Jakob F. Nielsen anmelder Simon Petersens “Anikonisme”.
“Anikonisme” er en tegneserie om et kultursammenstød i Gjellerupparken. Konflikten mellem billedforbud og billedmageri og den kulturelle splittelse hos hovedpersonen er et virkelig godt og relevant tema for en tegneserie. Men handlingen tager ikke ordentlig fat på problemstillingen.
“Anikonisme” er navnet på en ny tegneserie af Simon Petersen. Den følger med udgangspunkt i konflikten mellem billedforbud (græsk: an- = negativt præfiks og ikon = billede) og tegneserien, som en fortælling i billeder, den unge dreng Khalids liv i Gjellerupparken og hans spæde start til at blive en tegneserietegner. Han har evner for at tegne, men hans fædrende kultur ser ikke positivt på hans interesse, specielt ikke hans religiøst fanatiske onkel, der står som den store trussel for Khalid.
Handlingen begynder, da den lækre redaktør for skolebladet, Wynona, giver Khalid til opgave at tegne karikaturtegninger af lærerne. Men hans klassekammerat Kazim bliver jaloux over, at pigen retter sinopmærksomhed mod Khalid, og der vanker bank. Mobberiet eskalerer i, at plagen, Kazim, bytter en for grov karikaturtegning ud med Khalids, som så bliver trykt for hele skolen at se. Khalid får skylden og store problemer.
Tegneseriens konflikt mellem billedforbud og billedmageri og den kulturelle splittelse hos Khalid er et virkelig godt og relevant tema for en tegneserie – den stiller spørgsmål ved tegneseriens skabelsen. Men handlingen tager ikke ordentlig fat på problemstillingen.
“Anikonisme” forsøger fint at behandle det forsømte perspektiv, at fortælle de etniske mindretals historie fra deres synspunkt, i en ellers tyndslidt og skævvredet debat om integration i Danmark. For eksempel udstiller et par episoder kreativt, hvordan indvandrere udsættes for diskrimination. En side fortæller historien om, hvordan Khalids onkel optimistisk ankommer til Danmark, går igennem det danske system af asylcentre, lortejob, arbejdsløshed og kommer ud på den anden side genstøbt, omend stereotypt, i form af en eddikesur fundamentalistisk islamist. Men i sidste ende formår tegneserien ikke at sætte liv i dens grundliggende konflikt, og resultatet bliver i stedet en middelmådig tegneserie.
Simon Petersen viser i flere ruder, at han kan tegne. Jeg var specielt imponeret over sjettesidste side i første bind, men alligevel bliver tegnestilen ofte sjusket og hjælpeløs. Desuden er handlingen bygget op over en enkelt episode (karikaturtegningen i skoleavisen), som ikke formår at give karaktererne historisk og kulturel motivation; det bliver en lille ubetydelig episode i Khalids liv, og derfor flagrer slutningen usammenhængende og løsrevet fra handlingsforløbet. Til sidst skurer det tætpakkede sprogbrug af slang som “pik”, “nederen”, “fuck”, “najse”, “fucking griner” mm., som bliver alt for dominerende. Der skabes ikke distinktion mellem karakterernes sprog, og der skelnes heller ikke i sproget i forhold til fortælleren – så alle karaktererne tager udifferentieret hipster- og streetsmarte ungdomsslang i munden: Lige fra Khalids fars “fuck…”, den religiøse onkels “Fuck it”, skoleinspektørerens “… fucking…”, fortællerens “Nej, det er ikke pis…”. Det tenderer til en omgang lad parodi af en talemåde a lá julekalenderen “Yallahrup færgeby”. Blot fordi unge indvandrere for den snævertsynende etnisk danske del af befolkningen fremstår som kun havende provokerende termer i hovedet, er det jo ikke sådan i virkeligheden.
Men mange indvandrere har ganske givet brug for at blive sat ind i en anden fortælling end den stigmatiserende sort/hvide fortælling, som udøses og plejes i de danske medier. Og det skal Simon Petersen have cadeau for at have forsøgt at fortælle – omend produktet kunne godt have brug for en grundigere gennemarbejdning.
– af Jakob F. Nielsen
Faktaboks:
Karakter: 2/5
Værkets titel: Anikonisme, del 1-2
Seriens titel: Anikonisme
Forlag: Alpha Entertainment
Forfatter/tegner: Simon Petersen
Farve og form: Sort/hvid og paperback
Sidetal: 70 sider
Pris: (ikke oplyst)
ISBN: –
Udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark