Mårdøn Smets Stig & Martha er en af den danske tegneseries juveler. I år er det seriens 20 års jubilæum, og det markeres med den første egentlige samling af striberne, der i sin tid mestendels blev trykt i den hedengangne antologi Fahrenheit. Nogle mennesker får ondt i øjnene, når de konfronteres med Smets på en gang overgearede og ultrakondenserede streg, mens andre henter stort udbytte af de galgenhumoristiske og dog opbyggelige pantomimer.
Jeg har fornøjelsen af at have delt tegnestueplads med Smet på tre adresser gennem otte år og kender efterhånden manden og ikke mindst hans søde tand for metal, progrock og druidepop ud og ind. Det har været otte gode år, hvor jeg bl.a. betragtede Smet, mens han lavede sin sidste Stig & Martha til antologien BLÆK, som jeg redigerede sammen med Matthias Wivel i 2006. Smet er en forunderlig kombination af knuget alvorsmand og lattermild hyggeonkel, og er man tålmodig og skruer ned for sin forfængelige selvforståelse, er han en af landets dygtigste og mest reflekterede iagttagere, når det kommer til tegning og billedfortælling. Smet kan levere fabelagtig feedback, når det kommer til løsninger af svære udfordringer, og pakker ikke tingene ind. Hans præcise betragtninger kommer råt for usødet, hvilket er en stor kvalitet.
Som så mange andre kunstnere med mentorkvaliteter er det imidlertid ikke altid, at Smet følger sine egne regler. Hans glæde ved ornamentik, spændstighed i streg og design presser ind i mellem de fornuftige og rationelle ideer i hans kompositioner til kanten, men i tilfældet Stig & Martha er den overkomplicerede formalisme en central attraktion, som sammen med den kulsorte eksistentielle humor gør hans moralske, men ekstremt misantropiske pointer vitale og på en mærkelig måde nemmere at have med at gøre.
I denne samtale er det – og Smet vil hade mig for at sige det – en midaldrende, moden og eftertænksom kunstner, der taler. Sådan er det, og sådan må det være, selvom det vil ærgre de læsere og fans, der husker guldkornene fra tidlige interviews: “Jeg griner ad grimme pikke”, “Jeg spiser negativitet til morgenmad”, etc. etc.
THOMAS THORHAUGE: Stig & Martha har jo været undervejs i nogle år, det er godt endelig at se den på tryk; det er jo en meget flot bog, med lækre detaljer og så videre. Men i lyset af, at det er tyve år siden, du søsatte det univers, vil jeg høre, hvorfor der ikke er mere?
MÅRDØN SMET: Serien blev jo til over en periode på kun fem år (1992 – 1997, red.), hvis man ser bort fra det lange afsnit der kom som en slags efternøler lige så mange år senere. I samme tidsrum lavede jeg først Mumitroldene og siden Hieronymus Borsch til svenske Semic, så der var nok at se til. Så var den koncentrerede og meget tidskrævende form jeg havde valgt og udgivelsesfrekvensen af fanzinet Fahrenheit, hvor serien gik, også medvirkende til, at jeg ikke ligefrem hældte sider ud af ærmet.
Men kan du huske hvad der fik dig til at dykke ind i det der galgenhumoristiske, svært aflæselige og noget gammeltestamentlige univers? Hvad tænkte du?
– For det første er den ikke en homogen størrelse, som jeg ser det. Den startede ud som en rimelig enkel gagserie, med lidt overvægt til den morbide side. Figurerne skulle være comedy, glatte og ikonografisk let genkendelige, men samtidig så tilpas flippede, at læserne måtte undre sig. Jeg mente, nok noget naivt, at det kunne blive en slags mainstream med lidt kant. Så begyndte den i Fahrenheit, og med enhver chance for synlighed i den virkelige verden godt og grundigt elimineret begyndte historierne langsomt at bevæge sig ud af en tangent. Serien blev for en kort bemærkning mere surreel uden den tidlige tids klare gags, pointerne udeblev, og historierne kredsede meget om det moderne liv som et absurd mareridt. Derfra blev pointerne så gradvist skarpere, stadig meget desillusionerede og morbide, men med klarere fortællende forløb. Figurernes dilemmaer blev mere tydelige, f.eks. er den med at ville det gode og ende med at gøre det onde en klar genganger. Se selv efter.
