Vinyl- og tegneserieelsker Lars Offersen har fundet 10 internationale album-covers, tegnet af tegneserietegnere som Robert Crumb, Carlos Giménez og Don Martin.
Mine favorit hobbies er vinyler og tegneserier. Og når disse mødes, er det dejligt. Så her har jeg lavet en liste med 10 tegneseriecovers af klassiske vinylalbums.
Det er udelukkende internationale plader – og tegnere – der er med denne gang, men jeg har også lavet en liste med danske tegneserie-pladecovers, som du kan se her.
Hvad er et tegneserie-vinylcover? Til denne artikel har jeg langt overvejende valgt covers der er tegnet af kendte tegneserietegnere, eller, i enkelte tilfælde, som har et tydeligt tegneserieudtryk.
At artister og tegnere mestendels er af ældre dato, skyldes at det er dem jeg kender bedst. Det er ikke det samme som at andre bevidst fravælges, men mere at de i denne artikel muligvis ikke er kendt af undertegnede eller at de bare ikke er blevet tilvalgt!
Alle valgte er enten blandt mine favorit tegneserietegnere eller musikkunstnere. For enkelte opfyldes begge kriterier.
Johnny Cash: Everybody loves a nut (Columbia, 1966)
Cover: Jack Davis
Johnny Cash (1932-2003) havde en stor karriere, der strakte sig over næsten 50 år. Musikken tog sit udgangspunkt i country, men kom vidt omkring.
Johnny Cash startede i 1950erne hos Sun Records med en række flotte countrysange som Walk the Line og Folsom Prison Blues. Hank Williams var forbilledet. I 1960erne og 1970erne var han det største navn indenfor country, og var kendt for at have en sang til alle!
1980erne og starten af 1990erne var et lavpunkt i karrieren. Kompositionerne var knapt så stærke som før, og hans pladeselskab Columbia opsagde samarbejdet med ham.
Men Cash blev i 1994 genopfundet, da han sammen med pladeproduceren Rick Rubin indspillede albummet American Recordings. Herfra og frem til sin død i 2003 indspillede Johnny Cash egne og andres store sange sammen med Rubin på en række rå og nærværende album. I disse ti sidste år af hans levetid nåede han et publikum langt uden for countrymusikken.
Albummet Everybody loves a nut fra 1966 er ikke et hovedværk, men et fint album med flere politiske sange. Titelsangen kan findes på YouTube i en optagelse fra formentlig 1966 eller 67, hvor flere af samtidens country- og komediestjerner deltager. Det er meget fint og uskyldigt.
Jack Davis (1924-2016) har tegnet coveret. Han er kendt fra bladet MAD, som han var med til at grundlægge i 1952. Hans tegneseriefigurer er karakteriseret ved en ekstremt forvrænget anatomi, ofte med tynde ben, store fødder og hoveder. Udover MAD kender mange ham fra Skræk, hvor hans tegninger skabte grobund for en nat uden søvn.
I løbet af karrieren beskæftigede han sig med tegneserier men også i høj grad som illustrator.
Jan and Dean: Jan and Dean meet Batman (Liberty, 1966)
Cover: ???
Indtil fornyeligt, hvor jeg så den meget fine dokumentar Long promised road om Beach Boys geniet Brian Wilson troede jeg, at Jan and Dean var Beach Boys wannebees.
Det er ikke tilfældet. De var ligesom The Beach Boys pionerer indenfor den californiske lyd som i dag primært tilskrives The Beach Boys.
Det er ikke forkert, men Jan and Dean og The Beach Boys var del af samme musikmiljø, hvor de skrev sange sammen og til hinanden.
Så når man hører Jan and Deans Surf City, der udkom parallelt med The Beach Boys Surfin’ USA skal det noteres, at Surf City i foråret 1963 var den første surf sang nogensinde til at indtage førstepladsen på den amerikansk Billboard Hot 100 hitliste.
Jan and Dean meet Batman er en hyldest til Batman, men samtidig en parodi på Batman-TV-serien. Albummet har kultstatus i dag, men opnåede aldrig at komne på Hot 100.
Det fremgår ingen steder hvem der har tegnet coveret med nattens ridder.
