I anledning af sidste års nok mest omtalte tegneserie, Chris Wares monumentale 14-tegneseriers-bokssæt ‘Building Stories”, genopliver Nummer 9 rundbordssamtalen. De fire Nummer 9′ere Johan F. Krarup, Matthias Wivel, Thomas Thorhauge og chefredaktør Erik Barkmans nedenstående samtale bringes hermed som en alternativ anmeldelse. God fornøjelse!
THOMAS THORHAUGE: “Building Stories” er en tegneserie, vi alle har set frem til, også selvom store dele af den samlede boks (faktisk det meste) er kendt i forvejen. Men æsken, der indeholder 14 forskellige livsfriser på papir, markerer alligevel en spektakulær bogudgivelse, eller hvad vi nu skal kalde det. Og lad os lige starte helt nede på jorden: vi taler om Chris Wares nye tegneserie med den tvetydige titel “Building Stories” – historier fra en bygning/konstruktion af historier, som hovedsageligt handler om en unavngiven et-benet kvindes liv, om livet før og efter hun bliver forælder, en lille bi ved navn Branford, og i mindre grad hendes kærester, venner og naboer. Bogen, der som sagt snarere er en æske, indeholder 14 ret forskellige papirprodukter – hardcoverbøger, strimler med tryk, aviser, tavler, hæfter i alle størrelser m.m., som alle skildrer nedslag i livet i enkel eller mere udfoldet grad. Der medfølger ingen instruktion til, hvilken rækkefølge, de skal læses i, det er op til læseren. Lad mig starte med at spørge; hvordan gjorde I, da I åbnede boksen?
JOHAN F. KRARUP: Jeg havde læst om lettere orgiastiske oplevelser på Facebook fra folk, der havde åbnet den, indrømmet, imponerende boks. Så kontrær, som jeg er, åbnede jeg den sgu bare og havde ikke tid til at kigge den igennem før senere, da børnene sov. Herefter blev jeg lidt handlingslammet – for hvor starter man sin læsning? Jeg tog den bog, der ligner en hovedhistorie, dén i hardcover uden hverken billeder eller titel udenpå. Typisk Ware, i øvrigt: Enten er hans covers overlæssede med detaljer og fungerer som en del af historien, eller også er de helt uden billeder og ligner en lille dyr æske chokolade.
MATTHIAS WIVEL: Jeg begyndte, som jeg antog det var meningen, helt vilkårligt. Men lidt efter lidt styrede jeg lidt mod den “nye” tilføjelse til fortællingen — den avisstore historie, der starter med “god”, som endemålet. Altså, jeg besluttede mig for at genlæse alt det, jeg før havde læst, samt de småting, jeg ikke havde set før, før jeg gav mig i kast med, hvad jeg på en eller anden måde ikke kunne lade være med at tænke som historiens “slutning”. Det er det naturligvis ikke — der ER ikke en ideel rækkefølge at læse tingene i, tror jeg — men da den var tegnet sidst, tænkte jeg sådan. Den er i øvrigt lidt småskuffende, den dér sidste ting, hvorimod Johans startpunkt, den indbundne bog, der oprindeligt blev udgivet som ACME Novelty Library #18 (i BS-boxen dog med to nye sider tilføjet) efter min mening indeholder nogle af Wares mest fintfølende og rørende passager overhovedet.
ERIK BARKMAN: Jeg havde tilfældigvis en perifært tegneserieinteresseret kammerat på besøg, da postbudet kom med min boks, så jeg iscenesatte den helt store unboxing-seance med andægtig fremdragelse af det ene tegneserieobjekt efter det andet sat til henførte “novra”-kommentarer. Min ven så nu ikke ret imponeret ud.
Siden tog min åndelige dovenskab over, og der gik et par uger, hvor jeg ikke rigtig kunne tage mig sammen til at tackle bæstet. Jeg endte med at stavle tegneserierne i en bunke med de mindste øverst og så starte fra toppen – på dén måde kunne jeg læse mig varm undervejs, tænkte jeg. Og det gik faktisk glimrende, omend med et markant vejbump undervejs, da jeg ramte “Branford the Bee”-bogen. Dén vil jeg nok anbefale fremtidige “Building Stories”-læsere at lægge til siden som et appendiks: Nogen meget stor humorist er Ware ikke i min bog …
THOMAS THORHAUGE: Hvilken oplevelse sad I tilbage med efter endt læsning?
