I 1990’erne udgav Fantagraphics tyve Real Stuff-hæfter med Dennis P. Eichhorns selvbiografiske historier. Nu er Eichhorn’s comeback “Real Good Stuff” ude fra det lille forlag Poochie Press, og i dén anledning har Nummer 9 taget en snak med hr. Eichhorn.
Dennis Eichhorns selvbiografiske tegneserier blev i Real Stuff tegnet af en imponerende stjernerække af tegnere som Peter Bagge, Chester Brown, Ivan Brunetti, Charles Burns, Daniel Clowes, Dave Cooper, Julie Doucet, Renée French, Jaime Hernandez, Gilbert Hernandez, Jason Lutes, Joe Sacco, Seth, Jim Woodring og mange, mange flere. Nu er veteranen tilbage som tegneserieforfatter med “Real Good Stuff”, ligesom 90’er-klassikerne løbende bliver lagt på den populære hjemmeside Boing Boing.
Vil du til starte med introducere dig selv for dem derude, der ikke kender hverken dig, Real Stuff, The Northwest EXTRA! og så videre?
– Tillad mig at introducere mig selv … Jeg er forfatter og redaktør, nok bedst kendt for mine selvbiografiske tegneserier fra 90’erne, hvor Fantagraphics udgav tyve hæfter af Real Stuff, Eros udgav seks numre af Real Smut og jeg selv udgav tre one-shots gennem Starhead Comix: “Real Schmuck”, “The Amazing Adventures Of Ace International” og “Northwest Cartoon Cookery”. Jeg redigerede og udgav også seksten numre af kunstavisen The Northwest EXTRA! Projekter, som jeg har været med til at lave, har modtaget både Harvey- og Eisner-priser.
Såeh … Hvad har du lavet i de omkring tyve år, der er gået, siden det sidste nummer af Real Stuff udkom?
– Tegneserier har ikke fyldt hele mit liv! Foruden at skrive tegneseriemanuskripter, har jeg været ledende redaktør på The Rocket – en Seattle-relateret kunst- og underholdningsavis – i ti års tid, mens jeg skrev undervisningsmateriale til børn med læsevanskeligheder for Turman Publishing, og jeg har skrevet atten bøger om berømtheder, der blev udformet som undervisningsmateriale. Jeg arbejdede med at skrive tegneseriemanuskripter, mens jeg udgav The Northwest EXTRA!
– Senere, efter jeg var gået ind i tegneseriens verden, flyttede jeg til Port Townsend, Washington, og blev redaktør på Loompanics Unlimited, et libertariansk bogforlag og distributør, i næsten fire år. Siden har jeg redigeret flere bøger og skrevet historier, tegneserier, artikler og boganmeldelser til publikationer som Boing Boing og Scram.
– De seneste par år har jeg haft et par deltidsjobs, blandt andet været taxachauffør og bragt mad ud. Jeg har et barnebarn på ni, der kræver meget opmærksomhed. Jeg er trods alt 68 år! Jeg er pensioneret og lever af pensionen, som ville række fint til at overleve i et tredjeverdensland. Heldigvis er den amerikanske regering og de amerikanske borgere ved at gøre USA til et tredjeverdensland, så tingene går min vej …
Du har været brandmand, narkopusher, udsmider, du er god til at slås, du har været sammen med mange lækre duller, du har været amerikansk fodboldspiller i High School, så du er måske ikke ligefrem det arketypiske nørdede, angstfyldte, asociale udskud med et katastrofalt dårligt sexliv, som vi ofte ser i selvbiografiske tegneserier. Tror du, at du appelerer til andre læsere end de andre selvbiografiske tegneserier gør? Kan den gennemsnitlige tegneserielæser overhovedet relatere til dig?
– Jeg prøver at finde ud af, hvad du mener med det “nørdede, angstfyldte, asociale udskud”, som du beskriver … Han lyder meget som Robert Crumb! Mener du også Harvey Pekar? Ed Brubaker? Joe Matt? Chester Brown? De passer i hvert fald overhovedet ikke på din beskrivelse. Det betyder ikke noget for mig, for jeg er ligeglad med den gennemsnitlige tegneserielæser og ligeglad med, om jeg appelerer til et andet publikum. Hvis det var det, jeg var på jagt efter, havde jeg nok prøvet at skrive superheltetegneserier eller måske slet ikke arbejdet med tegneseriemediet i det hele taget. I det store hele gør jeg det her for min egen skyld og ikke for en svag forestilling om en masse læsere et sted ude i tågen.