I 1996 ønskede Jan and Dean at genudgive Jan and Dean meet Batman med det originale cover, men anmodningen blev afvist af DC Comics.
Claude Nougaro: La Samba des Prophetes (Columbia, 1982)
Cover: Gérard Lauzier
Gérard Lauzier (1932-2008) studerede som ung filosofi og arkitektur. Han var arkitekt i Brasilien sidst i 1950erne i forbindelse med etableringen af den nye hovedstad Brasilia. Allerede mens han var var i Brasilien begyndte Lauzier at arbejde som tegner, i 1960’ere var det især erotiske tegneserier.
Gennembruddet kom med den satiriske Lili Fatal i 1974, som blev fulgt af Moderne tider, Rotteræset og flere til. Sidste tegneserie udgivet dansk er 10 middelmådige år efter i 1994 (original 1992). Fortsættelsen af En middelmådig ung mands erindringer har dog ikke samme spidse satiriske styrke som forgængeren
I Gérard Lauziers sidste leveår var han primær filminstruktør, og nogle af filmene var baseret på egne værker. Ep’en er soundtrack fra filmen: T’empêches tout le monde de dormir, der handler om en hjemløs musiker, der overtaler en smuk kvinde til at give ham husly. Musikken er samba og peger således tilbage på Lauziers år i Brasilien.
Dave Dobbyn: Footrot Flats – The Dog’s Tail Tale (CBS, 1987)
Cover: Murray Ball
Murray Balls (1939-2017) avisstribe Footrot Flats (Fæhunden på dansk) var kæmpestor i Danmark fra midten af 1980erne og ca. 10 år frem.
Da den new zealandskes series popularitet var på sit højeste fik den i 1986 sin egen biograffilm. Det er en god film med fint soundtrack, der blandt andet indeholder nummeret Slice of heaven sunget af Dave Dobbyn (1957- ) med japansk fløjte og et maorikor med kraftfulde barytonstemmer.
Jeg tror ikke, at mange kender filmen og soundtracket nord for den 13. sydlige breddekreds.
Min kærlighed til Footrot Flats er stor efter et ophold i New Zealand i 1988. Jeg boede kortvarigt hos en familie på en gård med får og fæhunde. Dette er årsagen til, at vores familie nu har border collie nummer to. Da jeg drog videre fra New Zealand gav de mig disse souvenirs med på rejsen.
Border collier er geniale. “Simba”, vores nuværende, har aner som bl.a. tæller en farmor fra Irland, der var verdensmester i fårehyrdning. Ingen anden hunderace når denne til “poterne”.
Simba får ikke udlevet sit potentiale hos os, men har dog et godt liv på vores lille “ranch” i Sønderjylland.
Murray Ball var i øvrigt venner med Charles M. Schulz, der tegnede Radiserne. De beundrede gensidigt hinandens værker..
Ramoncín: En Directo, Anaitasuna Pamplona, 5 De Mayo De 1984 (Warner, 2021)
Cover: Carlos Giménez
Den spanske tegner Carlos Giménez (1941-) er 82 år og stadig aktiv. I 1940erne og 1950erne, under Francos diktatur, tilbragte han næsten 8 år på statslige børnehjem i Madrid.
Efter Francos død og det fascistiske regimes fald, begyndte han i 1975-76 med føljetonen om Børnehjemmet (Paracuellos). Værket er udkommet på spansk 9 bind, det sidste fra 2022! I år udkommer en roman baseret på hans oplevelser som børnehjemsbarn.
Både inden og sideløbende med tiden med de selvbiografiske serier Børnehjemmet, Vores Kvarter, De Professionelle og C’est aujourd’hui om seniorårene (ikke udkommet på dansk) var Giménez primært kendt som en dygtig genretegner.
På dansk er udkommet serier som Gringo (1967-68), Delta 99 (1971-74), Odysseus (1978-79) og Dani Futuro (1983).
Carlos Giménez har en stor evne for at skildre yderlighederne så der indgår både skønhed og gru, det tragiske og det humoristiske. Jeg kender ikke andre tegnere, der som Carlos Giménez det ene øjeblik kan tegne de smukkeste kvinder for umiddelbart efter at skildre hæslighed.