– Den sidste lange serie er så endnu et afbræk fra, hvad der er gået forud. Den er mere surreel og pointen ikke så tydelig. Da jeg stoppede serien i Fahrenheit var jeg blevet røvtræt af at tegne den, og jeg tror den sidste episode, som blev lavet til antologien Blæk nogle år senere, meget tydeligt viser, at jeg ønskede at gå et helt andet sted hen, om det så skulle være med Stig & Martha eller hvad det nu måtte blive.
– Nu siger du jo selv at et af seriens temaer er det moderne liv som et absurd mareridt. Hvis vi træder lidt væk fra bogen og mere hen mod dig som individ – hvad er det for nogle ting du ser i livet, i vores måde at indrette os på som mennesker, der gør indtryk på dig?
– Nu spørger du om, hvad jeg ser, og det er ikke helt det samme som det, jeg så, da jeg lavede den her serie for snart tyve år siden. At forbrugerismen, materialismen og kapitalismen har en absurd side, jo, det kan jeg da stadig skrive under på, men i dag vil jeg nok snarere se på det fra en mere pragmatisk vinkel. Jeg ser ikke det absurde i vores tilværelse som et rodfæstet mareridt, som jeg havde en tendens til at udtrykke det på det tidspunkt, men snarere som en form for spildprodukt af en levevis så kompliceret som den der nu en gang er vores, og som vi jo dybest set ønsker os i en eller anden form, hvis vi da ikke forfalder til utopier.
– Det at se livet som absurd teater var en logisk videreudvikling fra mine tidlige serier, som jeg lavede, da jeg var i tyverne. I starten var det meget noget med at rette al skytset udad, mod noget, der vakte min vrede, eller forargelse om man vil, i verden udenfor. Med Stig & Martha blev det mere introspektivt og handlede i stigende grad om verdens dårligdomme set indefra, om hvordan man som menneske fejler trods de bedste intentioner.
– Problemet med den indfaldsvinkel er jo i det lange løb, at den går hen og bliver ubærlig. At se på det liv man lever, med alle de dejlige ting det jo rummer, børn, kærester, venner og familie, som noget grundlæggende meningsløst, bliver i sig selv meningsløst. For hvorfor fanden skulle man dog gøre det hver eneste dag, hvis man ikke kunne holde det ud? Nu er jeg ikke troende, så det med at det er guds vilje, og herrens veje er uransalige, giver ikke meget mening for mig. Derfor ser jeg det mere som, at vi lever under nogle vilkår, vi ikke har den store indflydelse på, hvoraf absurditet og vanvid er et beklageligt biprodukt, eller spildprodukt, som jeg sagde tidligere. Hvad der ikke i sig selv gør tilværelsen til noget skidt.
Men hvis Stig & Martha repræsenterer tilværelsens spildprodukt, skal du så ikke snart i gang med et projekt om tilværelsens, øhh, hovedprodukt?
– Nu snakker vi naturligvis om tegneserier, det her er jo et tegneseriesite, men for mig handler det, du kalder et projekt, ikke nødvendigvis om tegneserier. De sidste 15 år plus/minus har jeg hovedsagelig ernæret mig som tegner, og selvom det er et klart lønjob, er der fra tid til anden bøger, der bliver til hjertebørn. Det er ikke altid noget, der ligger i kortene fra starten, og jeg skal ikke garantere for, at andre er enige. Jeg kan bare som et par løsrevne eksempler nævne Sisdæ Sjangsø forfattet af Kenneth Bøgh Andersen, Lines Rekordbog og Spøgelsestoget af Morten Dürr, En kattens æblekage af Astrid Iversen og Drengen der ville smage en kebab af Kim Langer. De bøger er jeg stadig utrolig glad for og stolt af ikke mindst. Jeg kunne så give dig eksempler på utallige tegneserier, som jeg slet ikke er stolt af, og som jeg stadig græder snot over, men det vil jeg bare ikke.
– Når jeg skriver en tegneserie, er det tit og ofte en helt egen ting på frihjul. Det er både godt og skidt. Det er 100% mig selv, ja, men det er også underordnet de begrænsninger, jeg nu engang har som fortæller. Jeg mener f.eks. ikke, at jeg har haft større held med længere serier af mere episk tilsnit; jeg er bedst i kortform. At have det som udtryk hele sit tegnerliv kan jeg slet ikke forestille mig. Som sagt endte jeg med at være røvtræt af Stig & Martha. I bøgernes verden arbejder jeg med forfattere, og det giver mig muligheder for at gå helt andre steder hen, end jeg selv ville have valgt, og finde nye sider frem i mig selv fra opgave til opgave. Det ville jeg nødig undvære.
