Et interview med den belgiske tegner Mathieu Burniat om tegneserien Kvanteuniverset.
For nogle måneder siden fandt vi de helt store karakterer frem, da vi her på Nummer 9 anmeldte tegneserien Kvanteuniverset af den franske fysikprofessor Thibault Darmour og den belgiske tegner Mathieu Burniat.
Kvanteuniverset, der er udgivet på dansk hos forlaget Fahrenheit, rider på en bølge af succesfulde videnskabsformidlende tegneserier, der udkommer i disse år, og den blev, som tegneren Mathieu Burniat fortæller i dette interview, en succes i de to bagmænds hjemlande. En succes, der ifølge ham blandt andet skyldes, at netop tegneseriemediet indeholder nogle unikke muligheder for at formidle svært tilgængeligt stof som f.eks. naturvidenskab.
Historien handler i korte træk om helten Pierre og dennes hund Fax, der tager på opdagelse i kvantefysikkens historie og lærer om dens teorier gennem møder med diverse kendisser fra fysikkens moderne historie. I sidste ende centrerer den fabulerende fortælling sig dog om den amerikanske forsker Hugh Everetts samlende fortolkning af kvantemekanikken.
I dette interview, spørger jeg Burniat ud om hvordan han og Thibault Darmour er gået til den tilsyneladende umulige opgave at formidle noget så svært som kvantefysik på tegneserieform.
Først og fremmest tillykke med den flotte tegneserie Kvanteuniverset, der er den første af dine tegneserier, vi har haft glæde af at kunne læse på dansk.
Mathieu Burniat. Foto: Cécile Gabriel
Mathieu Burniat (MB): Ja, det er vist den eneste af mine tegneserier, der er blevet oversat til dansk. Jeg er meget beæret og havde slet ikke forventet, at den ville blive så stor en succes. Grundlæggende var det at lave denne tegneserie næsten en undskyldning for at forstå kvantefysikken lidt bedre. Jeg ville slå to fluer med ét smæk og både lære og gøre på en gang. Jeg vidste ikke, at dette emne interesserede så mange mennesker. Men det er forståeligt: Kvantefysik giver interessante svar på meget gamle metafysiske spørgsmål. Desuden er det, det fortæller os om virkeligheden, mere skørt end noget science fiction-scenarie!
Denne udgivelse er vel også meget anderledes, end det du ellers har lavet, om end der også synes at være formidlende aspekter i dine tidligere historier (Alle udgivet på det franske forlag Dargaud).
MB: Ja, men jeg har ønsket at lave en tegneserie om kvantefysik i årevis, faktisk siden jeg var 18 år (Burniat er født i 1984), men på det tidspunkt fandtes pædagogiske tegneserier ikke rigtigt. År senere hørte jeg Thibault Damour i radioen. Jeg syntes, han var meget veltalende, og så virkede han som én, der var let at komme ind på livet af. Jeg skrev en e-mail til ham for at spørge ham om råd med hensyn til kvantefysik. Han svarede mig samme dag, at ”Kvantefysik er et alt for kompliceret et emne for en uindviet person. Vi skal lave denne tegneserie sammen.” Han havde allerede dengang forstået, at tegneserien er en glimrende måde at forklare den brede offentlighed om sit arbejde på.
Og kvantemekanik er jo netop et svært videnskabeligt emne. Hvordan forberedte du dig som tegner på denne opgave?
MB: Thibault og jeg talte meget sammen, inden vi gik i gang. Tre somre i træk inviterede han mig til sit landsted bare for at snakke. Den første sommer introducerede han mig for fysikkens historie i bred forstand. Næste sommer beskrev han kvantefysik for mig, og først året efter begyndte vi at skrive manuskriptet.
Det lyder som en meget grundig forberedelse. Hvordan med arbejdet, da I først gik i gang? Hvordan søgte I at sikre, at både du som tegner og Thibault Damour som videnskabsmand blev tilfredse med produktet, altså at det blev både god formidling og god tegneserie?
MB: Tegneserien er et resultat af lange diskussioner. Da vi klart havde besluttet, hvad vi ville forklare i kvantefysikken, ledte vi efter en menneskelig historie, der ville passe til den videnskabelige fortælling. Meget hurtigt fandt vi frem til historien om hunden, der både var død og levende. Det er en måde at udfordre læseren på, ligesom Schrödinger ville udfordre sin samtid med kvantefysikkens særheder.