Coveret her er fra en liveplade med Ramoncin (José Ramón Julio Márquez Martínez, 1955- ), der er kendt som en af de store spanske rocksangere, men som startede som en del af den spanske punkscene.
The Archies: The Archies (51 West Records and tapes, 1979)
Cover: Bob Montana
I 1974 blev Archie introduceret som tegneseriehæfte i Danmark med titlen Arkibald. Det skete med en forside som lovede stort: ”Verdens populæreste serie. Nu i Danmark!!” Seriens primære tegner var Bob Montana (1925-1975), der fra 1942 tegnede Archie-serier i hæfteform, og fra 1946 avisstriben af samme navn.
I 1967 dannede hovedpersonerne i serien et band, The Archies, og året efter udgav det fiktive band så musik i den virkelige verden, og fik over de næste år hits med bubblegum-popnumre Sugar, Sugar og Sugar and Spice. Da bandet reelt udsprang af tegneserien, var det selvfølgelig Bob Montana der tegnede debutens cover.
The Archies udkom også i Japan.
Til trods for et stort globalt marked har Archie/Arkibald aldrig hittet i Danmark. Der udkom i alt seks hæfter på to år, og så var det slut. Egentlig underligt når historierne har alt det amerikanske som mange unge elsker og som har stort publikum i tv-serier og film. Et afsnit af den populære 1990’er tv-serie Beverly Hills 90210 kunne f.eks. fint have været baseret på en Archie-historie.
Jeg var og er stadig begejstret for serien.
Engang i 1975 eller -76 vandt jeg tre hæfter i propaganda udgaven med klippet kant i en tombola ved det lille Tivoli som lå nedenfor Bromølle Kro udenfor Jyderup.
Siden har jeg fundet Archie mange steder på udenlandsrejser og så sent som dette efterår var jeg i en musikbutik i Rom, Radiation Records, der havde både musik og tegneserier, deriblandt en del Archie-figurer.
Big Brother & The Holding Company: Cheap Thrills (Columbia, 1968)
Cover: Robert Crumb
Robert Crumb (1943- ) er den nok bedst kendte af de amerikanske undergrunds tegneserieskabere. Han er opvokset i Philadelphia, men bosatte sig sidst i 1960’erne i San Fransisco, mens hippiebevægelsen blomstrede. Han blev bevægelsens hustegner, en provokatør og humorist, for hvem intet var helligt. Det var i den periode han tegnede serier som Fritz the Cat og Store Røv, samt coveret til Big Brother & The Holding Companys klassiske album Cheap Thrills.
Big Brother & The Holding Company er i dag mest kendte for perioden 1966-68, hvor Janis Joplin (1943-1970) var forsanger. Cheap Thrills vurderes af mange som den psykedeliske periodes hovedværk, hvor Piece of my heart nok er det bedst kendte nummer.
Robert Crumb er i dag 80 år og bor i Frankrig. Han tegner stadig og er tilmed udøvende musiker – han spiller primært mandolin. Han er også samler og har ca. 5000 eksemplarer af 78’ere med jazz, hillbilly, og blues. I 2019 var han sammen med sin nu afdøde hustru, Aline Kominsky-Crumb med på Louisiana Litterature. Det var en stor oplevelse at se dem og erfare at holdninger og udgivelser var i fin harmoni.
Miles Davis and Horns: Miles Davis and Horns (Prestige Records, 1956)
Cover: Don Martin
Magasinet Mad blev den kunstuddannede tegner Don Martins (1931-2000) skæbne. Han blev efter debuten i 1956 kendt under betegnelsen MAD’s galeste kunstner.
Det må formodes at være en ærestitel.
Hans helt igennem gakkede stil med elastiske personer med tågede blikke kan virke både skræmmende og ekstremt sjove på samme tid. Men i perioden inden MAD-debuten havde han tegnet pladecovers til flere legendariske jazzmusikeres lp’er. Miles Davis, Stan Getz, Sonny Stitt, Kai Winding med flere. Alle udgivelser udkom på Prestige Records, og illustrationerne med deres abstrakte udtryk viser helt andre sider af tegneren Don Martin.
