Velkommen til “Nr. 9 spørger”, hvor vi for sjov og alvor stiller Nummer9s bidragsydere et tegneserierelateret spørgsmål. Du er velkommen til at bidrage til diskussionen i kommentarfeltet – eller foreslå spørgsmål vi skal stille i fremtiden.
Denne første gang har vi spurgt:
Hvilken tegneserie drømmer du om bliver filmatiseret? Med hvilken instruktør og med hvilke skuespillere i hovedrollerne?
Morten Tjalve, anmelder
Når Peter Jackson og Steven Spielberg er færdige med alle 23 Tintin album, så kunne de jo passende kaste sig over Valhallaserien. Med 15 album på dansk, kan det vel snildt blive til en serie på i hvert fald 45 film, hvis Jackson får lov at bestemme.
Cast:
Thor: Kim Kold har musklerne til at fylde hovedrollen ud og får hermed sit internationale gennembrud.
Loke: Sacha Baron Cohen. Måske ikke et oplagt valg, men han har jo gjort en levevej ud af at snyde folk på film, så rollen bør ligge i fin forlængelse af Borat og Brüno.
Odin: Ian McKellen slipper man vel ikke uden om, når Jackson er med. Skulle der være danske interesser på spil, så kunne Jesper Christensen være en outsider.
Freja: Scarlett Johansson er oplagt som frugtbarhedsgudinden og med Iron Man 2, The Avengers og Captain America på CV’et vil hun glide ubesværet ind.
Fenrisulven, Midgårsormen og samtlige jætter: Andy Serkis. Og det er der vel egentlig ingen grund til at motivere yderligere! Der venter en Oscar rundt om hjørnet.
Erik Barkman, skribent
Egentlig drømmer jeg sjældent om filmatiseringer, hverken af tegneserier eller noget andet. Da jeg var dreng, kunne jeg ikke fascineres af en tegneserie eller en film uden straks at forestille mig, hvordan den kunne blive til et af de computerspil, jeg brugte så mange af mine vågne timer på. I dag foretrækker jeg typisk at nyde værker i den form, de nu engang har.
Men den slags puritanske betragtninger bringer os jo ikke videre i teksten! Så lad mig i stedet foreslå en filmatisering af min nyeste opdagelse: “Herbie Popnecker, the Fat Fury” (1964-67).
Richard E. Hughes’ og Ogden Whitneys vidunderligt bizarre tegneserie helt er en kuglerund knægt med kuglerunde briller og fjæset fastlåst i en lad, ligegyldig grimasse. Hans far er døden nær af frustration over sit dovne, uduelige afkom, men faktisk er Herbie en vaskeægte superhelt. Sine kræfter får han fra slikkepinde, som sætter ham i stand til at bekæmpe ondskab verden rundt – mens damerne dåner til højre og venstre.
“Herbie Popnecker, the Fat Fury” er et studie i dead pan-komik. Kombinationen af Whitneys stive, udtryksløse tegninger og Hughes’ bundgakkede historier er forrygende besynderlig og dybt fascinerende. Se selv her!
At forløse så bizar og uudgrundelig en seriehelt i filmform vil kræve en instruktør med en idiosynkratisk vision. Gerne én med et særligt blik for aparte ungdom, som kan forvandle Herbie til en mere afrundet, filmparat figur uden at forfladige ham. Jeg foreslår Wes Anderson, hvis meritter, hvad angår film om sære, unge knudemænd og -damer, tæller bl.a. de rent ud sagt fremragende “Rushmore” og “Moonrise Kingdom”.
“Herbie” kunne han passende lave som animationsfilm – som med “Fantastic Mister Fox” – men i udknaldet, farvestrålende 3D-animation snarere end stop motion. Så kunne Jonah Hill lægge stemme til hovedpersonen. Og J.K. Simmons kunne følge op på sin rolle i “Whiplash” med en rolle som Herbies far.
Kristian Bang Larsen, skribent
Det er halsløs og håbløs gerning, for Locas kan ikke filmatiseres. Jaime Hernandez har fortalt sine historier om de californiske punks Maggie og Hopey i over 35 år, og serien er så Tegneserie, så fuldendt en syntese af form og indhold, at ingen versionering i et andet medie ville kunne yde den bare tilnærmelsesvis retfærdighed.
Locas er, som ovenstående antyder, en absolut favorit hos mig, og den eneste tegneserie jeg virkelig kunne tænke mig at se filmatiseret – med det klare, selvpineriske bevidsthed om at jeg ville hade resultatet.