ERIK BARKMAN: “Building Stories” efterlod mig i en ambivalent tilstand af næsegrus beundring og diffus uforløsthed. Den er jo på mange måder fuldstændigt formidabel: Hvor Wares gennembrudsværk “Jimmy Corrigan” holdt en vis distance til figurerne, som om serieskaberen ikke helt ville stå ved sin identifikation med dem, så er “Building Stories” et helt anderledes indlevet menneskeportræt. Indirekte og diskret skildres en ung kvindes liv gennem nedslag i hendes tilværelse over små ti år – med indlagte flashbacks – og med enkelte undtagelser rammes hver en tone klokkerent. Samtidig cementerer “Building Stories” Wares status som en af verdens allerbedste billedfortællere. Hans formalistiske tricks er sjældent til for deres egen skyld, men understøtter elegant fortællingens karakter af kaleidoskopisk livsskildring, og som tegner og stilistiker er han helt sin egen.
Omvendt er “Building Stories” meget langt fra perfekt. De to tegneserier om bien Branford ligner mest af alt et misforstået forsøg på comic relief. Og tegneserien, som Matthias nævner (den, der starter med ordet “god”), synes at være et forsøg på at afrunde fortællingen – kronologisk set udgør den endestationen, og dens cirklen omkring død og sorg leder frem til en form for afklaring og taknemmelighed over livet – men den ender som et ufokuseret og småsludrende antiklimaks.
Samtidig er jeg ikke sikker på, at jeg synes, ‘Building Stories’ store puslespil helt går op. ACME Novelty Library 18 synes at være grundstenen i hele pakken, men boksens øvrige værker bygger ikke så meget oven på den, som de knopskyder anekdotisk i alle retninger. Ware har meget sandt og klogt at fortælle om tilværelsen som småbørnsforælder, men helt grundlæggende synes jeg ikke, at de resterende 13 tegneserier i boksen tilføjer så meget til grundfortællingen, som man kunne have gjort sig forhåbninger om – hverken narrativt eller i skildringen af menneskene omkring vores eminent karakteriserede hovedperson. Men jeg kan meget vel være farvet af, at jeg læste ACME Novelty Library 18 længe før resten af serierne i boksen – og var ellevildt begejstret. Dét lille mesterværk skruede forventningerne til “Building Stories” op i et leje, hvor de nok i virkeligheden ikke rigtigt kunne indfris …
MATTHIAS WIVEL: “God”-historien er ikke det kronologiske endepunkt — både hæftet med titlen “Disconnect” og det andet, mindre broadsheet har en sekvens, der foregår senere, men jeg havde alligevel samme fornemmelse omkring den. Det er, som om Ware dér forsøger at samle trådene og sige nogle grundlæggende ting om det liv, han skildrer, ligesom han gjorde det i ACME 18. Hvor historien dengang handlede om vor hovedpersons indgang til det voksne liv, handler “god” om erkendelsen af samme. Det var ved at tage, hvad hun oplevede som et voksent ansvar — først som babysitter, der udlever sin plejefamilies liv som fantasi, siden som part i et “voksent” forhold, der hurtigt kører af sporet — at hun dengang lod sig lede ind på den livsbane, hun i vid udstrækning senere fortryder, en livsbane, der med sit banale familieliv bærer midtvejens følelse af forspildte muligheder i sig. Hvad nu hvis hun havde taget sin kunst — måske ikke maleriet, som hun aldrig var god til, men sin skrivning — seriøst? “Hemmeligheden” er jo nok, at tingene ikke nødvendigvis ville have set så anderledes ud, men måske ville hun have været mere afklaret med det?