Du har haft et meget interessant og actionpræget liv. Sparker du fortsat folks øjne ud, tramper på folks rygge med svømmefødder for penge, hjælper prostituerede veninder med at ydmyge forretningsmænd og så videre efter Real Stuff stoppede for tyve år siden … Eller HAR dit liv trods alt taget en mindre vild kurs på et tidspunkt?
– Jo ældre jeg blev, jo mere tog jeg tingene med ro. At udskifte alkohol med hash og LSD havde en stor indvirkning på at aftage mine aktiviteter. Jeg har været gift tre gange og har en voksen datter. Den slags ting lægger en dæmper på folk som mig. Mine eventyr har taget et andet aspekt.
– Og er du i øvrigt sikker på, at manden, der blev ydmyget af den prostituerede, var forretningsmand? Det melder historien ikke noget om …
(Martin: UPS! Efter at have modtaget svarene til interviewet, fandt jeg straks Real Stuff #5 frem og så efter. Det var IKKE, som jeg huskede det. Hvad siger det om mine fordomme om folk, der betaler en prostitueret til at binde een til et lokum, mens man bliver svinet til?)
Du viser os MEGET af dit privatliv i Real Stuff historierne. Er der nogen grænser for, hvad du vil lade dine læsere vide om dig og dit liv?
– Naturligvis er der grænser… Jeg ved, at der er meget, der ikke kommer med, men så igen er noget af det underbevidst, så det er umuligt at vide, hvad der bliver udeladt med vilje. Man kan ikke vise det hele… for der er ikke plads! Nogle ting er ikke relevante for historierne. Og det er ikke film, så mange detaljer kommer ikke med.
Du har højst sandsynligt haft din del af negative reaktioner fra folk, der er skide sure over måden, du har portrætteret dem på … Eller er blevet skide sure over overhovedet at være med i dine tegneserier i det hele taget?
– Der har været et par tilfælde, men ikke mange. Jeg praktiserer en vis mængde selvcensur.
– Nogle folk tror, at jeg står og kigger over tegnernes skulder og fortæller dem, hvordan de skal portrættere det hele … Intet kunne være mindre sandt! I nogle tilfælde har jeg først set siderne, når de var helt færdige. Et eksempel er i Real Stuff #10 i historien “Paybacks Are Hell” tegnet af Michael Dougan. Han sendte mig de fæ
rdigtegnede sider i sidste øjeblik, og da jeg kiggede dem igennem, var jeg ikke glad for hans afbildning af Max, en afroamerikansk advokat, der i dén grad reddede min røv. Dougan, en ærketexaner, havde tegnet Max, hvis rigtige navn var Carl Maxey, som en jive-ass hustler med en pompadourfrisure og en truende attitude. I det virkelige liv var Maxey et ordentligt menneske og lå i både udseende og opførsel meget langt fra Dougans version. Tiden var knap, og der var ingen chance for, at jeg nogensinde ville kunne få Dougan til at lave de ændringer, jeg ville have haft, specielt i forhold til at nå deadline, så jeg overgav mig og så igennem fingre med det. Stor fejl! Maxeys familie læste historien og blev vildt sure… de troede, at jeg havde givet Dougan besked på at tegne Max sådan, selvom det slet ikke var tilfældet. De er stadig sure på mig den dag i dag.
– Jeg har været overrasket over reaktionerne, som er kommet efter Boingboing.net har bragt nogle gamle Real Stuff-historier. I nogle tilfælde har kritikken været hård. En læser var sikker på, at jeg selv havde opdigtet “Close Call”-historien, som handler om en prostitueret, der var indblandet med nogle gutter, der var anklaget for mord. Læseren tog fejl. Jeg læste sjældent den lokale Santa Cruz-avis dengang, så hvad jeg ved om situationen er fra anekdoter. Jeg husker en eller anden komme ind i baren og ophidset fortælle os om en kvinde og hendes to venner, der blev arresteret. Men jeg fulgte ikke sagen. Jeg flyttede til San Francisco kort efter og så vidt jeg ved, blev anklagerne droppet og ingen blev nogensinde dømt. At beskylde mig for at opdigte den historie er unfair!
