Gävle Konstcentrum i Sverige udstillede i sommer i år en fin samling af skitser fra Chris Wares værk. Herudover kunne man se det komplette hovedværk Jimmy Corrigan – den klogeste dreng i verden ophængt på to vægsider. Det satte tanker i gang. Fordi hvordan var det lige, at tegneserien kom fra børneværelset til de bonede gulve? Og hvad er der sket med den i mellemtiden?
Af Pernille Arvedsen
Tegneserien er i gang med den helt store tilbagekomst.
Fra gyldne år med oplag i hundredetusinder henover golde tider med udkonkurreringen fra nye medier, oplever tegneserien sin renæssance.
Men ingen genkomst uden forvandling.
Fra at tilhøre populærkulturen og være hovedsagligt mainstreamorienteret har tegneserien udviklet sig som genre hen imod også at være finkulturel. Med oplagsnedgangen er der sket en redefinering på indholdssiden såvel som på det stilistiske udtryk. Man kan tale om en bevægelse fra det fantastiske ind i det virkelige, fra det barnlige ind i det voksne, fra det overmenneskelige ind i det alt-for-menneskelige. Stilmæssigt har tegneserien bevæget sig fra det farvesprudlende opslag med galakser og universer hen imod det noir og navlebeskuende; det som vi kender til i forvejen. Hvad gør familien ved den enkelte? Hvad betyder barndommen? Hvad stiller vi op, med de erkendelser der hører voksenlivet til?
En sådan proces har selvfølgelig mange ansigter, men et sted hvor man i særlig grad kan få øje på overgangen er i superhelte-ikonet. Den klassiske superhelt har gennem årtier været uforandret. En ophøjet, tilbagetrukket, semiguddommelig skikkelse, der i sin funktion af frelser ikke kan beflitte sig med hverken det hverdagslige eller det eksistentielle.
Man kan måske med Supermans sensibilitet over for kryptonit tale om en mindre grad af menneskelig tilskikkelse. Men dødeligheden til trods er han altid forblevet ophøjet. En, i både åndelig, fysisk og moralsk forstand, overlegen skikkelse.
Tegneserier er ligesom musikkompositioner, ifølge Chris Ware. Her ses Jimmy Corrigan – Den klogeste dreng i verden i sin fulde længde; som i et partitur ser man hvordan farver og symboler giver anslag til stemninger på niveauer hinsides det umiddelbare narrative forløb.
Hos Spiderman kan man også argumentere for en flirten med superheltens menneskelige sider; Peter Parkers genvordigheder med tante May og onkel Ben, med kvinderne og med jobbet fylder således en hel del. Men der er udelukkende tale om rammefortællinger. Den samme historie hives op af skuffen igen og igen, alene for at fungere som baggrund for den egentlige handling: Superhelten der redder verden. Peter Parker udvikler sig aldrig, hans problemer er redundante og en egentlig progression, eller regression, som menneske, oplever han aldrig.
Med Alan Moore og Dave Gibbons Watchmen (1986-87) og med Frank Millers Batman: The Dark Knight Returns (1986) sker der imidlertid en omkalfatring af superhelten, og man kan tale om, at superhelten bliver mere tredimensionel. Fokus bliver nu også bagsiden af superheltemedaljen. Det at være alene med ansvaret. Det at være ensom. Erkendelsen af at det aldrig bliver rigtig godt. Millers Batman er således både dødelig, deprimeret og moralsk anløben. Det samme gør sig gældende for superheltene hos Gibbons og More, der tillige er overvejende egoistisk motiverede. Et hidtil uhørt karaktertræk hos en superhelt.
I 2004 udkommer It’s A Bird af Steven T. Seagle og Teddy Kristiansen. Her er dekonstruktionen af superhelteskikkelsen fuldstændig. Ved at sammenstille sit eget alt-for-menneskelige selv og Supermans overmenneskelige samme, sætter Seagle spørgsmålstegn ved superheltens berettigelse og relevans i det hele taget. Og ikke mindst, han får derigennem udpeget de mere menneskelige aspekter hos superhelteskikkelsen. Forfængeligheden. Egoismen. Storhedsvanviddet.
