I dagens julekalenderlåge tager veteranen Jacques Tardi livtag med sin egen familiehistorie.
Det er altid spændende at se en gammel mester flexe nye muskler. Tardi har i interviews snakket om dette projekt i snart tyve år, men først nu har han taget det op af skrivebordskuffen. Det er som om, at tiden skulle være moden for den tydeligvis blufærdige tegner, der førhen kun har præsenteret sin personlige historie i kodet form, først og fremmest i det mærkeligt uforløste mesterværk 120, Rue de la Gare fra 1988. Det album har indtil nu været det eneste, i hvilket han tager livtag med Anden Verdenskrig, altimens han er blevet en af de ikoniske skildrere af den Første. Grunden, fornemmer man, er hans far.
Dette små 200-sider lange album er det første af vist nok to, der i detaljer skildrer tegnerens far Renés oplevelser som soldat og særligt som krigsfange under krigen. René forsvarede som kampvognsfører Frankrig under tyskernes invasion i 1940. Som bekendt var det hurtigt overstået, og René endte i en fangelejr i Bagpommern, hvor han tilbragte de næste fire et halvt år. Dette er hans historie, som fortalt til sønnen Jacques og nedfældet i en række notesbøger, inden han døde for snart mange år siden. Tardi får assistance af sin søn Oscar, der har hjulpet ham med research, sin datter Rachel, der med stor stilsikkerhed har påført tegningerne digitale gråtoner af en slags, man aldrig før har set hos Tardi, og sin kone Dominique Grange, der har skrevet forordet og genkalder sig sin egen far, der også var krigsfange hos nazisterne. En familiesag.
Tardi iscenesætter fortællingen som en samtale mellem faren og hans unge søn. De to optræder sammen i billedrammerne, der på vanligt gennemresearchet vis gengiver slagmarken og fangelejren ned i de mindste, prosaiske detaljer. René er tegnet, som han så ud dengang, Tardi selv som en gadedreng fra halvtredserne. Det er en umulig konstruktion, der betoner fortællingens natur som overleveret erindring. René er en fascinerende fortæller med en utrolig evne til at genkalde sig banale detaljer, og som vi ved er denne evne gået i arv til sønnen, der tegner fortiden til live med slående sikkerhed. René er grov i munden og ikke just præget af tålmod overfor sønnens evindelige spørsmål – “slå det op!” og “det hedder en kampvogn, ikke en tank!” hører til refrænerne. Det er som at se en Bresson-film, hvis Bresson altså var kronisk pissed off.
Fra seriens åbning, hvor gråtonerne undtagelsesvist suppleres af rødt
Renés oplevelser i fangelejren, såvel som ved hans tilbagevenden til et land, der helst ville glemme hans indsats (om end han blev dekoreret som veteran), gjorde ham bitter og stærkt kritisk overfor det militær, han ikke desto mindre blev i, ind til hans kontrakt kom op til fornyelse just som Frankrig var på vej i krig i Indokina. Da sagde han stop. Intet af dette kommer op til overfladen i dette første bind, men det ligger i den vrede, med hvilken René fortæller sin historie og den underspillede, men ukomfortable dynamik, man oplever i hans samtaler med sønnen.
I modsætning til sine yngre kolleger, der i snart mange år har stillet deres liv til skue på den mest selvudleverende vis i deres tegneserier, holder Tardi kortene tæt ind til kroppen. Det kommer der en noget tør, men ikke desto mindre fascinerende tegneserie ud af. “Du har været vred, så længe jeg kan huske”, siger hans drengejeg nærmest henkastet på et tidspunkt.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, åbenbares.
