Vi fortsætter fejringen af Spider-Mans runde fødselsdag med yderligere punktnedslag i netsvingerens 50 år lange karriere som seriefigur i samtale med Marvel-Morten Søndergård. Efter den sangvinske lovprisning af Ditko- og Romita-forløbene i forrige indslag får piben sandt for dyden en anden lyd her i 2. del, hvor Søndergård og Sørensen er nået frem til 1980’erne og 90’erne, og således er tvunget til at forholde sig til diverse klonsagaer, figurer som Venom, Carnage og andre real life idioter. Der er dog også lyspunkter at spore ind imellem. Første del kan læses her.
Du nævnte sidste gang, at Spider-Man i løbet af 70’erne – på trods af den dalende kvalitet – faktisk steg i popularitet og pludselig var at finde som merchandise og på tv.
– Ja, i 70’erne medvirkede Spider-Man jo i tv-showet Electric Company, der var sådan en slags Sesame Street for større børn, og Marvel udgav i forlængelse heraf en Spider-Man-serie til samme målgruppe. Men det blev aldrig rigtig nogen succes, fordi de ikke gav det den samme bevågenhed og kvalitet. De lagde ikke den samme energi i det, som de gjorde i voksen-serierne, og så bliver det ikke godt. Fordi du laver ting til børn, behøver du jo ikke lave det dårligt, vel? Det er der mange folk, som laver børne-tv, der ikke har forstået. ”Nå, det er bare til børn, så kan vi bare servere lort for dem” – og børn opdager jo med det samme, hvis de synes, det er lort.
På det tidspunkt var Spider-Man jo også blevet så populær, at han optrådte i mere end en månedlig hæfteserie, ikke?
– Jo. Det allerførste der kom, hed Marvel Team-Up, og her møder Spider-Man forskellige superhelte hver gang, altså sine kolleger, Iron Man, Captain America og Human Torch og så videre. Og der er da ægte perler imellem, især i den periode hvor Chris Claremont og John Byrne prøvede kræfter med figuren, men det er sjældent, at det er i de der Team-Up-hæfter, at guldet ligger. Der er et par enkelte gode ting ind imellem, bl.a. historien, hvor Spider-Man møder Red Sonja – det er sådan en enkelt historie på 17 sider, som faktisk er ret sjov.
Men ovre i hovedserien, Amazing Spider-Man, stod det samtidig skidt til, kan jeg forstå. Hvad var der galt med det?
– Åh, det var Ross Andru, jeg har altid syntes han var en røvkedelig tegner, og det var Gerry Conway og det var Len Wein…
Og den første klonsaga?
– Ja, også det! Åh, Gud! Var der nogen grund til at minde mig om det? Jeg er en gammel træt mand! Jesus! Jeg købte hæfterne og læste dem dengang, for da var jeg jo fuldstændig… da læste jeg jo alt Marvel, men altså…
Og den første klonsaga, det var Sjakalen som klonede…
– Ja, Sjakalen var jo ham dr. Warren, Peter Parkers gamle biologi-lærer, som man allerede møder i Romita-runnet. Og han var jo så blevet forelsket i Gwen Stacy, hvilket man selvfølgelig ikke kan fortænke ham i, og han laver så en klonet udgave af Gwen Stacy, og det var altså ikke… det var Gerry Conway der fandt på den historie, og det var jo fuldstændig tåbeligt. Gerry Conway, altså, den idiot. Det er jo ikke til at holde ud. Det er jo en totalt lallende historie i virkeligheden, ikke? Men den stopper så i #149.
Men kloner han ikke også Peter Parker?
– Nej, det bliver først forklaret senere. Nå, jo, der optræder en Spider-Man-klon meget kort i slutningen af #149, som så dør, og så smider Sjakalen ham ned i en stor skorsten. Det bliver så brugt til et plot senere hen, hvor Peter Parker har fået nogle billeder af det, som Jameson så får fat på. Men det er sådan nogle 70’er-ting.
Men er man ikke i tvivl om, hvorvidt det er den rigtige Peter Parker, der har overlevet?
– Jo, men allerede i #150, som faktisk er tegnet af Gil Kane – det var sådan et lille åndehul i alt det crap, der kom – da bliver det afsløret, at det er den rigtige Peter Parker, der har overlevet, og at det ikke er en klon. Der bliver lavet en klon-analyse, hvordan man så end gør det – videnskaben i superhelteserier er måske engang imellem en anelse blød.