Men måske man skulle lade Gus Van Sant prøve. I hans mest personlige film, som “My Own Private Idaho”, “Paranoid Park” og cannesvinderen “Elephant” fortæller han, som Jaime Hernandez også gør det, om unge, ofte bi- eller homoseksuelle outsidere. Der er et tematisk slægtskab. Van Sant har et andet blik end Hernandez, men der kunne komme noget interessant ud af at lade hans drømmende, associative billeder møde Jaime Hernandez’ klare, rene stil.
Så kunne han for eksempel kaste sig over ”Wigwam Bam”, en af de mest romanagtige Locas-historier, en myldrende urban kollektivroman, der primært centrerer om den unge kvinde Hopey.
Hun kunne så blive spillet af Ellen Page, der er lige så køn, lille og fladbrystet som Hopey i tegneserien, og som i film som “Juno” og pædofilihævneren “Hard Candy” har vist, at hun kan spille hård og sårbar med så rigelige nuancer, at hun kunne fylde Hopey Glass diminutive sko ud.
Det bliver selvfølgelig en forfærdelig gang Hollywood-hvidvaskning. En film baseret på en mexicansk amerikaners tegneserie om latino-punks, hvor både instruktøren og hovedrolleindehaveren er hvide som kridt. Men det er altså den hvide, heteroseksuelle mands bedste bud.
Søren Frandsen, anmelder
1. Der bliver allerede arbejdet på “Fables”, så den gider jeg ikke skrive (håber dog, at de finder en skuespiller, der kan spille Bigby Wolf, så det ikke bliver en parodi på Wolverine).
2. “Ex Machina” af Brian K. Vaughan kunne være interessant.
Serien handler om Ex Machina om Mitchell Hundred, der under navnet The Great Machine er verdens eneste superhelt. Efter et uheld bliver han i stand til at tale med og i mange tilfælde styre maskiner – alt fra mekaniske våben til computere.
På 9/11 udfører han en masse heltegerninger, og efterfølgende bliver han valgt til borgmester i New York. Serien foregår, mens Hundred er borgmester krydret med flashbacks til hans tid som superhelt, hvor han bl.a. kæmper mod Jack Pherson, der kan tale med dyr.
Et tvist i serien er, at Hundred er åben i sin seksualitet forstået på den måde, at læseren (og figurerne i serien) ikke ved om Hundred er homoseksuel. Hundred selv vil hverken be- eller afkræfte noget.
Cast:
Mitchell Hundred: Ethan Hawke
Rick Bradbury: Jeremy Renner
Ivan “Kremlin” Tereshkov: Jeremy Irons
Jack Pherson: Clive Owen
Instruktør: Martin Scorsese (Han vil kunne gøre hele den politiske del af serien interessant). Han vil muligvis ikke kunne løfte actionscenerne optimalt… derfor smider vi et wildcard på bordet: Vi genopliver John Woos internationale karriere.
Producers: Jerry Bruckheimer og Brad Pitt
Christian Aarestrup, anmelder
“Scalped
” (af Jason Aaron og Guéra).
Denne native american-udgave af lige dele The Sopranos og True Detective ville egne sig forrygende til tv-seriefisering af den moderne slags. Der er tilpas meget familiesæbeopera, underverdensfascination og whodunnit-spænding til at fastholde interessen i mindst et par sæsoner, og indianerreservatsskildringen er tilpas original og vedkommende til at løfte underholdningen op på et vist niveau af samfundsrelevans.
Instruktion: Når vi nu formelt har at gøre med en krimi, der udspiller sig i et af det amerikanske samfunds betændte og nedbrudte udkantsområder, og en hovedrolle, der agerer som ufrivillig undercover-agent for FBI, og som trods en grundlæggende retfærdighedssans har store personlige problemer samt hang til stofmisbrug og ureglementeret voldsanvendelse, ligger valget af Cary Fukunaga (der bl.a. instruerede første sæson af True Detective) så lige for, at der ikke er grund til at tænke to gange, før man klapper til den.
Rollelisten er til gengæld ganske umulig at besætte “udefra”, da den givetvis ville bestå af en håndfuld endnu ganske ukendte skuespillere af oprindelig amerikansk afstamning. Herunder er det dog forsøgt alligevel, da der ellers ikke ville være meget sjov ved en artikel som denne.
Rick Mora
Dashill Bad Horse: Rick Mora er ikke superkendt, men har spillet en del traditionelle indianerroller (og en birolle som navnløs varulv i Twilight) og har et meget markant og meget native american udseende og ansigt. Han ville se fantastisk ud kronraget, har fysikken til at være en erfarnen slagsbror af en politiagent og ex-marinesoldat og kan trække det kvindelige publikum ind i butikken.