Sideløbende med den tiltagende antropomorfisering af superhelten er det som om, at tegneserien kommer i tanke om selve mennesket; genren begynder på et tidspunkt at tale om, hvad det vil sige at være menneske. Og hvad der er virkelig interessant her, er, at den med sin oprindelse i bl.a. superheltemytologien, har en unik mulighed for at levere nye og alternative vinkler på præcis dét tema.
Filosoffen Ludwig Wittgenstein argumenterer for, at forskellige livsformer har forskellige sprogspil, og at disse sprogspil har deres unikke grammatikker, hvorved det enkelte sprogspil kan være svært oversætteligt. Religionen har sin unikke grammatik. Matematikken sin. Filosofien. Etc. Uoversætteligheden er ikke så interessant i denne sammenhæng, snarere det, at der er unikke udtryksformer.
Fordi hvis nu vi antager, at tegneserien, ud over at være en historiefortælling der benytter sig af både visuelle og litterære virkemidler, også, indenfor rammerne af dette, har sit unikke sprogspil med sine specifikke grammatiske anordninger, så kunne man sige, at superheltene, fantasifigurerne, de alternative universer (Andeby, Metropolis, Valhalla etc.) tilsammen danner delene i en særlig syntaksform, et særligt parameter med særlige, indforståede referencerammer. Og som sådan udgør tegneserien en unik måde at skrive en historie på, en unik måde at beskrive det at være menneske på.
Projektet Corrigan startede i Chicago i 1993 som seriestribe i gratisavisen NewCity. Siden er den udkommet i flere forskellige albums og formater, og i flere lande. I 2010 udkom Jimmy Corrigan – Den klogeste dreng i verden på dansk på forlaget Aben maler.
Og med dette er vi tilbage ved udgangspunktet. Udstillingen i Gävle, Chris Ware og Jimmy Corrigan. Og spørgsmålet om hvordan vi kom fra børneværelset og ind på de bonede gulve.
Udstillingen bestod af skitser fra både nye og gamle serier. Hertil var der to film. Hovedattraktionen var uden tvivl Jimmy Corrigan-udgivelsen. Det er med denne serie at Ware i væsentligst grad udfolder tegneseriens unikke potentiale.
Kort fortalt er Jimmy Corrigan et indblik i et forlist menneskes eksistens. Hvad der ligger bag. Og hvordan det tager sig ud; for Jimmy selv og for hans omgivelser.
Kardinalpunktet er skæbnen. Hvad den betyder for det enkelte menneskes udfoldelsespotentiale eller mangel på samme. Jimmy Corrigan-historien viser på en unik facon alle de tråde, der trækker i den enkelte; slægten, tiden, bygningerne og hin skelsættende hændelse. Den viser hvor spændt ud individet er, og hvor manøvredygtigt det er til at håbe, fortrænge eller vrangvride. Og så igen, hvilke omkostninger dét har.
Overordnet set udfolder historien sig i kontrasterende niveauer af virkelighed og overvirkelighed. Der er på den ene side den ublu virkelighed; ørkesløs og skæbnetung, en slægt-skal-følge-slægt-virkelighed med Jimmy C. som sidste skud på stammen af forkrøblede Corrigan-individer. På den anden side, som en konstant parallelitet, er der så fantasierne. Et overvirkeligt niveau der svinger drastisk mellem det megalomaniske og det hyperromantiske. Mellem hævn og lykke. Jimmy C. der i fantasien domfælder og dræber og mæsker sig. Eller Jimmy C. der rider ind i solnedgangen med sit livs udkårne.
Denne parallelstruktur skaber en unik udspændthed der, udover at udfordre, har en akut effekt på læselysten. Til trods for at karakteren er dysfunktionel og i bund og grund usympatisk, til trods for at historien som sådan er håbløs og trist, og til trods for at læsningen er både svær og krævende, holdes man stangen.