Under alle omstændigheder er det tydeligt, at Ware her forsøger at koble de to afdelinger af sin fortælling sammen. I boxudgaven af ACME 18-bogen har han tilføjet to sider, hvor vi møder den depressive veninde (der rent faktisk følger sin muse…), der spiller så afgørende en rolle i “god”. Vi får antydet konturerne af deres uegale forhold, af den overbærende holdning til veninden, vor hovedperson nærer, og som leder til det svigt, hun oplever så afgørende senere hen. Jeg har imidlertid samme oplevelse som Erik: “god” virker uforløst. Det er muligvis en del af pointen, men ikke desto mindre et problem — Wares pointe er i virkeligheden den ganske banale, at vi har en tendens til at fokusere på de ting i livet, der gør os ulykkelige i stedet for omvendt, og at det for mange af os er det, vi opfatter som vore fejltagelser, der kommer til at definere os overfor os selv. I virkeligheden er det jo nok begrænset, hvad vor hovedperson kunne have gjort for sin veninde og episoden med katten, der afslutter det hele, viser jo at hendes prioriteter er helt normale — “svigtet” har i virkeligheden mere med hendes selvoptagethed at gøre end noget andet, og man fornemmer, at denne i sidste ende slører den virkelige indsigt, hun kun punktvist kommer til, først og fremmest på midtersiderne, hvor hun et øjeblik ser meningen med livet i sin datters ansigt. Det er et smukt tænkt, men lidt postuleret og plasticagtigt realiseret nærbillede, der fremstår som et ekko af den ligeledes smukt tænkte og plasticagtigt realiserede baby i naturstørrelse, der oprindeligt blev trykt i kæmpebogen Kramers Ergot 7, og her er at finde i det andet broadsheet, jeg nævnte før.
I virkeligheden handler det her jo om, at Chris Ware er blevet far. Og det har, som det nu så ofte gør, gjort ham til en mere empatisk tænkende kunstner. Det fede er, at han leverer en langt mere indfølt og mindre selvcentreret menneskeskildring end han har gjort før; problemet er, at han hele tiden balancerer på kanten af det banale og i øvrigt at han ikke rigtig formår at tage livtag med de udfordringer, der ligger i at få et barn og føre det ind i livet. Det er her, jeg synes “Building Stories” er uforløst og “god”s fokus på hovedpersonens selvoptagethed sætter denne begrænsning i relief. Som vi lærer hende at kende, har hun større potentiale som figur, end jeg synes, Ware finder det muligt eller er villig til at realisere.
JOHAN F. KRARUP: Jeg vil gerne hæfte mig ved et citat af Chris Wares etbenede hovedperson (fra arket med det lidt underlige plasticspædbarn i midten):
FUCK! Why does every “great book” have to always be about criminals or perverts? Can’t I just find one that’s about REGULAR people living everyday LIFE?
Det er jo nærmest Wares egen programerklæring for “Building Stories”. I stedet for at tage udgangspunkt i ‘spændende’ mennesker beskæftiger han sig udelukkende med helt igennem ‘normale’ folk og deres dagligdag. Det mest markante karaktertræk ved hans etbenede hovedperson er, ja, hendes manglende ben. Det kunstige ben bliver omdrejningspunktet i hendes usikkerhed på sig selv og hendes livsangst, der er præget af andres jagende blikke. Og her kunne man tænke Ware ind i en eksistenslitterær tradition. Mennesket er grundlæggende irrationelt. Det er et kontroversielt synspunkt i denne her neoliberale tidsalder, hvor man forventes at handle rationelt ud fra de dispositioner, livet har stillet til rådighed. Men sådan fungerer mennesker ikke. Ware viser os, hvordan spekulationer over fortiden og fremtiden amputerer (!) vores væren her og nu. I stedet for at vores etbenede hovedperson – eller den gamle vicevært, for den sags skyld – reagerer på de muligheder, der byder sig i livet, så bliver de angste i situationen (“Åh nej, hvordan ser jeg ud nu?”, “Sagde jeg nu noget dumt?” etc.), angste for omverdenens nådesløse dom, og senere hen bliver de ulykkelige over de tidligere forspildte muligheder. Hovedpersonens evige spænden ben for sig selv giver ‘Building Stories’ en knugende uforløsthed, som det af og til kan være en pine at læse sig igennem, synes jeg.