– Det er det samme med historien “Het!”, der handler om en affære, jeg havde med en biseksuel kvinde i Santa Cruz. Mange læsere tvivlede på, at sådan noget nogensinde kunne ske! De nægtede også at tro på, at jeg kom op at slås på en bøssebar. Eller at nogen som helst i 1976 kunne finde på at kalde os “hets” (slang for heteroseksuel, red). Men det hele skete nøjagtig som portrætteret, udover at tegneren fik os til at se skide godt ud, hvilket vi ikke gjorde.
Du havde nogle problemer med det seksuelle indhold i Real Stuff og derfor lavede du Real Smut hæfterne?
– Fantagraphics sagde, at de havde problemer med at få Real Stuff ind i Canada og Storbritanien på grund af det seksuelle indhold, så vi lavede Real Smut-bladet på Eros (Fantagraphics’ erotiske forlag, red.), og så udelod vi alle sexhistorierne fra Real Stuff efter #9.
Hvad er så historien bag Real Schmuck one-shottet?
– I Real Stuff #9 frygtede Fantagraphics et sagsanlæg og ville ikke lade mig lave en reference til McDonalds. Det irriterede mig, da jeg ville fortælle den virkelige historie, og ikke dække over sandheden. Jeg sammensatte Real Schmuck for at gøre det klart. Jeg betalte selv tegnerne og betalte for at udgive hæftet gennem Starhead Comix.
Det er meget tydeligt, at O’Daniel’s fastfoodkæden i Real Stuff #9 er McDonalds. Måtte du dække over meget i Real Stuff, eller var McDonalds den eneste store bekymring? Og er du klar over, at hvis du havde spillet dine kort rigtigt i den historie, kunne du have været blevet gift med en McDonalds-arving og blevet rig?
– Det var kun McDonalds-referencen, der gjorde Gary Groth og nyligt afdøde Kim Thompson (medejere af Fantagraphics, red.) nervøse. De var blevet sagsøgt to gange før og det havde næsten drevet dem fallit. De havde dog intet at frygte. National Lampoon havde allerede skambidt McDonalds ved at bruge deres navn og logo satirisk. Men det vidste jeg ikke på det tidspunkt, hvor Fantagraphics pålagde mig censur. Og angående at blive gift med en McDonalds arving… det var aldrig rigtig en mulighed!
I modsætning til de fleste andre 90’er tegneserier stoppede læserbrevsiden i Real Stuff. Hvorfor?
– Vi bragte kun læserbreve i de tidlige numre. Vi fik breve fra Charles Bukowski, Joe Bob Briggs og Ivan Stang. Vi fik dog ikke mange læserbreve … Eller hvis vi gjorde, så jeg dem i hvert fald ikke.
Hvad vil du foreslå som et godt soundtrack til Real Stuff?
– Prøv med Big Daddys diskografi.
Hvilke tegneserier, bøger og blade læser du nu om dage? Holder du dig opdateret på nyere tegneserier?
– Jeg læser meget noir fiction og følger med i nogle bestemte TV-serier: Homeland, The Americans, Ray Donavan, Justified, Banshee, Game Of Thrones, The Borgias, Newsroom, Hell On Wheels, Veep og så videre. Jeg er ikke opdateret på nyere alternative tegneserier. Jeg abonnerer stadig på Rolling Stone. Jeg læser også Cat Fancy, Northwest Leaf (et månedligt blad, der dækker den spirende medicinske marihuana scene på USAs vestkyst), The Match!, Mineshaft (som i ny og næ trykker nogle af mine ting) og The Seattle Times.
Lad os høre om den nye Dennis P. Eichhorn’s Real Good Stuff-udgivelse. Hvordan kom det projekt op at stå? Det bliver de første nye Real Stuff-historier i næsten tyve år – er historierne om oplevelser fra hele dit liv eller vil det mest handle om nyere oplevelser?
