Den norske komet Jason tegner ordløse serier, der berømmes internationalt
Spydige tunger vil vide, at der i Norge findes to slags serieskabere: de kommercielle, der laver humoristiske serier om kropsvæsker, og så undergrundstegnerne, der laver selvbiografiske serier om det at være ung og lave selvbiografiske serier. Den første gruppe har tidligere boltret sig i bladet Pyton (der også for en kort bemærkning viste sig i Danmark) og det nye succeshæfte Pondus, mens den anden gruppe specielt koncentrerer sig om det lille forlag Jippi, der udgiver antologi-bladet Forresten. Og så er der den unge komet Jason, der med sit eget blad Mjau Mjau (også udgivet af Jippi) ganske unddrager sig gruppering.
Tilsammen vidner alt dette om, at det norske seriemarked blomstrer i disse år. Det er der mange grunde til, men en af dem er en bevidst satsning indenfor den kommercielle presse, hvor man fra Norsk Kulturråds side har ydet økonomisk støtte til at dagblade og serieblade som Ernie, Larson og Tommy & Tigern har kunnet bestille norskproducerede tegneserier i stedet for de billig
ere syndikerede serier fra USA. Det har givet mange tegnere mulighed for at arbejde professionelt med deres ting, hvilket ganske som forventet også har givet afkast i et kvalitativt løft. Det kunne være spændende at se, hvad der ville ske, hvis man herhjemme kunne få Seriefonden med på noget lignende.
Socialsurrealisme
Jason (født 1965 i Molde), der i det civile samfund går under det velklingende navn John Arne Sæterøy, har imidlertid valgt at gå en anden vej og næsten udelukkende publicere i de mindre kommercielle tidsskrifter. I 1987 flyttede han til Oslo for at gå på Statens Håndverk- og Kunst-industriskole, hvor hans hovedopgave var en tegneserieudgave af nordmanden Stein Rivertons klassiske kriminalroman Jernvognen (1909). Siden har han ernæret sig som freelance illustrator. Gennembruddet kom i 1995 med albummet Lomma full av regn, der solgte forskrækkelig lidt, men blev belønnet med årets Sproing-pris for bedste album og også er udkommet på svensk.
Albummet er tegnet i en noget stiv, realistisk stil og den besynderlige historie er blevet kaldt socialsurrealisme. “Handlingen er ikke så vigtig,” siger Jason selv om albummet, “jeg vidste at serien skulle begynde med en mand, som bliver gravet ned i en ørken, men jeg havde ingen anelse om at det skulle ende på Påskeøerne.”
I det norske tegneserietidsskrift Tegns kåring af det forgangne århundredes bedste norske serier røg albummet ind på en førsteplads. Imidlertid er der nok ingen tvivl om, at Jason her endnu ikke har fundet sin stil, hvilket han tilsyneladende også selv er klar over i dag:
“Før mit første Mjau Mjau-hæfte havde jeg lavet et album tegnet i en realistisk stil. Jeg blev aldrig tilfreds med tegningerne. Figurerne virkede stive og livløse. Oven i købet tog det lang tid at tegne, ca. en uge pr. side. Derfor forsøgte jeg mig med forskellige stilarter i Mjau Mjau 1 og 2, bl.a. dyrefigurer som passede mig betydeligt bedre. Da jeg så fik lyst til at lave en barndomsserie (som blev til første del af Vent litt…) faldt det mig naturligt at fortsætte med dyrefigurer.”
Realistiske dyr
Efter et kort intermezzo med en lettere surrealistisk dagstribe til avisen Dagbladet begyndte Jason i 1997 at udgive sit eget tidsskrift Mjau Mjau på Jippi, hvor der siden er kommet 10 numre. Den høje produktivitet er på ingen måde gået ud over kvaliteten. Tvært imod lykkedes det ham efter de første, famlende par numre at finde sin helt egen stil og det med en imponerende succes. Serierne herfra er blevet trykt i Sverige, Schweiz, Finland, Holland og USA. Det svenske album Vänta lite… (der optrykker Mjau Mjau 3-4) udkom sidste forår og er også udgivet i Frankrig. Det nyeste album Schhh! (der optrykker Mjau Mjau 5-9) udkom sidste efterår i et svensk/norsk samtryk op til bogmesserne i Bergen og Göteborg. Samtidig blev Jason også nomineret til den prestigiøse amerikanske Ignatz-pris i kategorierne Outstanding Story og Outstanding Series. Jason vandt ikke, men alene en nominering ved siden af sværvægtere som Alan Moore og Chris Ware vidner om den anerkendelse, der på så kort tid er blevet ham til del. Og det fuldt fortjent.