Okay. Nu vil jeg gerne bede dig om noget helt andet. Din form eller grafiske fortællestil er jo både en kilde til beundring og forvirring. Jeg kunne godt tænke mig, at du ret grundigt gennemgik den stribe, der refererer til Dreyers Vredens dag, hvor du altså både beskriver, forklarer og udlægger forløb og ide. Bare giv dig god plads …
– Jo, som tidligere nævnt var det så som så med konsistensen i mine idéer til serien, og det med at lave vredens dag, en film med en meget kompleks historie, om til en to siders hyperaktiv pantomime, var lige mig lige der. Første gang jeg stødte på spor af denne dystre klassiker, var da jeg som barn fandt stills fra filmen i opslagsværker, og de svar, jeg fik fra de voksne på mine spørgsmål, både pirrede og skræmte. Da jeg i mine tyvere så fik fat i Dreyers screenplay, blev jeg blæst bagover af historien. Den var så skarp og skæbnetung som bare fanden.
– Hele vejen fra barnsben af havde jeg fantaseret om, hvilken grusom fortælling om heksejagt og uskyldigt dømte der var tale om, og da jeg nu kunne se, at historien holdt hele vejen og mere til, voksede filmen til mytologiske proportioner i min fantasi.Det måtte ende med en skuffelse, og den kom selvfølgelig, da jeg endelig fik set den. Det er en utrolig æstetisk film, som alle billederne fra den indikerer, men også skyggeagtig og næsten tyst. I mine tanker var dramaet meget mere voldsomt. Ikke mere larmende, men mere voldsomt. Det kunne jeg slet ikke mærke i filmen.
– Jeg kan den ikke udenad, men i grove træk så er hovedpersonen en pietistisk kvinde, som er gift med byens præst, en meget ældre mand. Da præstens søn melder sin ankomst forelsker de to unge sig. Hun tror sig i stand til at drage sin udkårne med mørkets kræfter, som en gammel kvinde dømt for hekseri har kundgjort, og så sker det uundgåelige. De to unge bliver elskende, men plages af skyld, og kulminationen af tragedien er, at hun, vores hovedperson, ønsker sin mand pastoren død. Han dør faktisk, og da selv hendes elsker siden afsværger hende i rædsel for hendes mørke magt, påtager hun sig skylden med hendes egen undergang til følge for sine synder, som er at have elsket.
– Jeg har altid set det som en historie om undertrykkelse af det at være menneske og at ville menneskene, i et helt igennem menneskefjendsk samfund, med den lille tragiske krølle på, at man dømmer sig selv og hele sit liv til undergang, hvis undertrykkelsen er så total, at man selv tror på dens lyksalighed. Filmen blev indspillet under krigen, og så kan man jo tænke sit, men jeg har nu altid set den som en bredere fortælling end en egentlig antinaziting. Jeg er ikke sikker på validiteten af min tolkning, men det var den, jeg gik ud fra, da jeg lavede serien. Det lille hjerte med CTD nederst på siden er min lille tak til Dreyer. Jeg elskede forresten Ordet, men Vredens dag var jeg som sagt lunken over for.
Haha … Jamen det var måske også dumt at pege på den Stig & Martha-stribe, der var Dreyer-baseret. Hvis nu jeg skulle tvinge dig til at udpege en favorit, hvilken ville det så være – og hvorfor?
– Den med pressefotografen, der fotograferer et overfald, som udvikler sig til både voldtægt og mord. Den er mest klar i mælet. Pressefotografen bliver tynget ned af sin beskidte profession og beslutter sig for een gangs skyld at bruge sin kunnen på noget smukt. Han skal bare liiige fotografere det her overfald, han uforvarende bliver vidne til, og da overfaldet bliver til voldtægt, skal han liiige fotografere … o.s.v. Det er en meget koncentreret historie med et klart tema: villigheden til at lade de bedste intentioner korrumpere.
– Som en lille bonus synes jeg, at portrættet af den lidende fotograf, der starter ud tynget af sine gerninger, men som finder det meningsfyldte arbejdes hellige ild frem, når det hele bliver virkelig nasty, kommer igennem som lidt mere menneskeligt end i de mere groteske og udknaldede episoder. Det er klart den, jeg bedst kan lide.