– Tom Van Deusen og Max Clotfelter, to Seattle-tegnere, spurgte mig, om jeg ville lave manuskripter til dem og Noah Van Sciver til historier, som de ville udgive i en tegneserie. De lavede en Kickstarter-indsamling med et mål på $2500 til formålet. På nogenlunde samme tid begyndte Boingboing.net at bringe mine gamle Real Stuff-ting online hver uge. Opmærksomheden derfra var godt for Kickstarter-projektet, som endte på næsten $4400! Eftersom vi nåede over indsamlingsmålet, valgte vi at udgive to numre med den nye titel “Dennis P. Eichhorn’s Real Good Stuff” som en 64-siders bog med to covers (så man kan vende bladet to veje, red.) – det ene cover af Aaron Lange og det andet af Mary Fleener. Nogle af historierne havde jeg haft på hånden i et stykke tid, mens andre er lavet ud fra skriverier, jeg har lavet til en football log (“flog”), under den amerikanske football-sæson. Nogle handler om ting, der skete for længe siden, faktisk havde manuskriptet til “Gone But Not Forgotten” været forsvundet i næsten femten år – mens nogle få handler om nyere oplevelser.
De nye historier bliver udgivet på Poochie Press, som er et lille forlag. Var Fantagraphics nogensinde inde i billedet for nye Real Stuff-tegneserier?
– Poochie Press bliver drevet af Tom van Deusen. Gary Groth, Fantagraphics’ ejer, har ikke været så venlig ved mig siden McDonalds-episoden for mange år siden. Jeg tvivler meget på, at han nogensinde vil udgive nogle af mine ting igen, og det er fint med mig.
Der er nye og gamle tegnere med i “Dennis P. Eichhorn’s Real Good Stuff”. Hvordan var reaktionen fra de tegnere, du har arbejdet med før, da de blev spurgt om at tegne dine nye historier?
– Dem jeg kontaktede – Mary Fleener, Jim Blanchard, Sean Hurley og Pat Moriarity – tog alle godt imod tilbuddet. Pat var endda en af initiativtagerne til projektet. Men igen: jeg har holdt kontakt med rimelig mange af tegnerne gennem årene. Jeg er medvært til en Super Bowl-fest hvert år i Seattle, hvor der ofte kommer tegnere, jeg har arbejdet med. Nogle af mine bedste venner er tegnerne, jeg har samarbejdet med.
Du havde garanteret en idé om, hvem du gerne ville arbejde med igen … Og hvem du i hvert fald IKKE gad arbejde med igen?
– De nævnte tegnere er alle sjove at arbejde sammen med. Det er 99% af de andre tegnere også. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde vil arbejde med Rantz A. Hosely igen. For årtier siden klokkede han totalt i det i et projekt, jeg havde sat ham på – efter hans egen lange, lidenskabelige opfordring. Hans mor ringede endda til mig og undskyldte for hans manglende evne til at lave ting færdige til en deadline. Han har senere fået en del anerkendelse, men jeg tror ikke, vi er bestemt til at lave noget sammen.
Hvordan er processen, når du arbejder sammen med tegnerne? Laver du pindemænd og talebobler til dem? Hvor meget frihed har de til at tegne dine historier, som de vil? Har processen ændret sig i arbejdet med de nye historier i forhold til de gamle?
– Oftest skriver jeg bare detaljefyldte manuskripter og bruger ikke pindemænd. Normalt kender jeg tegnernes styrker godt nok til at føle mig sikker på de afvigelser, der måtte være. Vi taler altid større problemer igennem. Det er rimelig meget samme proces, som jeg altid har brugt.
– Her er et eksempel. Jeg skrev et manuskript til Mary Fleener. Hun bliver nødt til at presse det lidt sammen for at få det til at passe på to sider. Jeg stoler på hendes dømmekraft.
MR. GUITAR-PICK MAN!
By Dennis P. Eichhorn. Artwork by Mary Fleener.
Panel 1: (Upper Caption: AT ONE TIME, I HUNG OUT WITH SEATTLE’S THEATER CROWD. WE’D OFTEN GATHER AT THE COMET TAVERN ON PIKE.) Depiction of the Comet Tavern’s facade, with some beautiful people going in.
Panel 2: (Upper Caption: ONE AFTERNOON, A FRIEND SAID… ) A handsome young man with good cheekbones is presenting another person to me, as we stand at the bar, saying, DENNY, HAVE YOU MET ROGER? HE’S THE STAGE MANAGER AT THE PARAMOUNT. I say, HOW DO YOU DO? as we shake hands. Roger, who is shorter than me, trimly bearded with designer eyeglasses, eagerly says, CAN YOU HELP ME OUT? I’M LOOKING TO SCORE SOME GANGA! I reply, in a second voice balloon, LET ME MAKE A CALL.