Viceværtens livshistorie er ligefrem nedslag i alle hendes møder med mænd, der potentielt kunne blive hendes livsledsagere. I stedet for at handle på de muligheder hun får, forbliver hun passiv og ender som gammeljomfru. Skylden skydes indirekte på hendes mor, der ikke har givet hende den opmærksom og opbakning, hun har brug for som datter.
Hovedpersonen (hvor er det irriterende, hun ikke har noget navn!) identificerer sig som ung single med den gamle vicevært. Ingen af dem lykkes tilsyneladende med det modsatte køn og begge har de studeret kunst, men har begge nu droppet kunsten. Endnu et forspildt potentiale.
MATTHIAS WIVEL: Enig mht. det med det banale liv. For mig er den måske allerstørste bedrift i “Building Stories” den måde, Ware formår at skildre det at være kropsligt inkarneret. De der sider fra ACME 18-bogen, hvor vor hovedperson overfører det anatomiatlas, hun læste som barn, på sine kropslige fornemmelser, når hun ligger og lytter til dem: hjertet, som hun forestiller sig som en lille knytnæve, der hamrer løs, erindringen om hendes seksuelle modning, som netop var motiveret af anatomibogen, overført på hendes nuværende kropslige oplevelse af seksuel stimulans, hendes oplevelse af at holde vejret, indtil hun er ved at briste, hendes lokalisering af sit “jeg” som et summende punkt i panden et sted mellem hendes øjne. Ikke nok med, at det er iscenesat med en flot metafor, hvor de gennemsigtige overlæg fra atlaset bladres væk i takt med vi kommer længere ned i hendes kropslige bevidsthed, jeg synes også sekvensen har noget af Wares bedste prosa til dato:
Listening to my heart patiently tapping, ticking away the afternoons at my grandmother’s house… and I’d play a game sometimes… where I’d stop breathing… just for a minute or so and… it’d almost seem to slow down… as if it was getting worried that I’d gone, and left it all alone…
Han rammer en poetisk tone, der balancerer på randen af det sentimentale og fanger således fint sin hovedperson, der netop har et uerkendt sprogligt talent, men samtidig som Johan siger er meget fanget i sig selv.
Jeg synes også den fantastisk komponerede side senere, hvor hun igen ligger i sengen og mærker sine forskellige lemmer summe og klø, slappe af og blive tunge — det er fantastisk iscenesat med en slags fragmentering af hendes krop, hvor tingene glider ud af anatomisk proportion og sammenhæng.
Scener som den er blandt Wares mere komplekst orkestrerede, men de er blot en udløber af hans enestående sans for observation: den måde han kan tegne, hvorledes vor hovedperson river et stykke indpakningpapir af rullen i blomsterbutikken, bevæger sig fra siddende til stående og tilbage igen mens hun taler i telefon, osv.
Til gengæld synes jeg det bliver for meget, når han forsøger at orkestrere mere voldsomme øjeblikke gennem fancy sideopbygning, som i det opslag, der oprindeligt var i Kramers 5 og nu er på indercoveret af ACME 18-bogen, hvor vor hovedperson ligger i sin seng og overvejer at tage livet af sig selv. Her tager Wares vilje til design over og punkterer de stærke følelser, han forsøger at illustrere. Han er generelt bedre, når han underspiller den slags øjeblikke.
ERIK BARKMAN: Gode og spændende tanker om, hvordan Ware portrætterer vores hovedperson og hendes kvaler. Det er også interessant at overveje, hvilken rolle, de øvrige figurer spiller i “Building Stories” – jeg tænker især på underboerne i huset, hvor hovedpersonen bor som single.