Jasons foreløbige hovedværk, hans mest helstøbte præstation, er uden tvivl den todelte historie Vent litt… Den er, som alt andet Jason har tegnet, i sort/ hvid i en klar streg, der bringer mindelser om Jeff Smiths Bone. Også hos Jason er der tale om dyrefigurer, men mere som i traditionen fra de gamle Disney-serier (eksempelvis Floyd Gottfredsons Mickey Mouse-dagstriber fra 1930erne), hvor dyrene har menneskekrop og menneskegenskaber og hvor brugen af antropomorfiske figurer snarere er en videreudvikling af et karikeret univers end et forsøg på at fortælle fabler.
Ser man bort fra dyrefigurerne, er det en meget realistisk og jordnær historie, Jason har lavet. Handlingen er enkel: to drenge bor i et kedeligt byggeri, går i skole, læser Batman, drømmer om fremtiden og forsøger at begribe, hvad det er for en verden, de voksne lever i. I andet afsnit er den ene af drengene blevet voksen og har ikke fået indfriet nogen af drømmene. Han er fraskilt, drikker lidt for meget og stempler ind på fabrikken hver morgen. Se det lyder jo som en kedelig gang 70er-realisme, men det er langt fra tilfældet. Netop den karikerede stil og den sparsomme, meget bevidst symbolske fortælleteknik, forener historien med en poetisk dimension og en kunstnerisk kvalitet, som er fremmed for den rene socialrealisme.
Døden spiller en stor rolle i historien og hviler som en skygge over den voksne mands liv, fordi han muligvis er skyld i sin bedste vens død. Vi møder da også Døden, og han er en distingveret ældre herre i jakkesæt, mens Charon er chauffør på bussen, der kører rundt til specielle stoppesteder og samler folk op på vejen mod dødsriget. Der er således mange groteske situationer undervejs i historien, men den altovervejende følelse er tristesse over det liv, der ikke blev levet. Jason mener selv, at det blot er udtryk for en realistisk afspejling af virkeligheden:
“Det er muligt at mine serier er pessimistiske, men jeg ser mere på dem som realistiske. Ingen går rundt og er lykkelige hele tiden.”
Stum legesyge
Løssluppen er til gengæld den bedste beskrivelse man kan hæfte på de pantomime-serier, Jason påbegyndte i Mjau Mjau nr. 5. Her folder han sig bl.a. ud i en række korte absurditeter, der som oftest har form af metafiktive lege med populær-kulturelle ikoner som vampyrer, mumier, Dracula eller Tom Waits. En tilbagevendende favorit er også Darth Vader, som gennemgående har det temmelig svært, eksempelvis når han vil forsøge at leje en film i den lokale videobiks.
Frem til Mjau Mjau nr. 9 er der også en længere fortælling med en sort fugl i hovedrollen og det er den, som er blevet samlet i albummet Schhh! Der er ikke nogen egentlig handling, man følger blot fuglens vej igennem livet i en blanding af realisme og symbolisme. Når fuglen har haft samleje med en kvindelig fugl ligger frugten af deres forhold således allerede i hans postkasse næste dag og han må til at agere far!
Et længere forløb handler ligeledes om at et skelet en dag stiller sig op bag fuglen i køen ved et busstoppested og bliver ved med at følge efter ham. Til sidst bliver det lidt af en plage sådan at have døden i hælene, specielt når skelettet ligger ubarberet hjemme på sofaen og ikke gider andet end ryge cigaretter og drikke øl. Det kunne man jo nemt læse en masse alvorligt ind i, men den fornøjelse vil jeg overlade til læserens selvstudium og nøjes med at konstatere, at det er en tvetydighed, som Jason er yderst bevidst om at opnå:
“Der er begrænsninger i hvor komplekse følelser og handlingsforløb, det er muligt at skildre i stumme serier. Fjerner man replikkerne fjerner man et vigtigt element i tegneserien, men det tilfører også et eget, udefinérbart, magisk element. Jeg tror at det, at det er stumme serier, er vigtigere end det, at de indeholder dyrefigurer. Fraværet af replikker gør handlingen mere symbolsk, mindre konkret. Det åbner i større grad for tolkninger af læseren.”
Den umiddelbare inspiration til de ordløse serier har Jason fundet hos folk som amerikaneren Jim Woodring og franskmanden Lewis Trondheim. Men specielt en anden franskmand, Fabio, der har lavet stumme serier med en navnløs kat i hovedrollen, var en medvirkende årsag til at Jason turde binde an med sit pantomimeprojekt. Han har dog forbavsende hurtigt revet sig løs fra sine inspirationskilder.
Benni Bødker
Artiklen blev oprindelig bragt i STRIP! nr. 13.