Hovedpersonen og hans hund minder mig om Tintin og Terry. Hvilke overvejelser gjorde I jer med hensyn til figurernes udseende og tegnestilen generelt?
MB: Henvisningen til Tintin og Terry er helt bevidst. Jeg ville vise, at kvantefysikkens historie er lige så spændende som et Tintin-eventyr. Som vi forklarer i tegneserien, er Pierre en pensioneret tegneseriehelt, som ikke på egen hånd ville have oplevet kvanteverdenens ultimative eventyr.
…og de portrætterede videnskabsmænd (lavet som humoristiske karikaturer) ?
MB: Da historien foregår i en drømmeverden, tillod vi os selv at bringe fysikere i dialog på vores egen måde, mens vi naturligvis respekterede deres teorier.
Jeg synes, I rammer en god balance mellem humor og saglig naturvidenskabelig formidling. F.eks. er det sjovt, når Max Plancks oscillatorer vibrerer som små børn med sukkerchok, og I bruger det til at forklare, hvorfor energi kommer i kvanter. Hvilke overvejelser har I gjort jer med hensyn til brugen af letforståelige billeder og humor i forbindelse med korrekt formidling?
MB: Jeg har en tendens til at lægge meget humor i mine tegneserier. Dette er så meget desto vigtigere i en “seriøs” tegneserie, der omhandler kvantefysik. Det var ikke svært: humor står slet ikke i modsætning til videnskabelig ræsonnement. Vi stoler på, at offentligheden ved, at en elektron ikke er en pistol, og at et atom ikke er en cowboy, ha ha ha (MB griner).
Hvorfor er tegneserien primært uden farver?
MB: Tegneserien er overvejende i sort og hvid, men farverne fylder på mystisk vis mere og mere, efterhånden som historien skrider frem. Dette for i sidste ende at forklare Hugh Everetts teori.
Ja, og netop Hugh Everett fremhæves i sidste del af kvanteuniverset, som fysikeren, der forener kvanteteorierne, da han i 1957 fremsætter teorien om uendeligt mange samtidig eksisterende verdener (noget der i øvrigt må vække genklang hos et tegneseriepublikum, der efterhånden er blevet vant til at høre om multiverser). Hvilket indtryk har du fået af Darmours forhold til Hugh Everett og dennes betydning for kvantefysikken?
MB: Fysikere er ikke alle enige om fortolkningen af kvantefysik på en makroskopisk skala. Thibault Damour er en af dem, der mener, at Everetts teori er den eneste, der er i stand til at forklare vores virkelighed. Denne teori er svimlende, og jeg har selv svært ved at acceptere den.
Teorien om de sameksisterende verdener har ikke mindst her i Danmark været omdiskuteret, og vores danske Niels Bohr havde vist ikke meget til overs for den. Tænker du, at tegneserien her også skal betragtes som en invitation til at opdage Everetts teori?
MB: Ja, blandt andet. Men dette er kun den sidste del af bogen. Vi forklarer også, at bidraget fra andre fysikere som Bohr, Schrödinger og Einstein var afgørende for forståelsen af kvantefysikken.
Det videnskabelige detaljeniveau i tegneserien giver indtryk af et meget tæt samarbejde mellem tegner og videnskabsmand. Hvordan vil du som tegner karakterisere samarbejdet, og har du eventuelt råd til andre, der vil indgå i sådanne samarbejder?
MB: Frem for alt bør man supplere hinanden godt og stole på hinanden! Jeg betroede Thibault med det videnskabelige indhold, og han betroede mig med skrivningen af dialogerne og tegningerne. Vi sendte manuskriptet frem og tilbage imellem os mange gange for korrektioner. Det var et behageligt arbejde, og på trods af en meget travl hverdag var Thibault altid tilgængelig under vores samarbejde.
Hvordan ser du på den naturvidenskabeligt formidlende tegneseries status i jeres hjemlande (Belgien og Frankrig), og er I tilfredse med modtagelsen af jeres tegneserie i de to lande?
MB: Ja, meget tilfredse! Medierne talte meget om den, og offentligheden var med os. Tegneserien har været en stor bestseller. Pædagogiske tegneserier fungerer ofte godt i Belgien og Frankrig. Offentligheden ved, at tegning giver os mulighed for at fordøje begreber, der ofte er for abstrakte eller for komplicerede alene gennem teksten. Dette er en stor styrke ved tegneserier.
Tak for interviewet Mathieu Burniat!