Lincoln Red Crow: Russel Charles Means (alt muligt, bl.a. den gamle medicinmand i Natural Born Killers) er omtrent den eneste indianske skuespiller, der havde pondus og genkendelighed nok til denne rolle, men han er jo så afgået ved døden (og ville have været for gammel). Rodney A. Grant (Danser med ulve, Geronimo) har stamtavlen, alderen og fjæset til at portrættere den gamle høvding, hvis ungdoms idealer og aktivisme er degenereret til kampen om magt og personlig vinding. Mekanikeren fra Fargo med den farlige udstråling kunne også være et bud.
Gina Bad Horse: Dashs mor skal i højere grad fungere i de mange tilbageblik end på seriens nutidsplan, så selv om Alex Rice (Sue Clearwater fra Twilight) virker ret oplagt, så er det nok nemmere med en yngre skuespillerinde, der så kan sminkes ældre. Undertegnede havde skrevet Misty Upham (Frozen River), som ville have været perfekt, men fandt så ud af, at hun døde sidste år i en alder af kun 32. Hm. Tonantzin Carmelo (Into the West, Imprint) har noget af samme i pagt med naturen og de ædle vilde over sig.
Bayliss Earl Nitz: På alle måder “a pig” af en ondskabsfuld og ulækker FBI-detektiv med overskæg og lommelærke og hele pibetøjet, det er unægteligt fristende at lade Tom Sizemore gentage sin præstation fra Natural Born Killers, men det kunne også være sjovt måske at få overtalt en rigtig pæn mand som George Clooney, der også gerne tager nogle knap så flatterende roller, til denne.
Carol Ellroy: Sanger- og skuespillerinde Vanessa Hudgens (High School Musical, Sucker Punch, Machete Kills) er afsindigt smuk, men ikke helt ung længere, hvilket fint matcher det hårde liv og medfølgende slitage, som rollen som høvding Red Crows frafaldne datter indebærer. Og lige som med Clooney er det sjovt at få én, der ser så sød og renskuret ud til at spille den rå og permanent rasende Carol.
Shunka: Michael (Danser med ulve) og Eddie Spears (Hell on Wheels, Six Feet under) har begge fysik og coolness til at spille høvdingens højre hånd og bodyguard. Under alle omstændigheder er brødrene selvskrevne til at optræde, om ikke andet så i baggrunden blandt de mange barske natives.
Dino Poor Bear: Kiowa Gordon (Twilight, hvad er det med de varulve og native americans?) er egentlig for gammel og for endimensionel til rollen som den ordentlige knægt, der knækkes af reservatets grusomheder og er udset til at blive næste generation Red Crow, endnu værre end de gamle gangstere, men undertegnende kender bare ikke nogen helt unge skuespillere af passende oprindelse.
Franklin Falls Down: Wes Studi (også Danser med ulve, Geronimo, Den sidste mohikaner) er sådan et ansigt, man har set i alle seriøse film, hvor der optræder mere end én native american, og det er helt naturligt at tildele ham rollen som den gode lokalbetjent, der bare forsøger at passe sit arbejde på trods af korpsets gennemførte råddenskab og opgavens komplette håbløshed.
Wooster T. Karnow: Bonderøvssheriffen, der bliver tvunget til at vælge side og for første gang i sit tjenesteliv måske gør en positiv forskel, kunne fint spilles både storskrydende og skrøbeligt af John Goodman.
Phoung Yii Brass: Igen er det indlysende valg, Pat Morita, afgået ved døden, mens tegneserien blev udgivet, så vi graver lidt dybere i posen finder James Hong frem, endnu et af de ansigter, der ikke er forbundet med nogle bestemte film, men utallige gange har siddet på “some asian dude”. Men han leverer altid varen og kan helt sikkert gøre den gamle, spinkle torturbøddel superskræmmende.
“Diesel Engine”: En ordentlig muskelbøf med måske et strejf af indianerblod i årene? Dwayne “The Rock” Johnson har vel aldrig haft en rigtig skurkerolle, uden formildende omstændigheder eller mulighed for sympati, denne kunne være anledningen.
“Catcher”: Hm. Igen svært at finde et stort nok navn, den aldrende tv-skuespiller Randolph Mantooth har måske gemt på en rendyrket galning i alle disse år og bare gået og ventet på denne rolle.
Graham Greene
Wade Rouleau: Frank Silva, selvfølgelig. Når Killer-Bob nu er af indiansk afstamning, så skal han da være med. Dashs far er ikke så stor en rolle, at det gør noget, at han ikke kan spille skuespil.
Granny Poor Bear: Irene Bedard, endnu mere selvfølgeligt. Den shamanistiske visdom kan kun formidles af (stemmen til) Pocahontas, og uanset hvem der fik rollen, ville de skulle sminkes 80 år ældre.
Og endelig er Graham Greene den mandlige shaman, der dør af et hjerteanfald; man må vist slet ikke lave noget om indianere uden ham.