En klonanalyse ligefrem.
– Ja, eller et eller andet. Men det er først, da den nye klonsaga starter mange år senere, at det bliver sådan et plot point. Men så når vi op til #200, og det er også noget crap, og så dukker Roger Stern op og John Romita Jr – John Romita Srs søn. Og det der far-søn-forhold, det er jo faktisk ret fedt. Jeg har engang hørt John Romita Sr fortælle, at hans søn jo ikke var meget for at fortælle ovre i skolen, at far tegnede romance-hæfter – det var jo nærmest pinligt, ikke? Men da han så begyndte at tegne Spider-Man, da var han jo en anderledes cool dad! Som John Senior siger meget sjovt: ”pludselig var jeg en respekteret forælder!” Og hans søn har jo vist sig at kunne tage arven fra faderen op. Han har den der tidlige 80’er-stil, som er skidegod, og så udvikler han sig til det, han er i dag, hvor han jo nærmest er en fantastisk tegner, synes jeg. En fantastisk action-tegner. Men altså, som sagt: sammen med Roger Stern laver han jo fra #238 og frem til #251 den første Hobgoblin-saga.
Som jo kører meget på det, som Lee og Ditko også kørte meget på…
– Ja, netop, hvem er The Hobgoblin? Det er jo ikke originalt, jeg siger bare, at det er en tilbagevenden til en læsbar kvalitet. Og det var da fedt at sidde og oversætte, kan jeg huske. Og så kom den sorte dragt jo så i forbindelse med crossover-serien Secret Wars. Altså symbioten, som jo blev til Spider-Mans nye dragt.
Ja, det var jo i den stærkt omdiskuterede chefredaktør Jim Shooters regeringsperiode, hvor talrige forfattere og tegnere med tiden flygtede over til de konkurrerende forlag. Hvad synes du egentlig om ham?
– Han havde en meget gavnlig virkning på Marvel, men det var mere sådan på det overordnede plan. Secret Wars var hans idé, men han sørgede også for, at folk fik flere penge og flere royalties. Jo længere tid folk var på en serie, desto flere penge fik de og så videre. Og Spider-Mans sorte symbiotdragt blev jo meget diskuteret, men den var også meget populær.
Ja, han bar den jo bl.a. i løbet af crossover-historien, der hed “Kraven’s Last Hunt”, som jo var et af 1980’ernes højdepunkter.
– Ja, den var jo tegnet af Mike Zeck, og den var desværre lidt med til at slå den danske serie ihjel. Vi bragte først den, og så var der fem numre, hvor Peter Parker var på sindssygehospital bagefter. Der var sådan et halvt år med totalt mørke og død, og jeg ved ikke om det gav et negativt resultat, men salget faldt faktisk under Kraven-sagaen.
Det var jo historier i kølvandet på The Dark Knight Returns og Watchmen, hvor alt skulle være dystert…
Ja ja, det var jo J.M. de Matteis der skrev den, og han var jo en udmærket forfatter, men han er vist ikke så kendt i dag. Og Mike Zeck – dengang han stadig lavede tegneserier, det gør han jo ikke mere, så vidt jeg ved – var jo ikke den store tegner, men han var sgu en meget effektiv fortæller. “Kraven’s Last Hunt” var skidegod, men meget, meget mørk. Det var The Dark Spider Rising, simpelthen…
Det må man sige. Med levende begravelser og jeg skal komme efter dig.
– Ja, og Vermin og kloakker og fortrængte minder…
Men hvad synes du om den idé, som alt det her med symbioten udviklede sig til – hele det her Venom og Carnage-halløj?
– Det var der jo nok ikke nogen, der kunne have forudset. For så dukker Todd McFarlane jo op, og altså, han gav figuren en enorm popularitet. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om McFarlanes Spider-Man. McFarlane har noget dynamik i sig, men sjovt nok synes jeg faktisk, at nogle af hans tidlige Hulk-numre var mere dynamiske. Men han lavede en Spider-Man, som folk kunne lide. Figuren var meget mere insektagtig, og nettet var blevet sådan noget underligt noget – det så nærmest ud som om, det havde fået kræft. Og McFarlane blev jo så populær, at han fik lov at starte en ny Spider-Man-serie, der jo solgte i hundredtusindvis.
Ja, det første nummer solgte vist nærmest i en million eksemplarer.
– Ja, og jeg har aldrig været den store fan af det, må jeg indrømme.