Indenfor dette narrative spændingsfelt lykkes det desuden for Ware at opløse illusionen om kronologi, kongruens og orden. Gennem billedgentagelser, symbolfigurer og visualiseringen af forskellige fantasier og forestillinger fremstår bevidstheden i dens mange lag. Og det er her Ware virkelig sublimerer tegneserien og som sådan bidrager til denne som kunstart.
På ét opslag formår han at vise: Hvad der sker. Hvad de forskellige karakterer forventer der vil ske. Og hvad de drømmer om, der kunne ske.
Der var mange originaltegninger på udstillingen i Gävle. Her et eksempel hvor Ware dygtigt kontrasterer det døde billedindhold med den ekstreme tekstboble; stilheden og ensomheden i Jimmy Corrigans eksistens er LARMENDE.
Dels er der tekstboblerne, der på voldsom og anmassende vis betoner tingenes triste (s)tilstand på billedsiden. Et fuldstændig passivt opslag indledes med OG SÅ! eller MEN … Jimmys fantasier skildres m.a.o. ikke kun i tegnestriben, men manifesterer sig også i tekstboblen.
Ware har på et tidspunkt udtalt, at tegneserien for ham fungerer ligesom musik; en komposition bestående af tempo, rytme og følelse. I overensstemmelse med dette virker tekstboblerne som dramatiske akkorder, der fremhæver niveauer hinsides den umiddelbare historie.
Et andet element der får en til at tænke på musikpartituret er de mange symbolfigurer som Ware benytter. Den røde fugl, den grønne plante, sne, heste, hjorte etc. Alle er de distinkte i deres fremtrædelsesform; enten ved deres farve eller ved deres form. Det er bestemt ikke noget man overser i selve læsningen, men på udstillingen i Gävle, hvor alle opslag var ophængte, kunne man i særlig grad gennemskue og overskue hvordan de forskellige symboler fungerer som indlagte stemningsmarkører; talende direkte til læserens underbevidste.
Ud over symbolfigurerne benytter Ware sig også af den klassiske tegneseriefigur; og i særlig grad af Superman, omend i en noget omgjort version.
Som et megasymbol betoner superman-figuren hos Ware udspændtheden mellem virkelighed og fantasi. Han er det ultimative tegn på frelse og lykke. Men hver gang skuffer han. Sidst i historien låner Jimmy C. sin fars Superman-trøje og som sådan direkte mærket med vrangforestillingen om et bedre liv afgår de sidste illusioner om ‘en slags familie’ ved døden. I larmende stilhed.
Det er en semantisk genistreg af Ware at bruge superhelten som flugtlinie-figur i Corrigan-universet. På den ene side, og i overensstemmelse med superheltens originale fremtoning, symboliserer denne troen på noget bedre. På den anden side, i postmodernistisk positur, er superheltens tilstedeværelse en slags bevisførelse for at tro blot er drømme, der igen blot er illusioner. Superhelten demaskerer paradoksalt det alt-for-menneskelige ved tilværelsen.
Som sagt er der inden for genren sket en omkalfatring af superhelten, men det er Ware, der så at sige gennemfører forvandlingen. Fra at være et overmenneske bliver superhelten alt-for-menneskelig. Fra at være absolut hovedperson med universet som legeplads er superhelten blevet antihelt og bifigur.
Og det er via denne forvandling at Ware lykkes med at sublimere tegneseriens potentiale for at fortælle historier på en særlig måde. Ved at udnytte et for tegneserien unikt grammatisk komponent, trækkes sider af den almindelige, menneskelige tilværelse frem på særegen maner. Jimmy C.’s liv, hans fantasier og virkelighedsopfattelse, og niveauerne i disse, får mulighed for at blive fortalt på en særlig måde. Der er tale om en virkelighedsbearbejdning samt skildring, der er forskellig fra fx litteraturens og filmens.
Og det er måske dét der har givet tegneserien sin renæssance og dermed også adgangen til de bonede gulve; at den kan noget andet og noget enestående.
Del på