Det virker oplagt, at den gamle pebermø på stueetagen og parret på første sal fungerer som spejlbilleder for vores hovedperson: to veje, hun kan vælge, så at sige, og den ene skildres som mere ulykkelig end den anden. Pebermøen har levet et begivenhedsløst liv, panisk angst for at risikere noget i kontakten med det modsatte køn og vel for den sags skyld også hendes eget. Hun bebrejder sin mor, som Johan bemærker, men handlingslammelsen er i sidste ende hendes eget ansvar. Parret har på den anden side valgt hinanden og sprunget ud i det, men umiddelbart ikke på det mest informerede grundlag: Han syntes, hun havde en lækker krop, hun var imponeret over, at han spillede i et band. Begge dele fik en ende, og i dag har de ikke andet end indebrændt irritation at tilbyde hinanden.
Wares budskab kunne selvfølgelig bare være “damned if you do, damned if you don’t”: Vælg en partner eller forbliv single, ingen af delene gør dig lykkelig. Men “Building Stories” synes umiddelbart for nuanceret til så enkle budskaber. Snarere er modstillingen mellem pebermøen og parrets handlekraft falsk i dén forstand, at begge parter i fortællingens nutid er samt af samme inerti – de er ulykkelige, men kan ikke samle sig til at ændre på deres skæbne. Sådan betragtet er de historien om vores hovedperson om igen, set fra en lidt anden vinkel, og er det ikke lidt fattigt?
Nu vi er ved spørgsmålstegnene: Hvad skal vi egentlig med bien Branford? Og huset, hvorfor skal det på banen som fortæller?
JOHAN F. KRARUP: I forhold til husets stemme og bien Branfords ditto kunne man referere til George Perecs “Livet – en brugsanvisning” – som jeg netop er gået i gang med at læse, fordi den formmæssigt minder om “Building Stories”. Her befinder vi os også i en bygning: En opgang i Paris i 1970’erne, hvor vi følger alle opgangens beboere og livet i bygningen generelt. Som hos Ware følger en sirlig gennemgang af husets indretning og de ting, der er foregået og foregår forskellige steder i huset. Og som hos Ware får vi også indblik i de tryksager, beboerne læser, ved at Perec simpelt hen gengiver dem ord for ord, dvs. som en slags råmateriale. Som formeksperiment er Wares æske interessant ved, at han rent faktisk bringer materialet fysisk selvstændigt og adskilt fra resten er værket/værkerne. Historierne om bien Branford er hovedpersonens godnathistorier for sin datter, og vi får dem som læsere serveret som selvstændige hæfter i stedet for i tilrettelagte klip. At bi-historierne så er temmelig uinteressante og at Ware vel ikke gennemfører ‘råmateriale-projektetet’ helt konsekvent, gør, at formeksperimentet står svagere end hans beskæftigelse med hovedpersonen, som synes at have hans primære interesse. Således forekommer det som et postulat, når vi skal præsenteres for alle livets fragmenter, herunder en godnathistorie om en bi. Det følges ikke til dørs, så bien Branford og bygningens egen stemme fremstår som lettere uvedkommende, synes jeg.
THOMAS THORHAUGE: All right, Vi er tilsyneladende ret enige om sagerne. Jeg synes dog egentlig at den store “afslutning” (skide nu være med om der er senere begivenheder andre steder, det er jo en afslutning) var meget sjov, men jeg læste den (indrømmet!) også først efter at I havde disset den… Jeg synes det fede ved “Building Stories” er, at den inspirerer mig, den er sjov at spejle sig i, når man selv har slåsset med familie, job og virkelig verden.
Det betyder også at selvom jeg er med på konstateringen af, at Ware på den ene side flirter med banaliteter, så deler jeg ikke Matthias’ meget velsmurte og skråsikre konstateren af, hvad der er banalt og hvad der ikke er. Måske især i tilfældet “Building Stories” synes jeg – og jeg ved Matthias hader slig tale, haha – at det afhænger ufatteligt af læserens humør, læserens egen livserfaring og så videre. Mobiltelefonen er ved gud en slidt kliché for menneskelig fremmedgjorthed, og Ware bruger netop dén og iPad-metaforik helt vildt meget, men det er stadig en nærmest objektiv ikkemetaforisk realitet, og sådan er det med meget i boksen. Banaliteter, men alligevel netop de ting, tilværelsen bliver fyldt med, når man når den fase og tid, som den navnløse hovedperson og os andre gamle røvhuller har nået.
