Chris Wares tegneserieboks er årets store anmelderdarling, også på Nummer 9, hvor den tager førstepladsen i julekalenderen.
Det er snart tre måneder siden, “Building Stories” udkom i USA. Her på Nummer 9 vandt Chris Wares luksuøse papkasse med 14 vidt forskellige tegneserieobjekter – fra små strimler til tabloidaviser – suverænt sommerens uformelle afstemning om “efterårets mest ventede udgivelse”. Alligevel har vi stadig til gode at anmelde eller på anden måde omtale kassen. En rundbordssamtale er undervejs, men det går trægt, måske fordi “Building Stories” er svær at greje.
Ware bliver undertiden kritiseret for at være svært tilgængelig, men “Building Stories” er ikke vanskelig at læse og forstå. Vi følger en etbenet kvinde gennem en række nedslag i hendes liv fra ung single til voksen med barn og mand. De 14 tegneserier kan læses i præcis den rækkefølge, man foretrækker, og det gør næppe en meget voldsom forskel, fortællingens kalejdoskopiske karakter taget i betragtning. Men valgfriheden er med til at gøre Wares tegneseriepapkasse svær at opsummere og generalisere om.
Undertegnede sad efter endt læsning tilbage i en ambivalent tilstand af næsegrus beundring og diffus uforløsthed. “Building Stories” på mange måder helt formidabel: Hvor Wares gennembrudsværk “Jimmy Corrigan” holdt en vis distance til figurerne, som om serieskaberen ikke helt ville stå ved sin identifikation med dem, så er hans nyeste storværk et helt anderledes indlevet menneskeportræt. Indirekte og diskret skildrer han en ung kvindes liv over små ti år – med indlagte flashbacks – og med enkelte undtagelser rammer han hver en tone klokkerent. Samtidig cementerer “Building Stories” Wares status som en af verdens allerbedste billedfortællere. Hans formalistiske tricks er sjældent til for deres egen skyld, men understøtter elegant fortællingens karakter af sansemættet livsskildring, og som tegner og stilistiker er han helt sin egen.
På den anden side er “Building Stories” langt fra perfekt. Eksempelvis rummer papkassen rummer to tegneserier om en bi ved navn Branford, der mest af alt ligner et misforstået forsøg på “comic relief”. Og tegneserien, der starter og slutter med ordet “god” (ingen af tegneserierne i samlingen har navne) synes at være et forsøg på at afrunde fortællingen – fordi den kronologisk set er tæt på endestationen og fordi dens cirklen om død og sorg leder frem til en form for afklaring og taknemmelighed over voksenlivet – men den ender som et ufokuseret og småsludrende antiklimaks.
Samtidig kan det diskuteres, om “Building Stories”‘ store puslespil helt går op. Tegneserien, der oprindeligt blev udgivet som “ACME Novelty Library 18”, synes at være grundstenen i hele pakken, men boksens øvrige værker bygger ikke så meget oven på den, som de knopskyder anekdotisk i alle retninger. Ware har meget sandt og klogt at sige om tilværelsen som småbørnsforælder, men i sidste ende tilføjer de resterende 13 tegneserier i boksen ikke så meget til grundfortællingen, som man kunne have gjort sig forhåbninger om – hverken narrativt eller i skildringen af menneskene omkring vores eminent karakteriserede hovedperson.
Men det mest forbavsende ved “Building Stories” er nok, at mens man sidder og tæller fejl og mangler sammen, er man aldrig i tvivl om, at man netop har læst en af årets allerbedste tegneserier. Man kan synes om Wares smådepressive livssyn og nøgterne, kontrollerede streg eller ej, men få – om nogen – når ham til sokkeholderne, når det handler om at forvalte og forny tegneseriemediet. Trods kvalitetsudsvingene rummer “Building Stories” noget af det allerbedste, Ware har lavet, og som læser er man aldrig i tvivl om, at man er i hænderne på en mester.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012.