Men så er der jo også den lange. “Epilogen”, om man vil, den fra BLÆK i 2006, som blev lavet længe efter de andre. Hvordan er den anderledes, hvordan er du anderledes, de ca. 10 år senere, og hvorfor skulle Stig og Martha genoplives? Kunne de ikke bare være blevet i graven, når nu hr. forfatteren alligevel var blevet ældre og klogere og mere moden og sådan?
– Nu er der vel ingen grund til at begrave alt det i ens fortid, som man ikke lige kan skrive under på mere, og det giver heller ikke meget mening at tilslutte sig alt, man har sagt og gjort, som om det stod i biblen, hvis man vitterlig har flyttet sig et andet sted hen. Vi bliver alle ældre og klogere, men det gør ikke det, vi gjorde i går, værdiløst. Det korte af det lange er, at jeg tænker anderledes, når jeg laver historier i dag. Det er i stil med den lange “Epilog” mere surreelt og tager ikke udgangspunkt i et gag eller en enkelt visuel idé som i de tidligere episoder.De startede som regel med en idé lidt i retning af – hvad nu hvis? Jeg sammenfattede så gerne idéen helt kort på et par linjer. Det kunne være en visuel idé, hvad som helst. Hvis jeg så syntes, der var brug for en konflikt til at sætte idéen i system, for at give den en retning, så ville jeg arbejde konflikten ind i handlingen og skære den til, så den ville blive forståelig i pantomimeform.
– Med den lange historie ville jeg fortælle noget mere kompliceret, og i stedet for at kondensere dramaet til minimal form som tidligere ønskede jeg at give det mere plads. Kort fortalt handler det om konflikten mellem det rationelle, som giver os vores trygge og komfortable liv, og så vores manglende evne eller vilje til at rumme det smertefulde ved eksistensen inden for den selvsamme rationalitets ramme. Vi kan simpelthen ikke lide, når vores sirligt udtænkte systemer ikke magter at imødegå alle vores behov, og efter at gud er røget af i svinget, er vores personlige eksistentielle kvaler blevet et åbent spørgsmål, som en overvejende materialistisk livsanskuelse har lidt svært ved at stille særlig meget op med. Jeg tror, vi er tilbøjelige til at fortrænge det ubekvemme fra vores ellers så bekvemme liv. Hvorom alting er, så er det sådan, intrigen i historien her er stillet op, sådan lidt sat på spidsen. Som i alle gode horrorhistorier, selvom Stig & Martha ikke er horror, så bliver det undertrykte dødbringende efter at være blevet forvist til det ubevidste, og det må jo ende galt.
– Ud fra det, folk har fortalt mig om deres oplevelse af at læse historien, må jeg imidlertid konstatere, at jeg ikke kan have udtrykt mig særlig klart, for ikke en eneste har læst noget, der bare tilnærmelsesvis har med de tanker, jeg har gjort mig, at gøre. Måske skal jeg bare acceptere, at katten er sluppet ud af sækken, og den går sine egne veje uden hensyn til, hvad jeg måtte mene.
EKSTRA: Mårdøn Smet om udvalget af materiale i Stig & Martha:
“Da jeg startede med at snakke med Steffen fra Aben maler om en samling af Stig & Martha, tegnede der sig et valg mellem to typer bog. Enten den komplette eller den fede. Jeg syntes, at den fede ville være, nåja, fedest. Vi rodede så med en redigering og valgte en lille bunke sider fra; der blev jo aldrig lavet særlig mange i det hele taget. Ud af de fravalgte syntes vi, der var et par ret sjove af de allertidligste, men jeg fik simpelthen næseblod af at se på tegningerne. Der var i mine øjne et for stort spring i stil fra de første sider til det, serien senere udviklede sig til, og jeg syntes, det ville skæmme udgivelsen. Jeg valgte så at tegne tre episoder om på ny, men nu i farver, så der blev en yderligere variation i bogens udformning.
Der endte med kun at være fire sider, som blev udeladt, og så kan man selvfølgelig spørge sig selv om, man ikke lige så godt kunne have taget dem med. Hypotetisk set jo, men i arbejdet med bogen har Steffen og jeg været rørende enige om, at komme op med den bedst mulige samling og holde fokus på det. Regnskabet er gjort op, og det endelige resultat er jeg langt gladere for, end jeg ville være for en komplet samling af serien. Det vælger jeg at vægte højt.”
