– og Benni Bødker! Hør makkerparret fortælle om deres “Meschugge”, en drabelig thriller fra Københavns jødiske slum.
I starten af 00’erne gjorde Cav Bøgelund sig bemærket som en lovende serietegner med en kroget, Kirby’sk streg. Undergrundsserien “Necropolis” med manus af Simon Petersen blev kult, og tegneserieudgaven af Lorcas “Blodbryllup” skaffede både forfatter Henrik Rehr og Bøgelund positiv omtale i dagspressen.
Så besluttede Bøgelund sig for at forfølge en karriere som animator – i dag er han uddannet animationsfilminstruktør fra Filmskolen – hvilket satte sit aftryk på tegneserieproduktionen, der begrænsede sig til korte serier som “Sorte” og “Superligaen”.
Men som læsere af Nummer 9, Radio 24/7-lyttere og “Tegneseriebeats”-publikummer vil skrive under på, så er Bøgelunds kærlighed til tegneseriemediet intakt, og faktisk er hans næste store tegneserieprojekt under opsejling: “Meschugge”, forfattet af den uhyre produktive og bunddrevne forfatter og skribent Benni Bødker, der selv er lidt af en tegneserienarkoman. Nummer 9 hev fat i makkerparret for at høre mere om det ambitiøse projekt.
Allerførst: Hvor bliver tegneserien til?
Cav: – “Meschugge” er blevet tegnet på flere forskellige borde rundt omkring i byen, men stakken af sider ligger lige nu på Kong Georgs Kontor. Det er et kontorfællesskab, som Benni og jeg deler med Mårdøn Smet, Thomas Thorhauge, Johan F. Krarup og hans bror Jacob. De tre første laver som bekendt også tegneserier, mens Jacob er filmproducer. Og Benni er forfatter og skribent, så det er et broget fællesskab med en dejligt kreativ atmosfære. Og en meget bred musiksmag.
– Det er i øvrigt Benni, der har haft styr på hele research-delen af projektet, så det er rart at have ham ved hånden, når jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal bruge et bestemt udtryk eller gerne vil vide noget specifikt om en location.
Hvad er “Meschugge” for en størrelse?
Benni: – Meschugge betyder “skør” eller “vanvittig”, og det er naturligvis jiddisch, dette fascinerende og nu nærmest uddøde sprog, som blev talt af den jødiske befolkning i Østeuropa, inden pogromer og holocaust stort set fik udryddet en hel kultur og helt folk. Og så er Meschugge også en person, nemlig den katalysator, der sætter vores thriller i gang.
Hvad satte jer i gang med “Meschugge”?
Benni: – Jeg synes altid, det er fascinerende, når verden viser sig at være anderledes, end man troede. F.eks. har jeg i årevis haft min daglige gang i det indre København i kvarteret omkring Rundetårn. Uden at ane, at det frem til 1. verdenskrig var en decideret ghetto beboet af pjalteproletarer og jødiske flygtninge fra de store pogromer. Inden alt blev jævnet med jorden var her skumle baggårde, bordeller og værtshuse, så billederne fra dengang minder én om Jacob A. Riis’ optagelser fra det samtidige New York. En skidden, forråden, kriminaliseret og håbløs storby, som man knap nok forbinder med Danmark. Og samtidig et enormt kulturmøde, hvor fattige, ortodokse østjøder bosætter sig i et København, hvor både danskere og gammeljøder er enige om, at de er et fremmedelement. Hvordan kan man som forfatter andet end at placere en bestialsk morder midt i ghettoen og så ellers se, hvordan tingene udvikler sig?
Cav: – “Meschugge” er ikke kun det største tegneserieprojekt, jeg har kastet mig over, det er også det mest ambitiøse. Mens jeg gik på Filmskolen, rørte jeg stort set ikke ved mediet, og jeg kunne godt mærke, at jeg var blevet lidt rusten. Så da jeg kom ud, havde jeg virkeligt mod på at kaste mig over noget stort, der både kunne få mig tilbage i form, men også udfordre mig til at tegne en masse af de ting, jeg normalt har svært ved. Jeg har jo normalt tegnet ting der er en mere … hvad skal man sige … ”genre-orienterede”, eller i hvert fald foregik i miljøer eller settings, jeg selv kunne designe. Og “Meschugge” foregår jo et sted, der virkeligt har eksisteret, og byder på masser af alt det, jeg som tegner normalt frygter – eller hader! – heste, hestevogne, historiske kostumer og locations, cykler og så videre. Og så har den en kvinde i hovedrollen. Det er heller ikke noget, jeg har prøvet før. Jeg må indrømme, at det har været en kæmpe mundfuld, og det er nok også medvirkende til, at projektet har bevæget sig så laaaaangsomt fremad. Heldigvis blev Benni og jeg ret hurtigt enige om, at jeg godt måtte fortolke virkeligheden en lille smule og give den et personligt touch, ellers tror jeg det havde været næsten umuligt for mig at forløse manuskriptet.
– Jeg har i skrivende stund tegnet et sted mellem 40 og 50 sider. Nogle mere færdige end andre. Jeg arbejder på serien mellem mine andre jobs – film, reklamer og illustration – og det medvirker også til langsommeligheden. Jeg skal ligesom lige bruge lidt tid på at finde tilbage til serien, hver gang jeg har været væk fra den. Men det går da stadig fremad, om end langsomt.
– Jeg kæmper også stadig lidt med at frigøre mig fra de ting, jeg lærte på Filmskolen. Dér storyboardede jeg jo og lærte at blive fortæller i et helt andet medie. Og jeg synes stadig, at jeg er meget bedre til at storyboarde end at lave tegneserier, så jeg har måske stadig en tendens til at gribe det an på dén måde. Derfor har jeg tegnet en hel del sider om. Af flere omgange faktisk. For ligesom at få det til at være en tegneserie, der fungere på tegneseriens præmisser.
Hvilken form har Bennis manuskript – hvor detaljeret (eller ikke) er det?
Cav: – Manuskriptet har form af en slags “udvidet synopsis”. Det vil sige indgående beskrivelser af hver enkelt scene, blandet med dialog, regi og research. Så altså ingen individuelle panelbeskrivelser. Det er ret befriende og dejligt at arbejde ud fra, da det giver plads til fortolkning og et personligt spin. Planen er så, at Benni kommer ind over det igen bagefter og skriver den færdige dialog. Faktisk meget lig den måde, superhelteserier blev lavet på i de gode, gamle dage. Jeg kan enormt godt lide at arbejde sådan.
Benni: – Jeg er vant til at skrive romaner og børnebøger, så det at lave en tegneserie er ikke bare noget nyt, men noget radikalt anderledes. Det betyder en grad af kontroltab, som jeg slet ikke er vant til. Normalt styrer jeg jo alt, eftersom jeg af gode grund har det sidste ord i alting, når jeg laver en bog. I princippet endda selv når der er tale om f.eks. en illustreret børnebog, hvor tegneren som regel først kobles på projektet efter den færdige historie og tekst ligger klar og færdigpudset. Men med en tegneserie er det pludselig ikke mig, der styrer det endelige resultat, så det er både ekstremt spændende og ret så angstprovokerende.
– Men når det er sagt, så er tegneserier jo det, jeg altid har drømt om at lave – det er bare svært i Danmark. Man kan sjældent få et forlag med på det, for hvordan i himlens navn skal de finansiere arbejdet, og det kan være svært som forfatter at banke en tegner op med tilbuddet om et par års ulønnet arbejde … heldigvis har både Cav og jeg fået skrabet nogle arbejdslegater sammen fra Kunststyrelsen og Danske tegneserieskabere, og det føles virkelig privilegeret, at det kan lade sig gøre.
Hvordan arbejder du med tegneseriesiderne, Cav?
Cav: – Jeg går meget gammeldags til værks. Alt bliver lavet i hånden, helt uden hjælp fra sådan en nymodens computer-tingest. Jeg starter med at thumbnaile på en halv A4-side. Helt løst. Danner mig et overblik over, hvad der skal ske på siden. Hvor mange paneler der skal til, hvad der skal ske i dem osv. Men bare med pindemænd og helt løse former.
– Så tegner jeg siden op på A3-papir af den helt billige slags. Jeg har vænnet mig til at arbejde på billigt kopipapir og tror aldrig, jeg kommer til at bruge andet. Jeg føler, at det sætter mig fri på en måde, ikke at skulle sidde og bekymre sig om at man tegner på megadyrt, tungt papir. På den måde kan jeg bedre bare krølle papiret sammen og starte på et nyt, hvis jeg laver noget, jeg er utilfreds med.
– Jeg tegner med blå Col-Erase. En type blyant, man bruger i animationsbranchen, og som jeg blev totalt afhængig af, da jeg gik på Animationsskolen i Viborg. Jeg synes simpelthen bare, at jeg tegner bedre med den type blyant, end jeg gør med alt andet. Faktisk synes jeg også siderne ser fedest ud, når de er tegnet færdig i blå. Jeg kan godt føle at jeg nogen gange ødelægger dem lidt ved at rentegne dem, ha ha.
– Men ja, rentegningen laver jeg direkte oven på den blå streg. Jeg rentegner med pensel og blæk. Og jeg tegner DET HELE. Alle de sorte flader osv. Ikke noget med at gøre siderne færdige i Photoshop eller lignende. Det er totalt gammeldags, jeg ved det godt. Men når man sidder med et projekt, der byder på så store udfordringer, gælder det om at gøre det på en måde, man føler sig tryg ved. Så i hvert fald tegner jeg “Meschugge” færdig på den her måde. Måske jeg gør noget andet næste gang?
– Afhængigt af, hvor meget ”færdig” dialog, der er i manuskriptet, tegner jeg også talebobler direkte på siden. Mens jeg på andre sider vil tilføje dem senere: