Danmarks internationale serietegner-es er i færd med at erobre Frankrig. Nyeste projekt er albumserien World War X.
Han har tegnet Preacher, Starman og Hellboy – og illustreret manuskripter af både Garth Ennis, John Ney Rieber og Terry Laban. Peter Snejbjergs amerikanske meritter er mange og distingverede, og nu har de franske forlag også meldt sig på banen blandt aftagerne af tegnerens talenter.
Nummer 9 greb fat i Snejbjerg for at høre nærmere om albumserien World War X, om forskellen på at tegne US comics og bandes dessinees og på at arbejde for amerikanere og franskmænd.
– Min nyeste projekt hedder World War X, og udkommer på Le Lombard i Bruxelles, Tintins forlag. Mig og så Herge, ikke. Historien er skrevet af Jerry Frissen, endnu en belgier, men bosiddende over there, og albummene bliver farvelagt af den talentfulde Delphine Rieu. Som sidder i Frankrig. Og så er de tegnet af mig, som sidder her i København, på tegnestuen Gimle, hvor jeg har siddet siden forrige årtusind.
– WWX er en serie på tre albums, der fortæller en sammenhængende, afsluttet historie. Det handler om monstre, sammensværgelser, væsener fra det ydre rum, verdens undergang og den slags godterier. Bind 3 er næsten færdigtegnet, eller skal i alt fald gerne være det lige straks, for bind 1 skal udkomme i februar, og de næste i løbet af sommeren.
– Efter at have tegnet amerikanske serier i flere år, blev jeg ret uventet kontaktet om to fransk/belgiske projekter. Det første, et album til serien Des Dieux et des Hommes, er for længst udkommet, og WWX, der jo så er lidt længere, er stadig under forberedelse, som man siger. Jeg syntes, at det var en udfordring at vende tilbage og prøve kræfter med det albumformat, som jeg jo trods alt også er rundet af. Og det har været lidt af en udfordring … Man skulle ikke tro det, men der er faktisk en stor forskel i måden af fortælle på i de to slags serier, blade og albums. Jeg er spændt på et se, hvordan WWX virker på tryk.
Kan du sætte lidt flere ord på forskellene mellem US comics og bandes dessinees?
– Det er svært at forklare, hvad forskellen i formater gør for fortællingen … Selvfølgelig er der flere billeder på en album-side, men jeg føler også, at den moderne comic book mere fortæller vertikalt ned over siden, hvad der er vanskeligt med albummene, fordi de er bredere. Dér har siden en tendens til at skulle læses mere horisontalt, hvilket gør, at man nærmere er nødt til at dele den op i to eller tre rækker af billeder. Alt i alt gør det, at siden i comic book-formatet mere opleves som en enhed, hvor den i et album er flere sammensatte enheder. Hvis det ellers giver mening …
Fortæl om arbejdsprocessen bag WWX …
– WWX blev projektet, hvor jeg gik over til digital tegning for mig. I den første del har jeg lavet skitserne i Photoshop, og så printet dem i blåt på papiret og rentegnet som i gamle dage. Senere i processen blev det hele rent digitalt.
– Generelt er det meget svært at sige noget præcist om min arbejdsmetode, da den afhænger meget af mit humør, graden af kedsomhed og afstanden til deadline. Men man skal jo ligesom fordele billederne på siden, inden man går i gang, så en slags thumbnails laver jeg altid, omend det nogle gange bare er i marginen på manuskriptet.
– Fordelen ved den digitale arbejdsmåde er nok først og fremmest, at den ophæver den gamle opdeling i skitser og rentegning. Man arbejder simpelthen med billederne, til de er færdige, i en lang organisk proces. En anden fordel ved at arbejde digitalt er, at man kan blive ved med at rykke rundt på elementerne, lige til man sender til tryk. Det er så også ulempen, fordi man risikerer aldrig at blive færdig!