Nej, da kunne man virkelig se, at Todd McFarlane måske nok var en dygtig tegner, men nogen stor forfatter var han eddermame ikke.
– Jeg kan huske, da jeg oversatte de første seks hæfter af den nye serie, da lavede jeg i hvert fald betragtelige dele af teksten om, så den blev brugbar. Det var fuldstændigt lallende. Altså, det var helt tydeligt, at det kun var grafikken, den solgte på. Men McFarlanes Spider-Man var superpopulær, jeg har solgt kæmpe mængder af det. Han var en elendig forfatter simpelthen, og det var noget ulæseligt crap, for nu at sige det lige ud, men det solgte som varmt brød.
Men Venom-figuren udspringer jo af den sorte symbiotdragt fra Secret Wars…
– Ja, det er jo en figur, McFarlane finder på. Selve symbioten kan ikke tåle høj lyd, så der er noget med nogle kirkeklokker på et tidspunkt, og så dør symbioten.
Ja, i Web of Spiderman #1.
– Netop, Web of Spider-Man #1 – elendigt tegnet, for øvrigt, af en eller anden ukendt idiot, som jeg har glemt alt om.
Men med en meget smuk forside af Charles Vess.
– En meget smuk forside, men det var bestemt også det eneste der var i det nummer. Jesus Christ, mand. Men så finder McFarlane på at bringe symbioten tilbage. Og på det tidspunkt var en af de få interessante og gode historier, der blev bragt, skrevet af Peter David. Han stod bag fortællingen ”The Death of Jean de Wolf”, som gik i endnu et Sider-Man-hæfte, Peter Parker The Spectacular Spider-Man. Og det er et af de få lyspunkter, der var i den der lange, mørke periode; det var noget af det, Peter David forfattede. Og McFarlane brugte jo senere nogle elementer fra den historie med ham journalisten, Eddie Brock, som var sådan en parallelhistorie, der foregik samtidig ”The Death of Jean de Wolf”. Og da lavede han faktisk en lille genistreg, ved at skabe Venom som ny figur med store tænder og klør – og den blev enormt populær. Marvel sprøjtede mini-serier ud, og vi udgav 120 siders gigant-numre på dansk. Og jeg kan huske, at jeg sad og oversatte dem, og jeg var ved at brække mig over det, men så tre måneder senere får man et brev: ”det er den bedste historie, jeg har læst i hele mit liv!” Så hvad fanden skal du stille op, ikke? Og så kom der jo så Venoms bror, Carnage, eller Splatter, som han hed på dansk.
Krybet og Splatter!
– Krybet og Splatter. Hvis der er noget af det jeg har oversat jeg er stolt over, så er det de to navne, det synes jeg er godt fundet på. Dem har jeg altid godt kunnet lide. Og så var der den der kæmpe Maximum Carnage-serie, som jeg oversatte til “Splatter maler byen rød”, men det var 1990’er crap, det var det altså – men folk elskede det.
Jamen, hvad fanden gik der galt i 90’erne?
– Der gik jo Image i den, ikke? Der gik MTV i amerikanske tegneserier. Det var flot grafisk – ja, det var det jo ikke engang, i dag ligner det jo lort, ikke, men det var tidsånden. Jeg ved ikke, hvad det var. Men altså, der var selvfølgelig også gode tegneserier dengang, men du skulle grave lidt i møget for at finde dem. Og så kørte Spider-Man-universet jo ind i klon-sagaen, den nye klon-saga, og det var jo… det er det største trafikuheld, Marvel endnu har præsteret.
Kan du i fem linjer forklare, hvad det handlede om?
– Jamen, det handlede om, at den klon, som alle troede døde, dukker op igen og påstår at være Peter Parker. Og den Peter Parker der hele tiden har været, viser sig faktisk at have været klonen, Ben Reilly. Og efter mange år viser det sig så, at det alligevel ikke er sådan! Så var det alligevel omvendt! Men det var så langt ude, at Marvel faktisk havde besluttet at køre Peter Parker ud på et sidespor, og så i sidste øjeblik trak de nødbremsen. Jeg er ikke klar over, hvilke redaktionelle ting der er foregået, men én af grundene til, at klonsagaen blev så lang på amerikansk – den var gudskelov mindre på dansk – det var, at der blev skiftet redaktør undervejs. Og det var slet ikke meningen, at den skulle have varet så længe.
