Nummer 9-redaktionens julekalender samler op på årets bedste tegneserier. Dagens låge gemmer på ukristelige og eftertænksomme løjer fra veteranen Mårdøn Smet.
Art Spiegelman har engang sagt, at han var i besiddelse af to sæt briller: ét par til at læse med og så et andet til Chris Wares tegneserier. ”Og Mårdøn Smets” kunne han have tilføjet, havde han været bekendt med dennes arbejde, for detaljeringsgraden og kompleksiteten i den danske tegners arbejde står ikke tilbage for det, man finder hos hans amerikanske kollega. Mårdøn Smets sider tager tid at aflæse og endnu længere at fordøje. Nu er du advaret.
Pantomimeserien Stig & Martha kom til verden under tarvelige omstændigheder i det snuskede undergrundsblad Fahrenheit i 1992, og er nu godt 20 år senere genopstået i al sin herligheds stråleglans i prægtige klæder. “Stig & Martha” præsenterer et skønsomt udvalg af Mårdøn Smets samlede Stig & Martha-produktion, hvoraf flere indslag er nytegnet med denne udgivelse for øje.
Stig & Martha er et højst besynderligt og højst umage par. Han er en lille mandsling med et stort rundt hoved under en evigt snurrende propelhat, hun er en afrikansk kvinde med knyttet hår, blottet bryst og en knogle gennem hver øreflip. Begge udviser de gang på gang selviske og dybest set asociale adfærdsmønstre, der som oftest synes at udspringe af en lede ved hverdagen og virkeligheden, som den præsenterer sig for dem. De virker imidlertid også som om, de er glade for hinanden, når de da ellers får lov at optræde på samme tid.
Seriens univers er nemlig aldeles fleksibelt, og aktørerne udskiftelige. Det samme gælder miljøerne: snart er scenen sat i en idyllisk folkeeventyrlig ramme med nejende enhjørninger og knejsende Rapunzeltårne, snart i den mest rå og brutale socialrealistiske virkelighed med larmende biler og luderbesøg. Af og til sker sådanne skift endog i løbet af én og samme fortælling. I Stig & Martha kræves der ingen spejle, ingen garderobeskabe eller forheksede perronafsnit for at krydse grænsen mellem det skinbarlige og det imaginære; grænserne er aldeles flydende, og det er de, fordi Stig & Martha hverken er forankret i karakter- eller plotfremdrift, men udelukkende er idébaseret.
Det bliver slået fast med syvtommersøm i denne samlings længste og mest komplekse indslag. Fortællingens gennemgående motiv er glødepæren – den for tegneserien så unikke ikonografiske fremstilling af en lys idé – og den dukker op adskillige gange i løbet af pantomimen, idet fortællingens ouverture netop er en gennemgang af lyse indfald fra det øjeblik, hvor abemennesket først beslutter sig for at rejse sig op og gå på to ben og hele vejen frem til damplokomotivets tilblivelse.
Det er mennesket som innovator, som den, der via tankens magt alene skaber sin egen virkelighed, vi her præsenteres for i form af Stig, der som en anden Zarathustra spreder det glade budskab om forstandens lys til højre og venstre, men som ikke desto mindre har sit hyr med at overbevise sin egen familie om det autonome overmenneske og det rationelle som eneste mulighed. Og det bliver ikke lettere, da den lille familie får tilføjet et nyt medlem, som i bogstavelig forstand er af en anden verden.
Fortællingen er svimlende flot arrangeret, og samtidig et af Mårdøn Smets mest krævende værker. Men den er også, fornemmer man, et dybt personligt sorgarbejde om tab, om tvivl og fortvivlelse. På fortællingens sidste side sidder Stig alene tilbage med en hob af hellenistiske brokker i baggrunden. Der er lukket og slukket i Videnstemplet, som står tomt og forvitret, og i dets sted lyser det flimrende husalter sin sløvende og bedøvende fred i stuen.
Man finder en række tilbagevendende motiver i Stig & Martha, som fx den øde ø – en klassisk setting fra vittighedstegningerne, hvor der som regel sættes alle sejl til for at forlade den strandede tilværelse. Hos Mårdøn Smet får den øde ø imidlertid funktion af et drømmescenarie og det utopiske alternativ til hverdagens vrimmel – en forestilling, der uden besvær kan sidestilles med forventningen om en hinsides problemløs paradistilstand fjernt fra denne verdens glædesløse gøglespil, som de fleste troende inden for de monoteistiske religioner abonnerer på. I Stig & Martha viser utopien sig dog som regel at være netop det: en illusorisk og uopnåelig tilstand, som – hvis den opnås – udvikler sig til et mareridt, hvor det man flygtede fra, kommer tifold tilbage.
