Nuka Godtfredsens “Hermelinen” er arkæologiformidling i tegneserieklæder. Nummer 9 har interviewet den grønlandske serieskaber.
Allerede for 4500 år siden fandt de første mennesker vej til Grønland. De tidligste skriftlige beretninger om deres liv er kun få hundrede år gamle, men arkæologiske fund gør det muligt for videnskaben at sige med ganske stor præcision, hvordan fortidens hårdføre jægerfolk levede og overlevede i det iskolde nord.
Udfordringen har været at formidle den viden. Uden skriftlige kilder og med stærkt begrænset illustrationsmateriale er det svært at gøre en fagbog om Grønlands historie bredt tilgængelig. I stedet har forskerne ved Nationalmuseets SILA/Etnografisk samling valgt en anden vej: De forvandler arkæologisk viden til tegneserier.
Manden med penslen er serieskaber Nuka Konrad Godtfredsen. I 2009 tegnede han fortællingen om “De første skridt” – på Grønland, forstås – og nu kommer så anden del af i alt fire, “Hermelinen”, om tiden omkring 1100. Den 44 sider lange, smukt illustrerede tegneseriefortælling følger Shamanlærlingen Ukaliatsiaq på en episk vandring fra Grønland til det østlige Arktis og tilbage igen, der samtidig bliver en oplysende udforskning af de skikke, levemåder og forestillinger, der prægede verdens nordligste folk.
Hvordan endte du som tegneseriehistoriker, Nuka?
– Jamen, det startede jo med, at Nationalmuseet var kede af, at deres videnskabelige værker om Grønlands historie ikke havde den brede gennemslagskraft, de havde drømt om. Derfor begyndte de at tænke i andre baner. På dét tidspunkt var jeg tilfældigvis i gang med at lave nogle illustrationer for dem, så vi satte os ned og drøftede mulighederne. Jeg havde allerede dengang masser af erfaring som serieskaber (Nuka har bl.a. lavet Andalas største bedrifter I og II, red.) og faktisk søgte jeg på et tidspunkt om penge til at lave en tegneserie om Grønlands myter og historie. Så vi blev enige om, at det var noget, vi kunne finde ud af sammen.
God timing!
– Det må man sige, hæ.
“Hermelinen” skildrer en historisk epoke, som vi ved en del mere om end den, “De første skridt” udspillede sig i. Hvad betød det for dit arbejde?
– Det er rigtigt, når vi snakker for 4500 år siden, så er der en del gætteri involveret – tøjet var vel 80% gisninger og våbnene måske 50/50. Men den sene Dorset-kultur, der skildres i “Hermelinen”, ved vi meget mere om, og det var faktisk også derfor, tegneserien blev forsinket et halvt år i forhold til den oprindelige plan: Der var simpelthen så mange detaljer, der skulle researches undervejs.
Ja, det må være et lidt specielt stof at arbejde med som serieskaber …
– Altså, det er mig, der bestemmer, hvordan historien fortælles rent visuelt, og jeg skriver det færdige manuskript på baggrund af arkæolog Martin Appelts synops. Men jeg har også mange funktioner, der ikke typisk hører til jobbeskrivelsen som serieskaber.
Fortæl lidt om, hvordan du konkret har arbejdet med “Hermelinen”.
– Jeg gjorde det sådan, at jeg lavede to sider – altså et opslag – om måneden. Først researchede jeg de ting, der skulle skildres på opslaget, fra tøj til våben til boformer, ved at spørge en masse mennesker. Især Martin Appelt havde jeg hele tiden brug for at stille naive spørgsmål: Hvordan holdt de på deres våben? Hvordan boede de? Og så videre. Han var heldigvis virkelig flink til at svare! Derudover har der bl.a. været arkæologer fra Canada og grønlandske sprogkonsulenter involveret, så vi er et stort hold omkring de her tegneserier. Det var ikke helt nemt at få samarbejdet til at glide i starten, men det går bedre og bedre.
– Når researchen er overstået, så skriver jeg et manuskript til opslaget, og til sidst tegner jeg det med blyant og farvelægger med akvarel. Jeg plejer at sige, at jeg i løbet af sådan en måned når at arbejde både som journalist, forfatter og tegneserietegner. Og måneden efter begynder jeg så forfra med det næste opslag. Sådan blev “Hermelinen” til.
Hvordan med det rent tegneseriemæssige? Hvilke overvejelser gjorde du dig, da du komponerede siderne i “Hermelinen”?
– Jeg er meget inspireret af film i min måde at lave tegneserier på. Jeg skifter ofte vinkel og arbejder i store widescreen-billeder med masser af detaljer – ikke så mange små illustrationer. Jeg prøver at ramme et tegneserieagtigt, men også nøgternt udtryk. Jeg vil gerne vise, hvor barskt livet var dengang, uden at romantisere fortiden, og det passer min stil godt til, synes jeg.
Hvorfor valgte I at sende hovedpersonen i “Hermelinen” ud på sådan en lang vandring, egentlig?
– Sagen er den, at den sene Dorset-kultur, som fandtes dengang, dækkede et kæmpe område og derfor også var præget af meget forskellige livsstile. Nogle fiskede, andre jagede rensdyr og så videre, og det havde en afgørende indflydelse på, hvordan folk levede. Så for at skildre tiden bredt, blev vi nødt til at komme rundt i landskabet, og derfor fik Martin den idé at gøre “Hermelinen” til historien om en livsrejse. Det var jo smart tænkt.
Hvor går turen til i næste bind?
– Bind 3 skal handle om Thule-folket i 1700-tallet og om hvalfangst. Jeg er lige startet på at arbejde med det, faktisk. Det er en periode, som er meget veldokumenteret, vi har masser af fakta, billeder af bosteder, alt. Så der bliver en hel del research. At lave gode historier ud af historieformidling er skidesvært, men vi bliver hele tiden dygtigere til det, synes jeg!
