Halfdan Piskets “Desertør” sættes næste år op som teaterforestilling. Vi har talt med instruktør Sargun Oshana, der vil indfange værkets larmende stilhed på de skrå brædder.
Teateropsætninger af danske tegneserier er sjældne, men i foråret 2020 sætter teater Revolver på Republique Halfdan Piskets Desertør op på de skrå brædder med Camilla Lau, Besir Zeciri og Haesam Jakir på rollelisten.
Desertør er første bind i Halfdans Piskets Dansker-trilogi, der står som hovedhovedværet blandt danske tegneserier i 10’erne. Det er en på en gang symbolmættet og biografisk fortælling om Piskets far der deserterer fra den tyrkiske hær og siden hen flygter til Danmark.
Vi har talt med instruktør Sargun Oshana, om hvad Desertør-historien betyder for ham, og hvordan man arbejder med at omskabe en tegneserie til et teaterstykke.
“Desertør” udkom i 2014 på forlaget Fahrenheit og modtog året efter Pingprisen for bedste danske tegneserie.
Hej Sargun. Hvad får jer til at sætte Desertør op som teaterforestilling?
Jeg stødte på Desertør for nogle år siden og blev grebet af Halfdans streg og den stemning han skabte i bogen. Og så var det en virkelig stærk historie, som handlede om undertrykkelse og hvad et menneske skal gøre for at finde håb i ødelagt verden. For mig var det en universel historie. Det var en tegneserie, og så tænkte jeg: ”hvorfor ikke?” Som instruktør prøver jeg hele tiden at arbejde med nye måder skabe dramatik på.
Ja, for hvad er fordelene og begrænsningerne ved at lave teater over en tegneserie, frem for over fx en bog?
Jeg tror at man kan skabe en større visuel oplevelse når man tager udgangspunkt i en tegneserie. Fordi det ikke er ordene der er i fokus, men billederne, stregen og den måde man visuelt bliver ført igennem fortællingen.
Man får så mange indtryk når man læser Halfdans tegneserie, og det er noget andet end at sidde med replikker og karakterbeskrivelser. Jeg tror det bliver en sanselig og visuel oplevelse at se den her forestilling.
Jeg tror at man kan skabe en større visuel oplevelse når man tager udgangspunkt i en tegneserie.
Hvordan kan man konkret gøre det? Pisket har jo en meget markant, næsten træsnitagtig sort/hvid streg. Hvordan arbejder I med at overføre det visuelle til teateret?
Vi er meget tidligt i processen, men jeg arbejder sammen med scenografen Fransiska Zahle, og vi har mødtes, ligesom vi gør med ethvert andet værk, for at finde ud af hvilket udtryk, der er essentielt for forestillingen. Der kigger vi netop på den sort/hvide streg og de meget stærke billeder, og prøver at finde ud af hvordan kan vi overføre dem til scenen.
For vi vil gerne lave en hybrid der er noget andet end tegneserien, så man får noget nyt ud af forestillingen, og ikke bare det det man får ud af tegneserien. Det skal være essensen af tegneserien og så noget ekstra. Jeg vil gerne have, at menneskene i Halfdans serie kommer til live, får kød og blod.
“Desertør” har et markant visuelt udtryk.
Det er jo en flygtningehistorie, selv om meget af den foregår i Tyrkiet, og du har også selv en flygtningebaggrund. Har det betydet noget for din lyst til at fortælle historien?
I den grad. Netop fordi jeg selv er flygtning (fra Irak, red.), har Desertør ramt noget særligt i mig. Den her følelse af identitets- og rodløshed kender jeg fra mig selv. Jeg synes der mangler historier i Danmark om mennesker med en anden identitet end den rene danske. Vi har også valgt et all-etnisk rollebesætning, for at kunne portrættere karaktererne mest sandfærdigt.
Netop fordi jeg selv er flygtning, har Desertør ramt noget særligt i mig.
Jeg synes også historien har en særlig aktualitet her efter ”flygtningekrisen”, som man kalder det i Europa. Det er en stor grund til at jeg laver forestillingen.
Men en af de ting jeg kan lide ved tegneserien er, at den ikke kun handler om en politisk konflikt men også om en familie, der langsomt går i opløsning på grund af undertrykkelse. Der er en arketypisk historie der udspiller sig i en konkret historisk-politisk situation.
Det er også i høj grad også en historie der bliver fortalt indefra. Man er meget inde i hovedet på hovedpersonen James…
Det er man. I teater kigger man normalt meget på hvad karaktererne siger, men her synes jeg det er mere spændende at kigge på, hvad de ikke siger. Det er alt det de ikke siger, der er billederne i Desertør, og jeg håber at kunne få noget af bogens larmende stilhed med.
Jeg håber at kunne få noget af bogens larmende stilhed med.
Er Halfdan Pisket selv involveret i forestillingen?
Halfdan har sagt god for projektet, og så har jeg arbejdet videre med det derfra. Men I den kommende tid vil vil holde nogle møder, og så må vi se hvad der sker. Det bliver spændende at se hvordan han oplever sit grafiske værk når det går fra tegning på papir til krop på scenen.
Desertør er jo første del af en trilogi, og det er måske tidligt at spørge, men: Er det planen også at lave stykker over de følgende bind, Kakerlak og Dansker?
Jeg kunne godt forestille mig det, men jeg ved det ikke. Jeg synes også at resten af historien er virkelig spændende, for man får det her billede af hvordan det er at komme til Danmark i 70’erne og 80’erne. Men for nu vil jeg bare koncentrere mig om Desertør.
