Thomas Thorhauge elsker tegneserier og vil have dig til at give dem en chance.
Skrevet til Kristeligt Dagblad, gengivet med tilladelse
Det begyndte i folkeskolen med en sportstaske fyldt med tegneseriealbum. Den var metalblå med OL-logo på, og Thomas Thorhauge havde fået den af sin far. Desværre sled tegneserierne den snart i stykker, fordi han så ofte delte læseoplevelser ud til klassekammeraterne, ”for at andre kunne se lyset”, husker han, da Kristeligt Dagblad møder Thomas Thorhauge i en lys taglejlighed i København, hvor han sammen med fire andre til daglig sidder og slider på papir og pc med nye tegneserier.
”Missionen lykkedes,” siger han. Han fik andre til at læse tegneserier, og det er stadig det, han bruger meget af sin tid på: Missionen.
”Evangelist, det var det, jeg var. Som Jehovas Vidner med Vagttårnet gik jeg rundt og råbte ’se her! Se her!”.
Thorhauge smiler ad mindet. Tilføjer så:
”Men det var jo også godt, det, jeg havde med.”
Thomas Thorhauge, 39 år og far til tre, er mest kendt som fast tegner på dagbladet Politiken. Tre ’tegneserieromaner’ er det også blevet til, blandt andet den prisvindende ”Kom hjem” fra 2010, samt bidrag til en række antologier. Tegneserierne lever han af. Og for.
Ved siden af tegnearbejdet er Thomas Thorhauge formand for Dansk Tegneserieråd, en græsrodsorganisation, der arbejder for at udbrede viden om tegneserier, flere udgivelser på dansk, internationalt samarbejde og for oprettelsen af en tegneserieuddannelse, et museum, et forum og festivaler.
Han er med i et udvalg, der lægger planer for en tegneserielinje på Animationsskolen i Viborg, han er fundraiser, arrangør af symposier på universiteter, initiativtager til Ping-prisen, en tegneseriekritikerpris, der første gang blev uddelt sidste år. Han er foredragsholder og forfatter til en bog om tegneserier i undervisningen, nyheds- og anmelderredaktør på online-magasinet Nummer 9, står til rådighed for pressen, når den, som nu, vil skrive om tegneserier, og agerer vagthund for mediet gennem læserbreve og kronikker.
Thorhauge opsummerer det selv: ”Jeg var, og jeg er tegneserieevangelist. Og jeg gaber altid over for meget.”
Kærligheden til mediet stammer fra barndomshjemmet, hvor verdenslitteraturen omgav ham. Hans far var litteraturmagister, og på fars arbejde, Biblioteksskolen i Aalborg, var der et helt særligt rum med tegneserier og børnebøger. ”Nærmest et kosteskab, men bare så fedt,” husker Thorhauge. Her opholdt han sig længe.
”Far var bekymret for, om jeg nu også kom til at læse romaner,” siger han. Far fik lidt ret. Det bliver i dag mest ved tegneserielæsning.
”Skal man tale om en egentlig vækkelse, så var det Frank Millers Batman-historie ’Nattens ridder vender tilbage’. Det var chokerende. Det var grimt tegnet, men det var fedt tegnet, og jeg kunne ikke finde ud af det. Man kunne bare se, at det havde en puls, det vibrerede,” siger han og hans hænder gør ligeså, mens han med superlativer beskriver den ene scene efter den anden i tegneserien fra 1986.
”Det virkede på mig, uden at jeg fattede hvorfor.”
Men fatte det – det ville han. Han begyndte på Københavns Universitets Film- og medievidenskab, hvor han skrev flere opgaver om tegnserier. Det var et af de første institutter, hvor det var ’i orden’, blandt andet fordi lektor i filmhistorie og åndeligt forbillede for Thorhauge Peter Schepelern var gået forrest med en artikel om Tintin i 1972, siger Thorhauge.
Efter en næsten færdiggjort kandidatgrad, afbrudt af behovet for at tjene penge, da han som ung fik sit første barn, begyndte han sammen med en ligesindet, Matthias Wivel, at udgive det ambitiøse tidsskrift Racham. Det blev efterfulgt af antologien ”BLÆK” med danske striber på fransk og snart en tilsvarende udgivelse til det amerikanske marked og en række danske antologier – foruden egenproducerede tegnserier. Alt sammen mundede ud i dannelsen af Dansk Tegneserieråd i 2009, hvor det ”evangeliserende” arbejde blev lidt mere institutionaliseret.
”Vi har sat et aftryk på dansk tegneseriekultur. Men det var ikke svært, for den er virkelig slap,” siger han.
”Nogle af dem, der laver de bedste tegneserier, er også de mest dovne i forhold til kulturen omkring mediet. Der er bohemetyper, kunstnere, der føler, at de skal bæres frem af andre. Men der er ingen store succeser, der kommer af sig selv. Og jeg har tydeligt set, at det er vigtigt, at nogen gør noget for mediet i Danmark.”
Ifølge Thorhauge er tegneserien blevet frigjort som personlig udtryksform i stadig højere grad siden 1980’erne. Sideløbende med, at tegneserien er blevet mere niche, er den blevet mere fri for masseproduktionsindustriens tøjler såsom fastlagte sideantal, formater og genrekonventioner.
”Tegneserien er sluppet fri og har vist sit potentiale,” siger han og fortsætter:
”Og det har folk ikke rigtig fået øje på.”
Tegneserieevangelisten, der gestikulerer og mimer, hvad han siger under et, har undervejs fyldt bordet foran sig med tegneserier, som han lige skal vise frem for journalisten. Nu skubber han dem til side, folder hænderne og læner sig frem:
”Til Kristeligt Dagblads læsere vil jeg gerne sige, at der venter oplevelser i de nyere tegneserier, som i nogen grad svarer til at læse en roman. Store og vedkommende ambitioner plus den visuelle dimension. Det er svært at kredse ind, men den grafiske fortælleteknik påvirker indholdet på en måde, der gør det til en særegen oplevelse. Det er noget unikt. For kulturelt engagerede mennesker er der virkelig meget at opdage i moderne tegneserier.”
Han fortsætter, længe, i den dur. Og slutter af med pegefingeren hævet:
”Det kan jeg sige under en løgnedetektor.”
Læs også ‘Tegneserieevangelisten anbefaler 5 gode tegneserier’.