Dagens kalenderlåge gemmer på en zombiesoap, der i 2012 nåede bind tre i Danmark og i USA rundede hæfte nummer 100.
I marts udgav Forlaget Fahrenheit andet bind af tegneseriefænomenet The Walking Dead, hvor serien for alvor finder sit gear. Blandt andet fordi Charlie Adlard overtager tegnertjansen permanent efter forgængeren Tony Moore. Med sin lidt småanonyme og prunkløse, men samtidig uhyggeligt leveringsdygtige stil introducerer Adlard noget mere af det übernasty, der har gjort zombiefilm til et kultfænomen i snart et halvt århundrede. En paranoid og kuldslået stemning hænger tungt over menageriet, og hvis man ser det som en attraktion, behøver man ikke lede længere, for The Walking Deads uforsonlige gotiske mørke begynder for alvor at træde i karakter i bind to, og det blev kun bedre/værre i bind 3, der udkom oktober.
Gruppen af overlevende efter katastrofen, der med obligatorisk uforklarlighed har forvandlet størstedelen af jordens befolkning til levende døde kannibaler, er ved at tage så meget form, som det nu kan lade sig gøre i en verden, hvor voldelig død er et uundgåeligt konstant. Deres forsøg på at etablere et samfund, der bare smager en anelse af normalitet i dette middelalderlige mareridt – og tilbageslagene, der altid lurer lige om hjørnet – er mere eller mindre seriens handling, som det også er tilfældet i film, bøger og hvor zombiegenren nu ellers huserer. Og som i enhver anden god soap er løjerne endeløse. De bliver bare ved.
Zombier er i disse år rykket op fra en tilværelse som video nasties på nederste hylde på tanken til toppen af poppen indenfor mainstream underholdning. Som subgenre har den knopskudt med en bred fauna af nye subgenrer til følge, f.eks zombiekomedien (”Shaun of the Dead”, ”Död Snö”, ”Zombieland” og ”Juan of the Dead”), den zombieløse zombiefilm (”28 days later”), zombiemockumentary (”Rec.”) og zombie-guvernanteromaner (”Pride and Prejudice and Zombies” og ”Wuthering Heights and a Werewolf… and a Zombie too”).
Men The Walking Dead er zombie classic! Her er intet glimt i øjet. Teamet bag serien tillader sig at tage genren og dens præmis alvorligt, og hvor det for skeptikere nok kan virke lovlig fjollet, kan tilhængere af denne dystopiernes dystopi så til gengæld glæde sig over at have fundet den rene vare. Ingen folkekomedie! Ingen socialrealisme! Ingen berøringsangst overfor det kulørte i genren.
Forlaget Fahrenheit har sat skub i den danske version med tre bind på mindre end et år, og det er der god grund til. Serien er hurtig læst og voldsomt vanedannende, hvis man er til den mørke side. Måtte den få et langt liv, også på dansk.
Samtidig, i USA, rundede The Walking Dead #100. Om jubilæumshæftet skrev Nummer 9’s Michael Lindal:
– Robert Kirkman fejrede de 100 hæfter ved at flå et stykke af min sjæl ud, trampe på den, sparke den hårdt op til flere gange og efterlade den blødende i vejkanten. Det får man ud af at troppe op, når succesforfatteren inviterer på fødselsdagskage.
– Jeg skal ikke afsløre, hvad der sker i serien, men det er en game changer og seriens indtil nu dybeste tur ned i nihilismen. Jeg har svært ved at afgøre, om vi har at gøre med den lidt trætte series redning – der er nu materiale til mange, mange års lidelser – eller dér, hvor serien knækker og bliver en parodi på sig selv. Men jeg vil sige dette: Det er kompromisløst. Det er ægte vold, ægte konsekvenser og ægte ondskab, vi her har med at gøre. Kirkman fik mig med Walking Dead 100 til at føle (ubehagelige) ting meget dybt og det har rumsteret i mit baghoved lige siden. Som sådan er dette løshæfte den måske stærkeste læseoplevelse, jeg har haft på tegneseriefronten i år. Dér kan man bare se.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, afsløres. Teksten oven for er redigeret sammen af en anmeldelse og en sommerstatus fra Nummer 9.
Del på
