Dagens udvalgte tegneserieoplevelse er Naoki Urasawas episke storværk “20th Century Boys”, hvis engelske udgave nåede sin afslutning i 2012.
Hvis man overhovedet kan bruge priser til noget, så må det i Naoki Urasawas tilfælde være at slå fast, at han er en tegneserieskaber i verdensklasse. Der kan næppe være mange værker, der er blevet belønnet med såvel de store japanske manga-priser Kodansha og Shogakukan som den franske Angoulême-pris og den amerikanske tegneseries svar på Oscar’en, Eisner-prisen. Men det er 20th Century Boys, vel at mærke fuldt fortjent.
Den 249 episoder lange spændingsserie er svær at opsummere i en fart, også uden at ødelægge plot-twisterne for fremtidige læsere, men serien skulle angiveligt være inspireret af giftgasangrebet på Tokyos undergrundsbane i 1995 udført af den såkaldte Aum Shinrikyo-sekt. I 20th Century Boys forsøger at Urasawa at svare på, hvordan verden kunne se ud, hvis en af disse åbenlyst gale kultledere med dommedagsfantasier en dag havde tilhængere nok til at realisere apokalypsen.
Denne histories Charles Manson er en maskeret, men karismatisk figur, der blot kalder sig “Vennen”. En gruppe af Vennens gamle barndomskammerater må tage kampen op mod ham, da en række bizarre begivenheder gør det tydeligt for dem, at de for længe siden, da de var børn, skrev dommedagens drejebog med inspiration fra 70’ernes tv-serier og tegneserier. En eller anden fra deres gruppe forsøger at gøre alvor af sagerne med en surrealistisk blanding af dødbringende terror og Potemkin-kulisser.
Herfra tager plottet adskillige drejninger – også nogle af den slags hvor mange tænker “ah, det var en lige lovlig belejlig måde at forlænge serien på”. Det skaber en tre-delt serie, hvor især den første og den sidste akt er fantastiske og alle priserne værd. Der er humor, charme, nostalgi, spænding og drama på en gang.
Jeg må indrømme, at jeg efter at være kommet igennem serien, indimellem logger mig på Youtube for at se afslutningsscenen, som den ser ud i filmtrilogien baseret på mangaen, og får en klump i halsen og er tæt på våde øjne.
Det sidste bind i 20th Century Boys udkom endelig på engelsk i september, men for folk, der endnu ikke er stået på, er alle bind tilbage til nummer 1 heldigvis fortsat i handlen – og for dem, der har guffet alle 22 bind i sig, men endnu ikke har fået nok, så kommer der to opfølgende bind under titlen 21st Century Boys i løbet af 2013.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, åbenbares.