Klimakamp for teens
Norske Nora Dåsnes har gjort det til sit speciale at skildre børne- og ungdomslivets op- og nedture. I hendes nye Lad skoven leve formidler hun unges frygt for klimaforandringer og deres mulighed for at engagere sig i miljøkampen. Men kan en ungdomstegneserie få luft under vingerne med så tunge emner?
Dåsnes stod bag én af de seneste års mest vellykkede og følsomme tegneserie-portrætter af tween-liv med debuten Ti knive i hjertet fra 2020.
Her mødte læseren 12-årige Tilde, der baksede med typiske hverdagsproblemer garneret med en konfliktfyldt forelskelse. Alt sammen noget, der er set mange gange før. Dåsnes formåede dog at formidle velkendt stof på en så charmerende og dybfølt måde, at Ti knive i hjertet blev en stor læseoplevelse. Ikke kun for mig, men også for min datter, der med sine 12 år var lige i målgruppen. Hun fik simpelthen slået benene væk af værket, som blev læst igen og igen.
Dåsnes kan virkelig noget, når det kommer til at formidle i øjenhøjde med dem, hun portrætterer.
Det beviste hun igen med Ubesvaret opkald, hvor gymnasieeleven Rebekka kæmper med angst og katastrofetanker i tiden umiddelbart efter terroristen Anders Breiviks massakre på 69 unge mennesker på Utøya i 2011. Også dette livtag med et tungt, nationalt trauma slap Dåsnes virkelig flot fra. Så flot, at udgivelsen modtog Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Og her på Nummer9 kvitterede en begejstret Kristian Bang Larsen med fem 9-taller.
Nu er Dåsnes’ nye Lad skoven leve så landet på mit bord. Kan hun score et tegneseriemæssigt hattrick med endnu en overbevisende og troværdig skildring af børne- og ungdomslivet?
Lad det være sagt med det samme: Dåsnes står distancen. Heldigvis! For første halvdel af Lad skoven leve virker lidt træg, og jeg frygtede til en start, at gassen var gået af ballonen. Langsomt, men sikkert, kryber Dåsnes’ smittende sympati for karaktererne dog under huden, indtil man spontant hepper på, at det går dem godt, som historien udvikler sig.
I Lad skoven leve følger vi den klimabevidste og principfaste pige Bao, som kæmper mod planerne om at fælde skoven ved siden af skolen. De tungnemme voksne i skolebestyrelsen skal nemlig bruge grunden til at anlægge en parkeringsplads. Dét får Bao til at se rødt som en anden Greta Thunberg.
Allieret med veninderne Tilde og Laura starter Bao i det små med mindre aktioner. Over udgivelsens knap 230 sider udvikler det sig efterhånden til et regulært showdown mellem skolens børn, der elsker at lege i skoven og så de voksne, der har glemt hensynet til miljøet og glæden ved naturen i deres iver efter at få hverdagen til at glide lettere med bedre parkeringsmuligheder.
Bao optrådte også i førnævnte Ti knive i hjertet, hvor hun spillede en birolle som én af Tildes veninder. Nu er rollerne byttet, og denne gang er Bao hovedpersonen i en ny historie centreret om venindernes skole. Grebet leder straks tankerne hen på den ikoniske, norske ungdoms-TV-serie SKAM, hvor et gymnasiums venindegruppe også gav en ny hovedperson til hver sæson. Og sammenligningen er oplagt af flere grunde.
Ligesom i SKAM føles skildringen af pigernes venskab og hverdagsliv virkelig troværdig. Som hvis Dåsnes i virkeligheden selv var en fremmelig 12-13-årig, der havde sat sig ned for at skildre egne tanker og oplevelser i stribeform. Autenciteten sikres bl.a. – ligesom i SKAM – gennem masser af beskeder med slang, memes og skøre billeder, der flyver rundt i pigernes tråde på Snapchat. Samtidig er veninderne også ret forskellige som i TV-serien, hvilket giver Dåsnes mulighed for at tackle skiftende temaer for hver ny hovedperson.