– Ellers har arbejdsprocessen ikke været meget forskellig fra mine amerikanske ting, i alt fald ikke hvis man mener US-ting som “Light Brigade” og “A God Somewhere”, der jo også var creator-owned. Tingene kan måske virke lidt mere laissez-faire i Europa, men det er nok mest, fordi amerikanerne som udgangspunkt har haft en mere samlebåndsmæssig tilgang til tingene, hvilket jo kræver meget disciplin. Men det tror jeg også, at de fransk/belgiske forlag er ved at lære værdien af. Altså disciplin, ikke samlebåndsarbejde.
Hvordan laissez-faire?
– Tjah, det er måske misbrug af ordet, men jeg mener, du ved, “vi når det nok”, og ikke den store redaktionelle topstyring, hvor amerikanerne er mere sådan, bang, bang bang, du laver det, jeg laver det, og bare vi er færdige til tiden, så er det i øvrigt lige meget, for det, der sælger er alligevel, at der står Batman på forsiden. Et europæisk album må mere klare sig på indholdet, til nød på tegneren, hvis han er et big shot. Det må det jo så vise sig, om jeg er …
Siderne ser genkendeligt Snejbjerg’ske ud, men de er også lidt mere detaljerige og en anelse mindre skyggetunge, end vi er vant til fra ting som f.eks. “Almægtig” (“A God Somewhere”). Hvilke dessiner fik du i forhold til stil og udtryk?
– En del af forklaringen på, at det første album er blevet mere detaljerigt end vanligt, er formentlig, at siderne simpelthen er fysisk større end i amerikanske seriehæfter. Men jeg tror også, at jeg ubevidst har følt mig mere draget imod den europæiske albumtradition, der jo ikke er så baseret på inkningen (rentegningen, red.) som den amerikanske … Jeg har lavet et par BPRD-hæfter, “Cold day in Hell” med John Arcudi som forfatter, mens jeg arbejdede på disse her, og det bliver interessant at se, om der er nogen forskel. Det er svært at afgøre, før man ser det på tryk, synes jeg.
Det med rentegning i USA og Europa lyder spændende, kan du pakke det lidt ud?
– Jeg ved ikke rigtigt, det kan være lidt svært at sætte i ord…
– Jeg tror, at det kommer sig af, at farvelægningen i de amerikanske hæfter i gamle dage var en ret mekanisk affære, det er igen dét med samlebåndsarbejdet. Tegneren har sikkert ikke haft nogen anelse om, hvem der kom til at lægge farver på, og det skete også efter en ret begrænset palette. Hvorimod hvis du kigger på de fransk-belgiske album, helt tilbage til krigens tid, så er der jo ikke nogen tvivl om, at farvelægningen var lavet af enten kunstneren selv eller én i studiet eller noget. I USA tror jeg farvelægningen mere blev set som en ting, typograferne tog sig af, bare fordi farver skulle der jo på. Og desuden er der hele ligne claire-fænomenet.
– Den amerikanske tradition er bare meget mere baseret på tusch. Tænk på Caniff, Toth, Eisner … Wood. Graham Ingels og hans arvtager, Wrightson. Spain, Irons, Corben … Alle tegnere, der gør sig mindst lige så godt i sort/hvid som i farver. I Europa kan jeg kun komme på Hugo Pratt, som klart er en elev af Caniff, og Pellejero. Der er sikkert andre, men trenden har bare ikke været så dominerende.
Nogen afsluttende bemærkninger?
– Ha, ja, noget af det med detaljerne skyldes nok også, at overgangen til digitalt arbejde opvejer den øgede nærsynethed, man som tegner uværgerligt oplever med alderen.
– Det lyder fjollet, men det er sandt nok: Nogle af de ting, jeg lavede til DC for et par år siden, er absurd tykke i stregen – hvis det var fortsat på dén måde, ville jeg nok ha’ siddet og tuschet med en Posca-marker til sidst!