Det var noget med, at da du redigerede den danske udgave, da barberede du rask væk tretten numre ud af fortællingen?
– Jeg kan ikke huske hvor meget det var, men der var noget, der hed Maximum Clonage, som var sådan en miniserie på seks numre, og den fjernede jeg bare fuldstændigt. Der er en scene, hvor Spider-Man kravler op ad et højhus og tænker ”hvad skal jeg gøre?” og så kørte jeg en 8-10-12 hæfter frem og fandt en scene, hvor han kravler ned ad en bygning, og så skar jeg den mellemliggende klump ud. Så skulle jeg lige ændre teksten i en to–tre bobler, og så var det dét. Og jeg har aldrig mødt et menneske, som har gjort mig opmærksom på, at der manglede noget.
Ingen kunne se forskel…
– Nej, fordi jo dårligere en historie er, desto lettere er den at redigere. Og tro mig: det var meget let at redigere i klonsagaen. Det var utter crap simpelthen. Men til min store forbløffelse kommer der stadig kunder ind i butikken og meddeler: ”klonsagen er bare det bedste, jeg nogensinde har læst!”
Jamen, man tror jo det er løgn, men den er jo blevet samlet i sådan nogle store trades, som sælger godt, og folk synes at Venom og Carnage er seje figurer.
– Ja, hvad fanden skal man stille op, ikke? Der er jo ikke noget at gøre. Men altså, hele den klon-saga, det var jo et stort redaktionelt kaos, simpelthen.
Og alle de her årelange plotlines og crossovers gjorde jo så også, at Marvel på et tidspunkt fandt det nødvendigt at vaske tavlen ren og starte forfra. Jeg tænker fx på John Byrnes Spider-Man: Chapter One.
– Ja, og da laver Byrne jo faktisk en ændring i oprindelsesmyten, hvor han lader et atomkraftuheld skabe både Spider-Man og Dr. Octopus på en og samme tid, og hvor Peter Parker ligger på hospitalet i flere måneder, og får så langsomt kræfterne. Men det gik Marvel meget hurtigt bort fra. Det varede et halvt til et helt år, og så havde de glemt alt om den historie. Og den er da blevet genoptrykt, men den bliver aldrig nævnt. Altså, Marvel klarer deres kronologi-problemer ved at glemme ting, DC laver en Crisis-mini-serie!
Et andet forsøg på at omgås kontinuitetsproblemer kom jo kort efter med Ultimate Spider-Man, som jo var en del af Marvels mere overordnede strategi med at lancere universet for forudsætningsløse læsere.
– Ja, det var jo sådan Marvels nye forsøg på at tage de gamle myter og så friske dem op til vore dage, og i mine øjne er Ultimate Spider-Man utrolig vellykket. Det er Brian Michael Bendis, der har skrevet samtlige numre. 160 numre med Peter Parker skrev han ud i en køre, og det er rimelig godt gået. Og Mark Bagley tegnede omkring 112 af dem, så han kunne slå Jack Kirbys gamle rekord på 102 numre af Fantastic Four. Der er nogen, der ikke bryder sig om Bagley, men jeg kan godt lide ham, jeg synes han er enormt dynamisk. Han er måske ikke den store tegner, men han kan lave tegneserier i mine øjne. Det kører bare derudaf, og Bendis skriver ikke nogen forklarende tekst, kun dialog. De fleste af dem blev faktisk oversat til dansk, de kom i de der tykke Mega-Marvel eller Giga eller et eller andet…
Og Ultimate Spider-Man er historien forfra. Figuren er ikke tynget af en lang kronologi.
– Nej, nej, overhovedet ikke. Den er frisk. Og så er Aunt May jo opdateret. Den gamle Aunt May er jo et 1930’er depressionsbarn – den nye Aunt May har været med på Woodstock og sådan noget, og er meget mere aktiv og for øvrigt en skidegod figur. Hun er faktisk ret godt beskrevet i Ultimate Spider-Man, synes jeg. Det har Bendis virkelig gjort godt.
Men i hovedserien, Amazing Spider-Man, sker der jo også et reboot af en slags.
