Kvanteuniverset
Tegneserien Kvanteuniverset vil ikke bare forklare kvantefysikken, men også dens historie, og det gør den godt, selvom det er udfordrende læsning.
Hvis man som læser skal bringes til at fordøje tungt stof, som kvantemekanik må siges at være, så er det bestemt lettere, hvis der er tilsat en sød historie med nogle sympatiske figurer. Det er lige netop den opskrift, der er anvendt i tegneserien Kvanteuniverset.
De to hovedpersoner, den undersøgende ungersvend Pierre og hans lidt frække og trickster-agtige hund Fax, der i øvrigt udviser lighed med de mere berømte Tintin og Terry, er eventyrere med et større bagkatalog af opdagelser, der er velkendt, i den verden vi træder ind i, og hvor de to helte nu er på vej mod månen.
Faktisk lander de på månen, og Fax mister tilsyneladende livet ved et meteorit nedslag. Men kun tilsyneladende. Vel tilbage på jorden er det nemlig netop fax, der på mystisk vis lokker Pierre ud på et eventyr, der skal lede ham mod en forståelse af den kvantefysiske måde at tolke verden på.
Det er en verden, hvor man i hvert fald i nogle fysikeres forståelse kan være både død og levende på en gang. Spørg bare Erwin Schrödinger og hans kat eller en af de andre i øvrigt velkarikerede videnskabsmænd, som Pierre møder på sin vej gennem denne sælsomme historie.
I historien møder vi også fysikere som Niels Bohr, Albert Einstein, Max Planck og mange andre, der satte sig for at finde en måde at beskrive atomernes verden på. Ligesom tidligere tiders klassiske fysikere herunder Newton, der havde beskrevet regler for synlige objekter, som for eksempel æbler der falder fra træer, ville disse moderne fysikere beskrive den mikroskopiske verden blandt atomerne og deres bestanddele.
Men der sker åbenbart noget meget overraskende med den verden, vi ellers synes, vi kender så godt, når vi går ned og prøver at forstå den på atomernes niveau. Det er det, som denne tegneserie handler om.
Det er gennem Pierres drømmeagtige møder med diverse koryfæer indenfor kvanteverdenen, at historien bag fysikken og dens teorier forklares. Det er dog tydeligt, at forfatterne har villet undgå repetition i historien, og de enkelte møder virker da også både unikke, overraskende og i øvrigt meget fantasifulde.
Det er i virkeligheden en vanvittig historie om kvanter, bølger, uendelige skemaer af sandsynligheder og parallelverdener, og forfatterne har ikke holdt sig fra at præsentere nogle af forskerne som lige så vanvittige! Man kan jo diskutere, om det er en korrekt måde at repræsentere forskeren på som type, men her bidrager det i hvert fald både til karakterernes charme og historiens underholdningsværdi.
Pierre og Fax er i forhold til de karikerede forskeres udseende holdt i en mere urealistisk simpel stil, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Pierres kuglerunde hoved og store næse. På denne måde ved man som læser aldrig rigtig, hvilken af de to verdener (Pierres klassiske synlige verden eller kvantehistoriens) der virker mest utrolig. Men faktisk er ideen jo også, at de to verdener på en eller anden måde må hænge sammen.
Der er i det hele taget gjort meget ud af karaktererne, og historien og tegningerne spiller godt sammen. Det er tydeligt, at den franske fysiker Thibault Damour og den belgiske tegner og tegneserieforfatter Mathieu Burniat her har haft et godt samarbejde.
Stregen er pæn, og der er arbejdet flot med både skraveringer og gråtoner. Tegneserien er som udgangspunkt holdt i sort/hvid samt de ovenfor nævnte toner, imens farver er anvendt pædagogisk til at sætte fokus på pointer i den fysiske teori. Nogle af farverne er ovenikøbet planlagt efter Schrödingers vigtige bølgeligning, forklares det i en i øvrigt meget grundig ordforklaring bagerst i bogen efter selve tegneserien.
Der spilles på alle strenge mht. kvantemekanikkens dobbelthed, når vi hører om den parallelverden, Pierre kan kravle ind i under en fysikforelæsning, eller når vi får demonstreret Schrödingers paradoks med katten ved hjælp af hunden Fax. Der er desuden flere rigtig gode pædagogiske ideer i tegneseriens teoretiske forklaringer.
Det gælder for eksempel ideen med at præsentere energikvanter som stykker af sukker, der kun kan tages i hele stykker (= kvanter), og som i øvrigt får de vibrerende (oscillerende) ladninger, som Max Planck forestillede sig var til stede i alle stoffer, til at vibrere med en højere frekvens. Ligesom børn med sukker chok.
Men det er kun et par af flere oplysende forklaringer i denne tegneserie, hvoraf dele muligvis vil kunne bruges i fysiktimerne på for eksempel gymnasie-niveau eller lignende.
Kvanteuniverset er på trods af dens charme, ikke en tegneserie som alle læsere vil blive hængende ved, men hvis tegneserien skal tages seriøst som formidlingsform af fagligt svære emner, så er vi nødt til at godtage, at også den sekventielle kunst kan være krævende.
Og det ér udfordrende læsning. Især hvis det er første gang, man læser om emnet, og måske i det hele taget. Er man interesseret, kan man dog lære en del, hvis man tillader sig selv at stoppe op og gå i dybden med den enkelte side samt eventuelt forklaringerne bagerst i bogen.
Uanset fremgangsmåden, så findes der trøst at hente i Plancks udtalelse på side 19 midt: ”De fleste fysikere forstår heller ikke helt, hvad der foregår.” Sådan! Så er vi alle klar til at læse, uden at skulle have det dårligt over, hvis der er noget vi ikke helt forstår.
Tegneserien Kvanteuniverset vil ikke kun forklare kvantefysikken og dens historie, men den vil også være både underholdende og pædagogisk undervejs. Det lykkedes, så godt som muligt givet det svære emne, og kigger man godt efter, hvad der står på siderne, er det sandsynligt, at man efter endt læsning ender op både mere vidende om kvantefysik men også med lyst til mere.
Og til sidst får vi faktisk en slutning på historien om Pierre og Fax, om end den er dobbelt!
