En ordløs dykkerrejse til bunden af havnen bliver til en magisk oplevelse i tre dimensioner. Komplet med 3D-briller er Matthias Picards ”Jim Curious Rejser til Havets Dyb” en af de sjældne oplevelser, der både er enkel og fyldt med dybde og rigdom. Og så er den for børn.
Lad mig starte med en indrømmelse. En side som Nummer9, der udelukkende gemmer sig et sted på internettet, kan slet ikke yde den her bog retfærdighed i forhold til billedeksempler. Så bær over med vores flade, todimensionelle udtryk. For den seneste udgivelse fra Aben Malers børnebogs-imprint er i god gammeldags 3D. Og når jeg siger ”gammeldags”, så er det fordi bogen er udstyret med to par rød-grønne-briller af den type, man brugte i bifferne under den første 3D-bølge i 50erne. Det er et genialt træk, at der er to par briller, da det giver forældre mulighed for at opleve bogen sammen med deres rollinger.
Historien er simpel. Døren i et lille hus bliver sparket op, og en næsten kuglerund gut i en gammeldags dykkerdragt kommer vraltende ud. Verden er stadig i 2D. Han hopper i havnen, og så er der pludselig dybde i billedet. Det første han møder er fisk, rør fra fabrikker og gamle biler, der er blevet kørt i havnen og glemt. Men der er åbenbart ikke nogen havbund (og så kunne man jo spørge sig selv om, hvad bilerne hviler på, men nu ER der jo tale om en fantasirejse), så dykkeren – som titlen jo fortæller os hedder Jim – fortsætter nedad. Og nedad. Og videre nedad.
Efterhånden som Jim kommer længere ned i dybet – og her er der nok tale om både havets, fantasiens og sindets dybde, hvis man skal lege voksenlæser og Fortolker-Holger i stedet for bare at tage med på rejsen sammen med børnelæserne – bliver dyrene større og større og mere og mere fantasifulde. Kæmpeblæksprutter, hvaler og store hajer gemmer sig i dybet lige ud for Jimmys hus. Det samme gør nedsunkne byer og flyvemaskiner. Verden bliver nærmest abstrakt, og hvad gemmer der sig mon på bunden af havnens hav? Det vil jeg ikke afsløre. Selvfølgelig ikke.
Bogen kan i teorien læses på under ti minutter, men det ville være synd. I stedet anbefaler jeg, at man ikke lader sig friste af værkets mangel på tekst, men i stedet dvæler ved tegningerne og opholder sig i dem. Der er masser at pege på og snakke om, hvis man er to om læsningen. Højtlæsningsbøger KAN godt være uden ord.
Billedsiden er sort-hvid. Og når man kigger på den uden brillerne, så er den faktisk lidt fnidret. Der er sort oven på sort, og man savner nuancer og gradueringer, så man kan overskue tegningerne. Men det løser sig, når man tager brillerne på. Så hæver stregerne og formerne sig over hinanden i lag, og man sidder pludselig og kigger ind i et skyggefuldt, dunkelt univers. Det er lige på kanten af uhyggeligt, men så heller ikke mere. I stedet bliver det fascinerende og eventyrligt.
Der er også en vis grovhed ved tegningerne, der gør, at de aldrig falder ned i det tuttenuttehul, som mange mindre gode børnebøger kan falde i (heldigvis har vi her til lands en vanvittig fed tradition for udfordrende billedbøger, der ikke er bange for vanskelige emner, skæve vinkler og tegninger med kant – her kan vi være stolte!). Der er noget rustikt, stofligt og håndgribeligt over tegningerne, der ser dejligt håndlavede ud, og så formår Picard også at skabe vinkler og perspektiver, der gør sig godt i 3D. Heldigvis bruges 3D-effekten ikke til at stikke ting ud i hovedet på læseren, hvilket jeg altid har anset som værende et lidt billigt trick. I stedet giver effekten noget dybde og en fornemmelse af et rum, der nærmest opløser papirsidens begrænsninger. Man er en bedre mand end mig, hvis man kan lade være med at forsøge at stikke fingeren ind imellem alger og kloakrør og ind i bogens indre.
På mange måder er Jim i dykkerdragten reduceret til et ansigtsudtryk. Hans krop er rund og hyggelig på en bamse-agtig måde, men det er kun hans ansigt, der trænger igennem dragten. Hvad kan næsten være mere tegneserieagtigt (og her er ordet brugt på den GODE måde og ikke den dovne dårlige) end at fortælle en figurs historie udelukkende via ansigtsudtryk? Og ellers er det omgivelserne og rejsen, der leverer indholdet.
Jeg undgår helst film i 3D. Jeg kan ikke lide det. For mig kommer levende skuespillere i tre dimensioner til at ligne en bevægelig pop-up-bog og hiver mig ud af filmen i stedet for at hive mig ind. Men i tegneserier er det ikke en tosset effekt. Min eneste anden erfaring er i Alan Moore og Kevin O’Neills ”League of Extraordinary Gentlemen: The Black Dossier”, hvor det sidste kapitel foldede sig ud i tre dimensioner. Der fungerede det fint, men faktisk kan jeg bedre lide Picards løsninger. Eneste lille anke er måske den afsluttende folde-ud-side. Her kunne der have været plads til et fantasifuldt landskab, man aldrig blev færdig med, men i stedet er der tale om frit svævende havvæsener uden anden baggrund end en hvid flade. Det er meget sjovt, men kunne godt have været udnyttet bedre.
Men så er vi altså nede i bagatellerne. Det er en flot, smuk og fascinerende bog mest for børn, men også for os voksne, der elsker at opleve ting igennem fantasiens skønne filter.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Jim Curious Rejser til Havets Dyb
Forfatter/tegner: Matthias Picard
Forlag: God og Ond
Form: 52 sider i sort-hvid og 3D. Briller er inkluderet.
Vejl. pris: 160,-
ISBN: 9788792246721
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark
Oprindeligt udgivelsesår: 2014
Oprindeligt udgivelsesland: Frankrig