– Ja, det er da J. Michael Straczinsky tager over på serien sammen John Romita Jr, og påbegynder et af de virkeligt fantastiske runs, der har været på Spider-Man. I det første nummer, som Straczynski skriver, da ser du bare Spider-Man, der svinger rundt i byen og tæver nogle forbrydere – han hopper og springer og demonstrerer sin superstyrke og sin edderkoppesans. Og så ender hæftet med, at han tager ud og besøger Mary Jane, og de sidder så og snakker sammen. En stille og rolig introduktion: her har vi en figur, der er superhelt, han kan dét og dét, han har en kæreste og han har en gammel tante. Næste nummer: lidt flere venner dukker op, og så begynder Straczynski at komme med den der idé med, at Spider-Mans kræfter er sådan noget nærmest animalsk urmystik.
Ja, nærmest sådan noget totem-agtigt noget og så det, at de fleste af hans modstandere er baseret på dyrefigurer ligesom han selv…
– Ja, og det kørte Straczynski sgu meget godt i nogle år, indtil det hele brød sammen og det hele kollapsede i noget forfærdeligt noget…
Hvad skete der?
– Nå, men så kom der andre tegnere på og så begyndte Joe Quesada at blande sig. Så kom der den her besynderlige historie med at Norman Osborn havde fået børn sammen med Gwen Stacy og at Peter Parker og Gwen Stacy aldrig havde dyrket sex og så videre.
Altså en form for back engineering?
– Ja, det må man sige var retroaktiv kronologi, som det så smukt hedder. Men det er heller ikke rigtigt blevet nævnt siden. Men hele den periode med John Romita Jr og J. Michael Straczynski det var skidegodt. Peter Parker var jo blevet gift med Mary Jane i mellemtiden, og Straczynski er den eneste forfatter, der har kunnet få det ægteskab til at virke; det fungerede faktisk godt. Det var virkelig gode historier. Der kom vel de der 30-40 numre, og det er et af højdepunkterne indenfor Spider-Man, synes jeg.
Spider-Man er jo også i sin grundessens udstyret med den her kolossale dårlige samvittighed, som jo faktisk får nyt liv i Straczinsky-runnet i det her 9-11 nummer…
– Ja, det er altså et meget mærkeligt nummer, det vil jeg lige sige. Straczinsky sagde selv, at han skrev det på 12 minutter, og da jeg sad og oversatte det, var det også bare med hjernen slået fra fordi… altså den mest berømte eller snarere berygtede scene er jo den, hvor Doctor Doom står og græder over, at der er røget de her 2-3000 amerikanere. Det er jo selvfølgelig for amerikanerne en meget traumatisk begivenhed, og verden lever jo stadig med konsekvenserne af det, men Doctor Doom er altså en større massemorder end Bin Laden, skal vi lige huske.
Men i det nummer ankommer Spider-Man jo til Ground Zero og er fuldkommen magtesløs – og det griber jo direkte tilbage til oprindelseshistorien og figurens grundlæggende dårlige samvittighed over ikke at være på rette sted til rette tid.
– Ja ja, jo, men jeg kan jo også huske, at der var artikler fremme lige efter 9-11 med overskrifter som “Superheltene er døde for evigt! Vi lever i en ny post-superhelte verden!” og så videre…
Ja, der var vist en enkelt dansk skribent, der tog munden lidt fuld, der…
– Ja, det husker jeg tydeligt. Jeg møder ham engang imellem, og jeg gør som regel nar af ham, og han skutter sig jo også, og ser ud som om han stadig er flov over det. Men sådan er det jo med den slags ting. Og nu hvor vi er i gang med at gøre grin med folk, så skrev Anders Hjorth Jørgensen i Tegneseriens Hvem-Hvad-Hvor, som udkom på Politikens forlag i… hvornår fanden var det?
1976.
– Ja, i 1976. Og da står der i kapitlet om superhelte, at ”genren må betegnes som værende brændt ud og umulig at føre videre.” Og det er før ting som The Dark Knight Returns og Watchmen og alt muligt.
Det var måske en meget rimelig antagelse i 1970’erne, men…
– Ja, men en genre er aldrig død. De kan se ud som om de er døde, og de kan lugte lige som om de er døde, men de bliver altid på et eller andet tidspunkt genoplivet. På et tidspunkt vil kriminalgenren også forsvinde, og så vil den blive genoplivet til noget, der er bedre og større, selvom det i dag forekommer næsten umuligt. Så superheltene – og Spider-Man – er kommet for at blive.
Glæd dig til tredje og sidste del af interviewet med Morten Søndergård, hvor vi når up-to-date med Spider-Man-serien, taler lidt mere om den danske udgivelse og runder figurens fædre, Stan Lee og Steve Ditko, en sidste gang.