Panel 3: (Upper Caption: I PHONED MY FRIEND AL, WHO LIVED NEARBY.) I’m holding the receiver of a pay phone to my ear, and Al (fully bearded, long dark hair, jovial, and big, a sort of benign biker), in an inset, says, SURE, COME ON OVER! I reply, SEE YOU SOON!
Panel 4: (Upper Caption: FIVE MINUTES LATER, WE WERE SITTING IN AL’S LIVING ROOM, SAMPLING HIS WARES.) Roger, sucking on a joint, says, PHHTT… HEY, THIS IS GOOD WEED! HOW MUCH? Al replies, $250 AN OUNCE. Al’s apartment is book-lined, with lots of comic-related junk around. He’s a collector.
Panel 5: Roger says, OK, I’LL TAKE ONE! AND HERE’S SOMETHING YOU MIGHT GET OFF ON… as he takes out his wallet.
Panel 6: Close-up of wallet, as Roger extracts a guitar pick, his voice balloon saying, HERE, CHECK THIS OUT! as he hands it to a surprised Al.
Panel 7: Roger says, WHEN DEREK AND THE DOMINOES PLAYED THE PARAMOUNT, CLAPTON DROPPED THIS BACKSTAGE! I PICKED IT UP! as Al and I both are staring at the pick in Al’s hand. An inset depicts the side we are looking at, which reads, ERIC CLAPTON
Panel 8: The other side reads, GOD, and our voice balloon(s) read, WHOA! Both sides of the guitar pick are psychedelically rendered. Roger’s voice balloon says, IT BELONGED TO “SLOWHAND”!
Panel 9: Roger, all sincerity, says, I WANT YOU TO HAVE IT, AL. AS A TOKEN OF MY RESPECT.
Panel 10: Al is flattered, and says, THANKS, ROGER! I’LL KNOCK FIFTY BUCKS OFF THE COST OF THE POT!
Panel 11: Roger, all smiles, says, PHHT… COOL! as he takes another toke, and hands some money to Al.
Panel 12: (Upper Caption: WEEKS PASSED, AND ROGER BECAME ONE OF AL’S STEADY CUSTOMERS. THEN, ONE EVENING AT THE COMET… ) I’m sitting at the bar, and Roger is sitting nearby at a table with a pretty young woman. I’m thinking, THAT ROGER IS QUITE THE SMOOTHIE! as he says, YOU REALLY STOOD OUT IN THAT LAST PRODUCTION! and she, smiling, says, WHY, THANK YOU, KIND SIR!
Panel 13: Roger says, DARLA, THERE’S SOMETHING I’D LIKE TO SHOW YOU… as he digs out his wallet, and I’m thinking, HUH?
Panel 14: Roger has extracted a guitar pick, and handed it to Darla, who has it in one hand as she looks looks at one side, saying, “ERIC CLAPTON…”
Panel 15: Darla, turning the guitar pick over, says, “… GOD!”as Roger says, YES, ERIC DROPPED IT BACKSTAGE AT THE PARAMOUNT, AND I SNAGGED IT!
Panel 16: Roger, all sincerity, just as he exhibited at Al’s, says, I WANT YOU TO HAVE IT, BECAUSE YOU’RE SO HEAVENLY! She says, OH, MY! THANK YOU, ROGER! as I think, CORNY… BUT EFFECTIVE!
Panel 17: They exit through the front door, Darla clinging to Roger’s arm, as I think, WE’VE ALL BEEN PLUCKED… BY GOD’S GUITAR PICK!
END
Hvor mange af tegnerne har du mødt i virkeligheden? Hvem af dem tegner dig mest korrekt, synes du?
– Jeg har mødt størstedelen af tegnerne. Der er nogle få, som jeg aldrig har fået lejlighed til at møde, men kun en lille håndfuld. Det er nok Holly Tuttle, der bedst rammer min personlighed i tegneserierne. Robert Crumb fortalte mig engang, at han syntes, hun var den, der portrætterede mig bedst.
Kan vi forvente flere Dennis P. Eichhorn-tegneserier i fremtiden?
– Jeg kan ikke se, hvorfor der ikke skulle komme mere. Hvis jeg er i live, vil jeg sikkert skrive noget.
TUSIND TAK for at svare på interviewet. Jeg glæder mig til de nye historier!
– SELV TAK! Vi vil prøve ikke at skuffe dig.