Miles Davis (1926-199)1 er en af de mest indflydelsesrige jazzmusikere fra det 20 århundrede. Han var kendt som bandleder og trompetist. Blandt de meste kendte værker er Kind of Blue, Round about Midnight og Porgy and Bess.
Jazzplader med coverillustrationer af Don Martin
Roger Clover and guests: Love is all (Purple Records, 1974)
Cover: Harold Jackson Whitaker
Roger Glover (1945- ) hittet Love is all fra 1974 har intet med The Beatles at gøre, men, hvis du ser den smukke flower power video og lytter til tekst og musik så tror jeg, at du vil opleve den som en klar hyldest til bandet.
Hornene, Den Jeremylignende figur/maske fra Yellow submarine, budskabet og alt det psykedeliske.
Det er ikke Roger Glover, der synger, men Ronnie James Dio, der normalt primært forbindes med heavy metal genren. Roger Glover er og har siden 1970erne været bassist i Deep Purple.
Engelske Harold Jackson Whitaker (1920-2013) er en veteran inden for tegnefilmsanimation, og er blandt andet kendt som tegner til animationsfilmen Kammerat Napoleon fra 1954 baseret på George Orwells bog fra 1945 om behovet for frihed og magt, og faren ved politisk totalitarisme. Han har desuden skrevet bogen Timing for Animation fra 1981.
The Beatles: Yellow Submarine (Apple Records, 1969)
Cover: Lee Minoff, Al Brodax m.fl.
Jeg er overbevist om, at i en rangering af de 13 udgivne officielle Beatles album fra værst til bedst, vil soundtracket til tegnefilmen Yellow Submarine hos størstedelen af Beatles fans indtage en sikker sidsteplads.
Udgivelsen er indrettet med en side A med vokaler og en side B med instrumentale kompositioner. Og intet er dårligt!
Den indeholder velkendte numre som Hey Bulldog, All you need is love og selvfølgelig Yellow submarine. Og på b-siden er det instrumentale Pepperland et symfonisk mesterværk af produceren og Beatles femtemanden George Martin.
Personligt stiftede jeg bekendtskab med filmen og musikken, da filmen var en del af skolebio Esbjergs program engang midt i 1970erne. Og jeg var som nærværende artikel også giver udtryk for, begejstret for kombinationen af den fede animation og musik.
Filmen vil nok ikke kunne sælge mange billetter i dag. Men tag en tur til surrealistiske Pepperland og mød Chief Blue Meanie og Jeremy Hillary Boob, Ph.D.
Det er okidoky!
***
Musikverdenens begejstring for tegneserier er også tegneseriers begejstring for musikverdenen.
Der kan findes mange eksempler. Jeg har valgt at holde fast i The Beatles, da de i tegneseriehæfternes guldalder var en stor del af samtiden og utvivlsomt også kunne øge et oplagstal.
Nedenfor The Beatles med MAD, Asterix, Superman, Batman og Archie.
Beatles i Don Martins streg.
Beatles i Asterix og briterne
Beatles-referencer på forsiden af Batman og Superman-hæfter.
Yellow Submarine som tegneserie på dansk, og en Archie-serie, hvor pigerne drømmer om The Beatles.
I Disneyfilmen Junglebogen, der fik premiere i 1967, kort efter Walt Disneys død, havde The Beatles roller som gribbe.
Walt Disney mente, at tidens største popband The Beatles skulle spille rollerne som gribbe. Det blev et nej tak og John Lennon skulle i spøg have foreslået, at det måtte være en opgave for Elvis Presley. Desuden sagde Lennon, at han aldrig ville lave tegnefilm.
Ironisk nok fik Junglebogen og The Beatles tegnefilmen Yellow Submarine begge premiere i Danmark i december 1968.
I de oprindelige skitser til gribbene i Junglebogen er ligheden med The Beatles tydeligt. Men i den endelige ser karaktererne dog ret anderledes ud.
Musikken i denne artikel er fra flere steder i verden, men primært den engelsksprogede Der kan vælges mellem hundredevis af vinyler og der kan absolut argumenteres for andre, der er vigtigere, men ovenfor skrevne er hvad jeg valgte at bringe.
Sådan er det når vi bevæger os i grænsefeltet i tegneserierammen på kant af småt brændbart.