At man som kunstner bør forvalte sine talenter med omhu, når det kommer til behandlingen af religiøse spørgsmål, har vi set talrige eksempler på i løbet af det sidste årti. Og mens Mårdøn Smet nok serverer en række synspunkter råt for usødet om vor nations statsreligion og dens udøvere, så er humoren i Stig & Martha – modsat talrige andre satiriske livtag med religiøse motiver fra det forgangne årti – aldrig ondsindet eller drevet af en dubiøs dagsorden.
Skulle man være af usandsynligt sensibel karakter og alligevel tage anstød af indholdet, hvad enten det så er af den ene eller den anden grund, kan man altid nøjes med at læne sig tilbage og nyde den elegante syndflod af tegninger sat i sekvens, som Smet orkestrerer som ingen anden herhjemme. Tag fx den kun to sider lange synæstetiske mareridtsfortælling, hvor stakkels Martha formeligt omringes af larmende lydord i en tiltagende klaustrofobisk sideopbygning. Her er de enkelte sekvensers påkrævede rytme og kadence afmålt og afleveret med en sådan præcision, at man helt og holdent må overgive sig og tilgive den visuelle punchlines pauvre stamtavle.
Mårdøn Smet excellerer i at tage den dårligste joke, du nogensinde har hørt, og gøre den til kunst. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke har noget på hjerte. Selvom han højst sandsynligt selv ville fortælle dig noget helt andet, så er Mårdøn Smet i bund og grund en moralsk fortæller. Ikke moraliserende, men en moralsk fortæller. At moralen så ikke sjældent skal graves frem under veritable dynger af pik og patter og pis og lort, er bare med til at gøre læseoplevelsen endnu mere udfordrende og ultimativt lade den givne pointe bundfælde sig med betydelig vægt i læseren.
Takket være sit kolossale tegnetalent har Mårdøn Smet arbejdet for internationale franchises som Anders And og Mumitroldene. Han har imidlertid også hver gang trukket sig ud af sådanne foretagender, fordi opgaverne enten blev for rutineprægede, for topstyrede eller i sidste ende i modstrid med, hvad han egentlig havde på hjerte. Undergrundsserien om Stig & Martha kom i disse år dermed til at fungere som en kunstnerisk ventil for Smet, og det er derfor her, vi måske nok finder tegneren i sin reneste form. Stig & Martha er ikke et bestillingsarbejde, den er tværtimod lige præcis det, Mårdøn Smet ønsker at fortælle dig.
På billedsiden mere end aner man inspirationen fra de hollandske funny animal-forbilleder Daan Jippes og Fred Julsings fortravlede og nærmest overdynamiske fortælleforløb, men også det mere afdæmpede og elegante schwung, som klassisk dansk illustrationskunst har været leveringsdygtig i i kraft af ekvilibrister som Arne Ungermann og Axel Nygaard, er på spil i de Smetske pennestrøg. I en enkelt episode får han desuden effektfuldt parafraseret George Herrimans golde og urovækkende omskiftelige baggrundskulisse fra Krazy Kat. I sidste ende er alt fra penneføringen til den overordnede kunstneriske vision imidlertid umiskendeligt Mårdøn Smets.
Det kan være svært præcis at sætte fingeren på, hvad det er, Mårdøn Smet gør, som får Stig & Martha til at lykkes. Måske er det i virkeligheden nemmere at få øje på, hvad det er, han ikke gør. Han taler ikke ned. Han skærer ikke ud i pap. Han synes tilmed at sætte en ære i at gøre visse sekvenser så svært dechifrerbare som muligt. Selv helt ordinære billede-til-billede-forløb kan være vanskelige at tilegne sig på grund af den snørklede streg, og når man endeligt helskindet igennem, præsenteres man ikke nødvendigvis for et sølvfad med en pointe på. Der er lagt arbejde, om- og eftertanke i disse sider, og Mårdøn Smet tillader sig tilsyneladende at forvente det samme af sin læser.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, åbenbares. Teksten oven for er Nummer 9’er Henry Sørensens forord til “Stig og Martha”.
