Robert Crumb er i de seneste år vokset i berømmelse, i hvert fald uden for gængse tegneseriekredse. Hans adopterede hjemland Frankrig hylder i år den gamle tegner med en stor udstilling på Musee d’Art Moderne i Paris.
En af fordelene ved at gå i skole er, at man fra tid til anden tager på studieture. Denne gang var jeg så heldig at komme med mit kunsthistoriehold til Paris, så den stod på museer en masse samt en masse arkitektur og byplanlægning (mere om det ved en anden lejlighed). Paris er en fantastisk by (ja, også i regn, sgu), og man bliver jo let en smule forelsket i det hele. Lige fra den storslåede udsigt fra Sacre Coeur til saxofonisten, der spreder smil i metroen og lige nøjagtig når ét nummer inden næste station.
Tegneserier i Paris
Men det mest fantastiske ved denne romantikkens hovedstad er, at det ikke kun er kærlighedens by, men i mindst lige så høj grad tegneseriernes by! En shoppetur langs Bd. St. Germain byder på et overflødighedshorn af tegneseriebutikker – fra de store to-etagers til de små og støvede, og ligegyldigt hvad man er til, kan det findes her – butikker fyldt til randen med dukker og figurer, gallerier med speciale i tegneserier. Hosianna!
Oven i al denne herlighed finder vi museerne, og dem er der jo som bekendt nogle stykker af i Paris. Heldigvis er vores kære udtryksform (med talebobler og det hele) vældig højt estimeret i det franske, så med lidt held kan man ofte finde spændende udstillinger. På Musee d’Art Moderne åbnede eksempelvis her i foråret en stor udstilling om Robert Crumb.
Udstillingen
På god gammeldags manér ledes man relativt kronologisk gennem Crumbs liv og oeuvre. En passende (lille) mængde tekst med rent biografiske overskrifter, også på engelsk, deler det store rum i 3-4 mindre dele, som så igen overskueliggøres af store flotte overskrifter malet på væggene. Én væg har eksempelvis mærkatet ”Mr. Natural”, og her findes så en række originale striber samt en del forsider. Montrer placeret rundt om på udstillingen med et hav af gamle tegneserier – både de med striber eller forsider af Crumb, men også en del værker fra samtiden – giver et meget fint perspektiv (nok endnu bedre for de fransktalende dog). Man får alt i alt et godt indblik i, hvad det hele især handler om for Robert Crumb; kærligheden til, frygten for og hadet til kvinder!
Musik
Efter en rejse gennem det meste af Crumbs karriere og de fleste af hans værker kommer man til en afdeling med prædikatet ”Musik”. Her kan man, udover at nyde diverse pladecovers og striber, også lytte til musikken. Det ellers rolige og ordentlige museum har simpelthen fået sin egen dæmpede underlægningsmusik i form af banjo og mandolin med mere.
Men hvis man her stopper op og tror sig færdig med udstillingen, så tager man fejl. Udstillingen gennemgår som sagt Crumbs hele oeuvre, og kommer tilsyneladende omkring det meste. En masse satire, sex og selvhad samt diverse illustrationer. Men så let slipper man ikke som publikum. For inde bag en lille gang finder man dét, der må siges at være udstillingens højdepunkt.
Genesis
“Genesis” har på mange måder givet Crumb og Crumbs værker et helt nyt liv. Selv unge uvidende opkomlinge som mig har ikke kunnet undgå denne mastodont af en bog. Derfor virker det naturligt og passende, at “Genesis” har fået et rum for sig selv. Men hvordan formidler man sådan et værk til et museumspublikum? Tegneserier, også “Genesis”, er trods alt beregnet på læsning. Alligevel har man valgt at vise værket i sin fulde længde og størrelse. Således finder den besøgende sig i midten af et rum, omringet af det gamle testamente fordelt på alle fire vægge. Om man vælger at tage den lange og meget langsomme gåtur rundt langs de enkelte sider eller blot vælger at stå i midten og beskue værket på afstand, ja så har det faktisk den ønskede effekt. Man føler sig ganske overvældet og fyldt med ærefrygt. Det er plat, og det har ikke meget at gøre med den enkelte sides finish osv., men det gør ikke følelsen mindre ægte.
Herefter følger såmænd endnu tre rum. Først ét der fokuserer på Crumb og Frankrig, hvilket absolut er passende, og jeg fandt bestemt lige så meget inspiration i disse lidt senere illustrationer som i resten af udstillingen. En hel lille biograf var opstillet efter dette, og her viste de så dokumentarfilmen “Crumb”. Det passede de fleste museumsgængere ret godt med en mulighed for at sidde ned, så rigtig mange sad i længere tid og nød den lidt anderledes form for formidling.
Afslutning
Rosinen i pølseenden er en lille fjollet animeret film med bl.a. førnævnte Mr. Natural, der danser på en scene. Så vidt mit franske kunne hjælpe mig var det så meningen, at man skulle placere sig på et dertil indrettet kryds på gulvet, og så simpelthen danse med. Jeg blev overhalet af en lille dreng der glad tog imod udfordringen – hvad et barn i øvrigt lavede på en udstilling med så utrolig meget seksuelt stødende materiale fandt jeg desværre aldrig ud af. En forfriskende afslutning, der blot understregede, hvordan franskmændene har gjort, hvad de kunne for at gøre en udstilling om tegneserier relativt alsidig.