Dåsnes tegner som sædvanligt godt og effektfuldt uden at være afhængig af en stor detaljerigdom for at give historien liv og et godt flow. Til gengæld skal hun i denne omgang kæmpe lidt mere for dén umiddelbarhed, hvormed hun tidligere har fået læseren til hurtigt og instinktivt at leve sig ind i personerne. Det skyldes helt klart, at Bao er en lidt endimensionel og tillukket hovedperson, der slet ikke sprudler på samme måde som Tilde gjorde i den første historie.
I Ti knive i hjertet tog tegningerne direkte form efter de ofte sjove og naive tanker og indfald, Tilde nedfældede i sin dagbog. Som læser fornemmede man tydeligt, at Dåsnes havde en fest med at finde på charmerende og overraskende måder, hvorpå hun kunne lade dagbog og tegneserie smelte sammen. Til sammenligning føles Lad skoven leve lidt ordinær med sin mere klassiske opbygning, der både afspejler en mere kantet og tillukket hovedperson og en historie, der umiddelbart virker ret løsrevet fra almindeligt, dagligdags ungdomsliv.
Og så måske alligevel ikke! For i foråret kom tænketanken Kraka med en undersøgelse, der viste, at klimaforandringerne topper listen af bekymringer hos danske 12 til 30- årige. Mon ikke det samme gælder for norske unge? I dét lys er det prisværdigt, at Dåsnes så aktivt tager unges klimaangst op som tema og vel at mærke gør det i en form, der også indgyder håb hos læserne om at kunne gøre en forskel.
Som Ti knive i hjertet rummer Lad skoven leve i øvrigt også en kærlighedshistorie. Den simrer blot under overfladen uden egentlig at bryde ud i lys lue. Men den er vigtig for at give tiltrængte sommerfugle i maven til en fortælling, der sine steder er på grænsen til at tippe over i for betontunge paroler om idealistiske børn kontra dumme voksne.
Hvordan det går Bao og vennernes kamp for skovens planter og dyr skal ikke afsløres her. Men som deres kamp stiger i intensitet, stiger læserens indlevelse også. Undervejs opstår der flere rørende øjeblikke, hvor man som voksen, halvkynisk anmelder pludselig føler små, smittende sug i maven af ungdommens idealisme og rebelskhed. Netop dét som det er så vigtigt at vore dages unge har med sig videre ud i livet, hvis de skal bidrage til at få kloden på ret køl.
Af samme grund er det i mine øjne fedt, at Dåsnes slutter fortællingen af med en fin og pædagogisk ’klima-aktion for dummies’-guide, der kan inspirere unge læsere til, hvordan de konkret kan engagere sig i klimakampen.
Dét element har i øvrigt fået den norske politiker Cecilie Lyngby, partileder for Folkets Parti, op i det røde felt. Oslo Kommune donerede nemlig for nyligt et eksemplar af Lad skoven leve til alle elever i 4. til 7. klasse for at fremme læselysten. Lyngby protesterede. Hun ville have beslutningen omstødt, da hun frygtede at udgivelsens fokus på civil ulydighed ville inspirere til hærværk og ulovligheder. Og mente at det i øvrigt kun var de voksnes ansvar at håndtere klimakrisen – ikke børnenes.
Alene dét, at Lad skoven leve kan vække en sådan debat, gør den i mine øjne til en vigtig og interessant udgivelse. Og trods lidt startvanskeligheder synes jeg, at Dåsnes nu for tredje gang lykkes med at styre skibet sikkert i havn. Lad skoven leve udvikler sig nemlig til et sympatisk og vigtigt portræt af en del af dét at være tween og teenager anno 2023.
Jeg ser allerede frem til endnu en fortælling med veninderne Tilde, Bao og Laura, hvor mit gæt er, at sidstnævnte træder frem som hovedperson.
Del på