Jeg er enig i, at den grå bog (den let ommodificerede ACME Novelty Library nr. 18) er projektets hjørnesten, og samtidig mest overbevisende del, men hele den trivielle affære med den kiksede mindehøjtidelighed og kattens død synes jeg var ret morsom og fascinerende. Hæfterne med bien Branford er jeg stærkt allergisk overfor, og jeg er helt enig i at også kapitlet med bygningens egen stemme var flot, men røvsygt som del af helheden.
Men igen, banaliteterne. Jeg synes de er okay, men har under læsningen af hele projektet også ofte tænkt på klippet ovenfor (se det hele, eller start ved 01:35, det er skideskægt), som jeg må indrømme har påvirket mig stærkt, siden jeg så det i filmen “Orkidetyven”, hvor ønsket om at “lave en historie, der er tro over for den virkelige verden, hvor intet sker, og hvor folk ikke forandrer sig” (= “Building Stories”) kraftigt udfordres af et modsynspunkt om, at den virkelige verden er fyldt med farverige ting som forræderi, jalousi, folkemord, had og børn, der ser deres mor blive tæsket ihjel på deres dørtrin.
Jeg tror personligt at jeg, når alt kommer til alt, synes at selvfokusering i kunst er lidt usundt og en lille bitte smule menneskeligt utiltalende, og jeg ved godt at det muligvis er en noget mærkværdig opfattelse i lyset af, at noget af vores kulturs største kunstneriske frembringelser handler om selvet og den grænseløse udforskning af selvet (fx hos Proust, men der er masser af eksempler). Jeg elsker imidlertid at læse den slags litteratur, men altså… Ingen tvivl om, at jeg beundrer Chris Ware mere end Dan Clowes, men Clowes trækker – trods sit misantropiske verdenssyn – et måske ikke længere menneskeligt strå, men et lidt mere interessant, fordi hans indlevelse i andre mennesker ikke som Wares tager udgangspunkt i grænseløs fascination af egen erkendelse, og i øvrigt er fri for Wares største problem – den klynkende facon, det flæbende menneskesyn.
Nogle gange tænker jeg, at Ware simpelthen bedriver forræderi mod livet, fordi han som en anerkendt og økonomisk succesfuld kunstner med kone og barn og sundhedssikring dog må vide, at livet også byder på andet end selvhad, ulyksalighed og jammer. Ware skal simpelthen modne yderligere for at lave helt store bedrifter, synes jeg, men igen, hvornår kommer der nogensinde igen noget som “Building Stories”? Jeg er fandme også taknemmelig for den boks, som bare er en fabelagtig bedrift og som byder på et hav af fede og tankevækkende og sjove og rørende scener.
Men vi mangler en konklusion: famous last words, d’herrer, et opsummerende statement hele vejen rundt …
ERIK BARKMAN: En eller anden skrev på Facebook noget i stil med, at “Building Stories” var tegneseriehistoriens mest mangelfulde mesterværk, og det er jeg meget enig i – både at den er et mesterligt unikum og at der er masser, man kan kritisere den for.
JOHAN F. KRARUP: Selvom “Building Stories” kun fungerer momentvist, indeholder den et hidtil uset raffinement i sin beskrivelse af mennesker. Chris Ware bedriver livsvigtig grundforskning for tgneserien som udtryksform.
MATTHIAS WIVEL: Thomas har nævnt Proust og dertil kan føjes Joyce, som Ware i visse nyere sekvenser aktivt synes at gå i bedene. Der er lang vej igen for Ware og hans valgte udtryksform, der som han selv siger oprindeligt er “udviklet til at fortælle vittigheder med.” Ikke desto mindre er Building Stories et stort løfte om fremtiden.
THOMAS THORHAUGE: Mine herrer, tak for snakken. Nu vil vi høre læserne nedenunder i kommentarsporet!
