joost Swarte og Lewis Trondheim, samt et par brødløse men formfuldendte con amore-projekter med rødder i Kims barndom i Frankrig: Tillieux’ Max Jordan og Macherots Sibyline.
I halvfemserne begyndte Fantagraphics at udbygge deres historiske perspektiv ved at samle og genudgive udvalgte klassikere fra Winsor McCay og E C. Segar til Walt Kelly og Robert Crumb. I nullerne tilføjede de blandt mange andre George Herrimans Krazy Kat og Charles Schulz’ Peanuts, mens de for nyligt er på begyndt udgivelsesrækker af EC Comics’ genreserier fra halvtredserne, Floyd Gottfredssons Mickey Mouse-stribe og Carl Barks’ Disneyserier. Det er således svært at argumentere imod Thompsons måske lidt selvtilfredse men også berettigede nylige udsagn om, at Fantagraphics i dag repræsenterer et større udsnit af det bedste mediet gennem sin historie har kunnet byde på end noget andet forlag nogensinde.
Thompsons alt for tidlige død kan således svært undgå at føles som et stort tab for alle, der holder af kvalitetstegneserier. Samtidig er det, for i hvert fald denne skribent, utroligt sørgeligt på det rent menneskelige plan. Jeg kendte ikke Thompson godt, men har mødt ham tre-fire gange i løbet af de sidste ti-tolv år og samarbejdet med ham på en håndfuld projekter. Det var ham, der antog (og sågar oversatte!) mit første interview til The Comics Journal, med David B. (#275, 2005) og det var som nævnt ham der antog den nordiske antologi Kolor Klimax til udgivelse på Fantagraphics.
Projektet var finansieret af det finske tegneserieselskab, men Thompsons prompte imødekommenhed var afgørende for bogens succes. Jeg sendte ham naturligvis smagsprøver på indholdet, men han stolede tydeligvis på, at det skulle blive godt til ikke at blande sig. Jeg kan derfor nikke genkendende til de beskrivelser af hans hands off-tilgang til redaktørjobbet, man hører fra folk der har arbejdet sammen med ham. Det forekommer mig, at hans kvalitetsstyring primært lå i selektionsfasen, hvorefter han gav én frie hænder og kun blandede sig i korrekturfasen, hvor hans sproglige edderkoppesans virkelig kom til sin ret: i tilfældet Kolor Klimax påpegede han den væsentlige distinktion mellem det europæiske komma og det engelske punktum i tegnsætningen af tal: en hyppig fejl hos de ellers så engelskkyndige nordboer, skrev han.
Vi talte om flere andre projekter, bl.a. om to af hans yndlingstegnere, Storm P. og Franquin, men om de bliver til noget, er naturligvis tvivlsomt nu. Førstnævnte skulle have bedre chancer end sidstnævnte, der til Thompsons stadige undren ganske enkelt ikke passer de fleste amerikaneres smag. Skæbnen ville, at vores sidste samarbejde blev på Tardi-featuren i det seneste nummer af The Comics Journal (#302), hvor jeg fik plads til at skrive et essay om mesterværket 120 Rue de la Gare (som Thompson desværre ikke nåede at få udgivet). Det var anbragt som et slags coda efter hans store, afslørende og meget menneskelige interview med Tardi. Det var mig en ære, ligesom det føles som en ære at have kendt bare en smule til dette varme og usædvanligt skarpe menneske, hvis liv brændte for tegneserier.